Uhyre pudsigt handlede den første runde om glace. Som i overhældt, overflade, overtræk og uden forstyrrende luftbobler, der kunne minde nogen om, at kager bages af mennesker, der trækker vejret.
Dommerne gjorde et nummer ud af at understrege, at semifinalen handlede om teknik, og at deltagerne skulle vise, hvad de kunne af avancerede narrestreger. Og det kom i sidste instans til at koste den muntert gnæggende Iben finalepladsen, fordi hendes afsluttende kunstværker var en nyfortolkning af den klassiske flødekage medaljen, men ikke fesent svungne nok til at bjergtage de blaserte censorer.



























