Dokumentarinstruktør: »Man skal respektere børnenes grænser«

drengeliv. Sommerlejr bringer smilet frem. Men hverdagen er ikke let for de drenge, instruktør Cathrine Marchen Asmussen har fulgt i dokumentaren 'Drengelejren'.
drengeliv. Sommerlejr bringer smilet frem. Men hverdagen er ikke let for de drenge, instruktør Cathrine Marchen Asmussen har fulgt i dokumentaren 'Drengelejren'.
Lyt til artiklen

Som dokumentarfilminstruktør har man et særligt ansvar for sine medvirkende, når de er børn.

Det har Cathrine Marchen Asmussen været sig meget bevidst i sit arbejde med den Buster-aktuelle film 'Drengelejren'.

»Man skal respektere børnenes grænser. Nogle gange forsøgte jeg at trænge længere ind på dem for at få dem til at italesætte nogle ting. Der var helt klart nogle områder, hvor de ikke lod andre få adgang. Det må man respektere«, siger instruktøren Cathrine Marchen Asmussen, som med 'Drengelejren' har lavet sin ottende dokumentarfilm.

Fire drenge er i centrum i 'Drengelejren', der fortæller om udsatte danske drenges pause hjemmefra, mens de i fire dage er på en sommerlejr arrangeret af Red Barnet for 11-15-årige drenge.

Og Cathrine Marchen Asmussen har ikke presset sine medvirkende til at sige eller gøre ting, det måske bagefter ville være grænseoverskridende at leve med for børnene.

Billeder taler for sig selv
Det er ikke nødvendigt for at fortælle historien om drenge, der af forskellige sociale årsager har fået ophold på en af Red Barnets sommerlejre.

Lige så godt som ord fortæller billederne af drengene en aktuel danmarkshistorie om ensomhed, utryghed og fattigdom.

LÆS OGSÅ Guide: Det kan du opleve på Buster

Som instruktøren siger, fortælles der i 'Drengelejren' meget, uden at det pensles ud:

»Det er et meget stort og dilemmafyldt ansvar at lave dokumentarfilm med børn. Man vil gerne fortælle sin historie, men det er vigtigt at gøre det på en måde, så man ikke udstiller børnene. I begyndelsen af filmen får man at vide, at den handler om børn, der har det svært og derfor er på Red Barnets sommerlejr. Det sidder i baghovedet på den, der ser filmen. Især voksne vil læse det ind i hvert eneste billede. Børn vil læse noget andet og for eksempel synes, at de her drenge er enormt seje, fordi de tør snakke med hinanden om at have kærester«.

Foregår i øjenhøjde
'Drengelejren' er en film, der foregår i øjenhøjde med sine medvirkende og viser, at hver eneste dreng på den lejr er et lige så værdifuldt menneske som alle andre.

Det er en film, der tænder et lille håbefuldt lys for børnene inden for en dokumentargenre, som absolut ikke er overrendt af instruktører.

Ifølge Cathrine Marchen Asmussen er der ikke så meget prestige i at lave film for og om børn.

Drømmer sig væk

Bag 'Drengelejren' ligger omfattende viden om børns vilkår i et Danmark, hvor 65.000 børn antages at leve under fattigdomsgrænsen, og hvor alt for mange børn mobbes.

I 'Drengelejren' er den nænsomt fortalte historie om Bjørn, Jon, Denny og Mikkel bærende frem for statistikker og opsigtsvækkende journalistiske vinkler.

Et sted i filmen spørger instruktøren drengen Bjørn, hvad han drømmer om, »hvis det skal være helt vildt«.

Drengen svarer: »At mit liv snart er færdigt. At jeg kan komme på en øde ø, hvor det hele er stille og roligt«.

Hvis instruktøren havde klippet Bjørns ord efter hans første sætning, ville den scene have været ubærlig og mere chokerende, end den er.

LÆS OGSÅ Buster viser film om selvmord, narkosalg og dræberhval

Cathrine Marchen Asmussen har taget hele udtalelsen med. Bjørn ønsker sig noget bedre end det, han har. Cathrine Marchen Asmussen nikker og siger:

»Ja, det ville have været alt for hårdt at skære hans udtalelse, efter at han havde sagt det første. Ikke mange børn siger, at de ønsker sig, deres liv snart er færdigt. Heldigvis. Og Bjørn siger jo også mere end det. Det er et meget godt eksempel på at passe på det medvirkende barn. Og at respektere det«.

Drengelejren, premiereforestilling i Grand 6. sept. kl. 10. Desuden 7. sept. kl. 10.
'Drengelejren' vises også på DR 2 tirsdag 10. september kl. 23.

Små film om alt det svære:
Når far og mor er skilt, fire korte animationsfilm af instruktør Rikke Hallund samt efterfølgende paneldebat, 12. sept. kl. 10.00 i Empire.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her