Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Buster
Foto: Buster

Mytisk. Trods temaet om forladte børn er 'Spindelvævshuset' ikke et socialt drama.

Buster
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mara Eibl-Eibesfeldts børnefilm får voksne til at gyse

Politiken har mødt instuktøren bag den kontroversielle børnefilm 'Spindelvævshuset'.

Buster
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 2006 i den pæne del af bydelen Pankow i Berlin gik en dengang 46-årig kvinde ud af sin lejlighed og lod sine fire børn alene tilbage. Inden hun gik, havde hun givet sin ældste på 11 år nogle penge.

I månederne derefter var hun kun hjemme enkelte gange for at give den ældste flere penge. Derudover måtte de fire børn passe sig selv, så godt de kunne. De kom op om morgenen og gik i skole.

De fik lavet lektier, og der gik næsten et år, før myndigheders mistanke om svigt af børnene endte med indgriben. Da børnene blev fjernet fra hjemmet, og moderen blev arresteret, skrev den tyske presse om sagen.

Mara Eibl-Eibesfeldt, som dengang var godt i gang med en uddannelse til instruktør i München, læste i en avis om moderen, der havde forladt sine børn. Og hun glemte aldrig artiklen:

»Der var nogle billeder fra lejligheden, som den så ud, da politiet kom for at hente børnene. På en dør havde børnene hængt deres tegninger op, som man ser det så mange steder. Umiddelbart var det mest ualmindelige ved lejligheden, at der var dannet spindelvæv, som nu hang ned i højde med børnenes hoveder. Det fascinerende mig, at børnene havde klaret at være alene så længe. Selv om de selvfølgelig samtidig ikke havde klaret det. Jeg syntes, det var værd at fortælle om i en film«.

Barnets sensitivitet

Historien bed sig så grundigt fast i Mara Eibl-Eibesfeldt, at den blev inspiration til hendes første spillefilm, ’Spindelvævshuset’, der havde premiere på Berlinalen i begyndelsen af i år, og som nu bliver vist på Buster Filmfestvial for Børn og Unge.

I hendes fortolkning er det blevet til en film om tre børn, hvoraf den ældste er den 12-årige dreng Jonas. Han er vant til at være den ansvarlige derhjemme, hvor børnene længe har boet alene med deres mor.

Hun kæmper med sine ’dæmoner’, og hun er ængstelig, stresset og bruger hele tiden sit ældste barn som sparringspartner i stedet for at give ham lov til at være barn.

Derfor gør det ikke umiddelbart den store forskel for Jonas, da hans mor en dag beder ham om at tage sig af de små søskende, mens hun tager væk på weekend. Drengen har i forvejen en stor del af ansvaret for sin 9-årige lillebror, Nick, som er hyperaktiv, og for sin 4-årige lillesøster, Miechen.

Blot skal Jonas nu være lidt mere på vagt end hidtil, og da hele filmen er oplevet fra børnenes synsvinkel, har man som publikum fra begyndelsen sanset, at Jonas allerede i nogen tid har været et barn i alarmberedskab.

Det er helt bevidst, at Mara Eibl-Eibesfeldt i begyndelsen af filmen lader publikum høre lyde og fornemme bevægelser med den sensitivitet, Jonas har udviklet:

»I begyndelsen, hvor moderen for eksempel lader Jonas køre bilen, kan man nærmest høre drengens frygt. Senere er der jo ingen af den slags lyde, for da opleves det hele inde fra børnene«.

Abstrakte lag

Moderen til Jonas, Nick og Miechen kommer ikke hjem igen, da weekenden er gået, og deres far kan de ikke være hos. Han har sagt til moderen i børnenes påhør, at han altså ikke kan have dem boende. Så nu er de alene.

Med mødetider i børnehave og skole, med Nicks medicinkrævende hyperaktivitet, med behovet for at få noget at spise, med det voksende støvlag og et stigende antal edderkoppers spind. Og også med det løfte, Jonas har givet sin mor: At ingen må få at vide, at hun ikke er hjemme.

Længe går det nogenlunde hjemme hos ungerne. Nogle gange er det hele ganske vist ved at brænde på. Men andre gange hygger de sig bare. Og det meste af tiden er de gode til at hjælpe hinanden. Men da lille Miechen falder på sin cykel, vælter læsset for Jonas:

»Indtil da har Jonas hele tiden handlet så fornuftigt og rigtigt, som han kunne. Men da Miechen slår sig, og Jonas ikke tager på hospitalet med hende, begynder det at skride for ham«.

Samtidig har Jonas mødt en 18-årig fyr, der kalder sig greve, kun taler i vers og tydeligt fremstår som en godhjertet eventyrfigur i filmen. Både hans karakter og den sort-hvide billedside fremhæver det mytiske, dramatiske og surrealistiske i historien.

Min film er ikke et socialt drama

’Spindelvævshuset’ er en meget mere abstrakt fortælling end den avishistorie, der inspirerede Mara Eibl-Eibesfeldt:

»Min film er ikke et socialt drama. Sammen med Johanna Stuttman, som jeg har skrevet manuskriptet med, har jeg prøvet at skabe en mere eventyragtig historie, der behandler et aktuelt emne på en mere tidløs måde«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Atypisk tysk film

Til Mara Eibl-Eibesfeldts skuffelse har ’Spindelvævshuset’ endnu ikke haft premiere i de tyske biografer, selv om den er blevet vældig godt modtaget af kritikere på foreløbig to filmfestivaler.

»Spindelvævshuset er en kunstnerisk film, og det gør det vanskeligt at få den ud i biograferne. Dertil kommer, at den henvender sig til både børn og voksne uden at være en typisk børne- eller familiefilm«.

På Berlinalen i februar i år blev ’Spindelvævshuset’ vist i to forskellige programserier: en for voksne og en for børn. Mara Eibl-Eibesfeldt overværede alle visningerne og oplevede, hvor forskelligt børn og voksne kan opfatte hendes film:

»Først blev den vist for voksne, der mest så alvoren i fortællingen og bagefter sagde til mig, at sådan en film kan man simpelthen ikke vise for børn. Men da den blev vist for børn fra 9 år og opefter, oplevede de tydeligvis især eventyret i den. De var optaget af alt det, børnene går igennem og lettede over den håbefulde slutning. Børnene går ind i eventyret, når de ser den«.

På Buster anbefales ’Spindelvævshuset’ til børn fra 11 år og opefter, men Mara Eibl-Eibesfeldt, der selv er mor til to børn, vurderer, at en 9-årig godt kan følge med i, hvordan den unge 18-årige hjælper 12-årige Jonas, og hvor samtidig fantastisk og forfærdeligt det må være at blive efterladt alene hjemme.

Billedmesteren Jürges

Selv om dens budget har været forholdsvis lavt, er det lykkedes instruktøren at få en kendt fransk skuespiller i den store rolle som børnenes mor (Sylvie Testud) og at samarbejde med Jürgen Jürges som fotograf.

74-årige Jürgen Jürges debuterede i 1964 og har været fotograf på talrige af Tysklands store film siden, herunder bl.a. Rainer Werner Fassbinders ’Angst æder sjæle op’ (1974) og ’Satans yngel’ (1975), Uli Edels ’Christiane F – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’ (1981) og Michael Hanekes ’Funny Games’ (1997). Om samarbejdet med ham siger 35-årige Mara Eibl-Eibesfeldt:

»Det var vidunderligt. Selv om han har skudt mere end 100 film, var han hele tiden opsat på at finde ud af, hvad min vision om filmen var. Samtidig kunne jeg fuldkommen stole på ham og kunne koncentrere mig om at arbejde med børnene«.

Og børnene er hele tiden i centrum. Det er deres og især Jonas’ univers, man træder ind i, når døren til ’Spindelvævshuset’ går op.

Mod slutningen af filmen kommer de tre børns mor faktisk hjem igen. Jonas’ små søskende jubler. Han selv får ikke umiddelbart tilliden til hende tilbage. Jonas er dog ikke så spoleret af et alt for tidligt og tungt ansvar, at han ikke længere kan fungere med jævnaldrende. Da moderen er hjemme igen, ser man ham cykle hen imod sine kammerater.

Det var nødvendigt at give ’Spindelvævshuset’ en håbefuld slutning, siger Maja Eibl-Eibesfeldt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun svigter børnene, men jeg har tænkt på, at hvis ikke hun på et tidspunkt havde taget sig af dem, ville de ikke have kunnet passe så godt på hinanden, mens hun var væk

»De tre børn har været så meget igennem, mens deres mor var væk, at vi er nødt til at se hende vende tilbage igen. Hun er jo heller ikke et ondt menneske. Hun svigter børnene, men jeg har tænkt på, at hvis ikke hun på et tidspunkt havde taget sig af dem, ville de ikke have kunnet passe så godt på hinanden, mens hun var væk«.

De ville næppe have kunnet klare sig alene, hvis de aldrig havde fået omsorg. Sådan har Maja Eibl-Eibesfeldt også tænkt om børnene, der efter næsten et år alene i en lejlighed i Berlin blev en nyhedshistorie i 2007.

At noget godt måtte de have oplevet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden