Lyt til artiklen
Der er få instruktører, jeg holder så meget af som islandske Dagur Kári. Hvad enten hans film har været til den smertefulde eller den finurlige side, har været på islandsk, dansk eller engelsk, har de uden undtagelse fået krammet på mig.
Det gælder for hans tidlige islandske film som ’Noi albinói’ (2003), hans skæve danske slacker-komedie ’Voksne mennesker’ (2005), hans oversete hovedværk udi den svære genre værtshusfilmen, ’The Good Heart’ med Paul Dano, eller senest hans rørende ensomhedsportræt, ’Virgin Mountain’.
