Når man med et brændende ønske om at optræde som træner af dræberhvaler i en forlystelsespark, kan man godt få sin drøm slået i stykker af at se Gabriela Cowperthwaites dokumentar 'Blackfish'.
I den ene interviewudtalelse efter den anden og med brug af effektive billeder og musik opruller filmen, hvor ringe sikkerheden er i underholdningsparken Seaworld i Florida og andre steder.
At være spækhuggertræner er livsfarligt. Selv om Seaworld helst ikke vil have det frem, og selv om også flere af den slags marinecirkus ifølge den grundigt researchede film har forsøgt at skjule, at trænere har mistet liv, at publikum er kommet alvorligt til skade, og at spækhuggerne selv mistrives.
En af de dræbende hvaler har mennesker valgt at kalde Tilikum. 'Blackfish' kommer fint ind på, hvordan man ved at give dræberhvaler navne og fremstille plysdyrkopier af dem romantiserer dem.
LÆS OGSÅ Spækhugger-dokumentar går tæt på drabet i SeaWorld
Seks ton tunge Tilikum er selvfølgelig ingen ond hval. Den mistrives i stor stil i stillingen som underholdningshval i et bassin. I 2010 trak den – igen – en træner med sig ned i vandet og druknede hende. Og den fremvises stadig i Seaworld.
Musikken i 'Blackfish' tangerer det unødvendigt følelsesladede indimellem, og muligvis i frygt for at kede publikum er nogle interview klippet op i meget små bidder. Men 'Blackfish' er en fascinerende film om, hvad mennesker gør af dårligt ved også store dyr.
Dansk talent fra England
I den dokumentariske kortfilm 'Ingenmandsland' viser Michael Graversen uden brug af følelsesstyrende toner, hvad nogle mennesker gør ved andre, der tilhører samme art. 'Ingenmandsland' er et udramatisk iscenesat indblik i den smerte og det drama, som foregår i unge, der opholder sig på et dansk asylcenter.
Center Jægerspris og dets empatiske ansatte får sammen med asylsøgerne tydeliggjort fortvivlelsen og smerten ved at få afslag på ophold i Danmark, og hvor uigennemskuelige begrundelserne for ophold og udvisning er.
Filmtendens: Hvad kan de brune 70'erne sige til Facebook-generationen?En kort og dyb film fra en yngre dansk instruktør, der har gået andre veje end Den Danske Filmskole: Talentet Michael Graversen er uddannet instruktør fra en skole i England.
Glimrende inspiration
En af de erfarne danske børnedokumentarister er Klaus Kjeldsen.
At lave små, men fascinerende, sigende og tv-egnede interviewfilm med børn om konkrete emner er han eminent til. Blandt hans nyeste er 'Jeg er misundelig', hvori elever fra en 3.-klasse har mulighed for at definere, hvad misundelse er for dem. Og hvor den slags kommer fra.
Allerede i indledningsbilledet mere ser end hører man, at misundelse er en grim følelse.
Børnene tager sig til maven for at vise, hvor den dårlige fornemmelse sidder. »Det kan godt sidde langt inde i en«, siger et barn da også. En anden kigger på veninden og eksemplificerer, hvordan den giftiggrønne følelse kan opstå: »Du har en iPhone 4. Den er jeg måske lidt misundelig på«.
Dokumentarinstruktør: »Man skal respektere børnenes grænser«Som anledning til at tale om den svære og ubehagelige misundelse er filmen en glimrende inspiration. Som egentlig undersøgelse af misundelsens herkomst og virkning i børnehøjde er den dog ikke mere end appetitvækkende.
Baggrunden for et mord
Misundelse er noget af det, hvormed et menneske skader både andre og sig selv.
I meget større, farligere og mere ubegribelig forstand skader mennesker hinanden og sig selv som en dominoeffekt i den amerikanske dokumentar 'Valentine Road'.
Uden at tabe respekten for nogen af de involverede mennesker af syne undersøger 'Valentine Road' med den nødvendige omstændelighed baggrunden for en drengs mord på en klassekammerat i Oxnard, Californien, 12. februar 2008.
Morderen var Brandon McInerney, der nu afsoner en mangeårig fængselsstraf, der ville have været endnu hårdere, hvis ikke nogle forsvarsadvokater stædigt havde slået på al den omsorgssvigt og mistrivsel, drengen var udsat for gennem sin opvækst.
Buster viser film om selvmord, narkosalg og dræberhvalOfferet var Larry King, der ligesom sin morder var udsat for sine voksnes svigt fra den tidligste barndom. Larry var også en dreng, der gerne ville have været en pige og åbenlyst afprøvede sin seksuelle forvirring i skolen ved at gå i høje hæle og ikke skjule, at han forelskede sig i drenge.
Øjenåbner for alle
Mordet på Larry medførte, viser filmen, at andre teenagere i området begyndte at blive mere frygtsomme for at give udtryk for deres seksualitet og især for homoseksualitet.
Dertil kommer, at der blandt nogle jurymedlemmer under retssagen var en overbevisning om, at Larry King delvist selv var skyld i drabet, fordi han ikke skjulte sin karakter.
Det gør ikke den myrdede dreng til det eneste offer i filmen. Brandon McInerney kommer fra et hjem, hvor moderen fik tæsk af faderen, mens de var gift.
I dag er faderen død af alkoholrelaterede sygdomme, og hverken moderen eller morderens voksne halvbrødre har skåret forbindelsen til drengen i fængslet. Det ser ud, som om mordet og retssagen har været en øjenåbner for alle parter.
I Oxnard mindes jævnaldrende børn stadig Larry King.
Filmens handling er af en art, der kunne foregå snart sagt hvor som helst i verden. Instruktørens måde at fortælle på er empatisk over for samtlige børn og uden fordømmelse over for alle.
-----------------------
Rettelse: Det fremgik af en tidligere version, at 'Valentine Road' vandt Politikens Publikumspris på filmfestivalen Buster. Det var forkert: Prisen gik til 'Clara og bjørnenes hemmelighed'.
fortsæt med at læse
