I 2006 i den pæne del af bydelen Pankow i Berlin gik en dengang 46-årig kvinde ud af sin lejlighed og lod sine fire børn alene tilbage. Inden hun gik, havde hun givet sin ældste på 11 år nogle penge.
I månederne derefter var hun kun hjemme enkelte gange for at give den ældste flere penge. Derudover måtte de fire børn passe sig selv, så godt de kunne. De kom op om morgenen og gik i skole.
De fik lavet lektier, og der gik næsten et år, før myndigheders mistanke om svigt af børnene endte med indgriben. Da børnene blev fjernet fra hjemmet, og moderen blev arresteret, skrev den tyske presse om sagen.
Mara Eibl-Eibesfeldt, som dengang var godt i gang med en uddannelse til instruktør i München, læste i en avis om moderen, der havde forladt sine børn. Og hun glemte aldrig artiklen:
»Der var nogle billeder fra lejligheden, som den så ud, da politiet kom for at hente børnene. På en dør havde børnene hængt deres tegninger op, som man ser det så mange steder. Umiddelbart var det mest ualmindelige ved lejligheden, at der var dannet spindelvæv, som nu hang ned i højde med børnenes hoveder. Det fascinerende mig, at børnene havde klaret at være alene så længe. Selv om de selvfølgelig samtidig ikke havde klaret det. Jeg syntes, det var værd at fortælle om i en film«.
Barnets sensitivitet
Historien bed sig så grundigt fast i Mara Eibl-Eibesfeldt, at den blev inspiration til hendes første spillefilm, ’Spindelvævshuset’, der havde premiere på Berlinalen i begyndelsen af i år, og som nu bliver vist på Buster Filmfestvial for Børn og Unge.
I hendes fortolkning er det blevet til en film om tre børn, hvoraf den ældste er den 12-årige dreng Jonas. Han er vant til at være den ansvarlige derhjemme, hvor børnene længe har boet alene med deres mor.
Hun kæmper med sine ’dæmoner’, og hun er ængstelig, stresset og bruger hele tiden sit ældste barn som sparringspartner i stedet for at give ham lov til at være barn.
Derfor gør det ikke umiddelbart den store forskel for Jonas, da hans mor en dag beder ham om at tage sig af de små søskende, mens hun tager væk på weekend. Drengen har i forvejen en stor del af ansvaret for sin 9-årige lillebror, Nick, som er hyperaktiv, og for sin 4-årige lillesøster, Miechen.
Blot skal Jonas nu være lidt mere på vagt end hidtil, og da hele filmen er oplevet fra børnenes synsvinkel, har man som publikum fra begyndelsen sanset, at Jonas allerede i nogen tid har været et barn i alarmberedskab.
Det er helt bevidst, at Mara Eibl-Eibesfeldt i begyndelsen af filmen lader publikum høre lyde og fornemme bevægelser med den sensitivitet, Jonas har udviklet:
»I begyndelsen, hvor moderen for eksempel lader Jonas køre bilen, kan man nærmest høre drengens frygt. Senere er der jo ingen af den slags lyde, for da opleves det hele inde fra børnene«.
Abstrakte lag
Moderen til Jonas, Nick og Miechen kommer ikke hjem igen, da weekenden er gået, og deres far kan de ikke være hos. Han har sagt til moderen i børnenes påhør, at han altså ikke kan have dem boende. Så nu er de alene.
Med mødetider i børnehave og skole, med Nicks medicinkrævende hyperaktivitet, med behovet for at få noget at spise, med det voksende støvlag og et stigende antal edderkoppers spind. Og også med det løfte, Jonas har givet sin mor: At ingen må få at vide, at hun ikke er hjemme.
Længe går det nogenlunde hjemme hos ungerne. Nogle gange er det hele ganske vist ved at brænde på. Men andre gange hygger de sig bare. Og det meste af tiden er de gode til at hjælpe hinanden. Men da lille Miechen falder på sin cykel, vælter læsset for Jonas:
»Indtil da har Jonas hele tiden handlet så fornuftigt og rigtigt, som han kunne. Men da Miechen slår sig, og Jonas ikke tager på hospitalet med hende, begynder det at skride for ham«.
Samtidig har Jonas mødt en 18-årig fyr, der kalder sig greve, kun taler i vers og tydeligt fremstår som en godhjertet eventyrfigur i filmen. Både hans karakter og den sort-hvide billedside fremhæver det mytiske, dramatiske og surrealistiske i historien.
Min film er ikke et socialt drama
Mara Eibl-Eibesfeldt
’Spindelvævshuset’ er en meget mere abstrakt fortælling end den avishistorie, der inspirerede Mara Eibl-Eibesfeldt:
»Min film er ikke et socialt drama. Sammen med Johanna Stuttman, som jeg har skrevet manuskriptet med, har jeg prøvet at skabe en mere eventyragtig historie, der behandler et aktuelt emne på en mere tidløs måde«.
