Klokken er lidt i 8, og fra alle verdenshjørner piler journalisterne mod Filmpaladset i Cannes. Især dem med de lavere rangerende adgangskort er tidligt på den for at være sikre på at være blandt de første i verden til at se Mike Leighs nye film ’Mr. Turner’. Jeg er også tidligt på færde. Selv om jeg med mit lyserøde kort med gul plet burde have mit på det tørre.

Men nervøs som en brud. Det er man altid lidt her i begyndelsen, hvor så meget skal klappe og man lige skal finde sit fodslag. I den blændende morgensol kaster jeg en lang skygge foran mig. Et beroligende syn.

Jeg er ved at læse en bog om en mand, der bliver afskåret fra sin egen skygge. Selv føler jeg endnu, jeg går en anelse forskudt fra mig selv. Så synet af min sorte skygge, der hænger ved mine nye olivengrønne sko, gør godt.

Et øjeblik efter sidder jeg i Grand Theatre Lumiere og lytter til blid jazzmusik og filmsnak på alverdens gebrokne sprog, inden Mike Leighs ’Mr. Turner’ blænder op. Titlens ’Mr. Turner’ er den berømte engelske maler J.M.W. Turner, der var en stor udforsker af lysets spil og i første halvdel af 1800-tallet udgjorde sit eget lille moderne gennembrud.

»Solen er gud!«, lader Leigh den døende Turner stønne, og sollyset er på mange måder gud i en film, der forbilledligt er i samklang med sin hovedpersons ambition. Naturens lys og dets afbildning hænger som en diffus glorie over Timothy Spall, der spiller Turner. Med alt det indre kaos, al den menneskelige uformåenhed, al den guddommelige stædighed og al den grynten og gnøflen, som i Turner med grisehovedet udgør den såre menneskelige kontrast til dets higen efter at se og skildre lyset.

LÆS ARTIKEL

Uden så meget som at strejfe kitsch er ’Mr. Turner’ en ekstremt malerisk film gennemstrømmet af mange slags lys. Leigh påtager sig Turners kamp for at blive forstået af sin samtid uden at påtage sig et melodramatisk martyrium. Som biografisk drama – biopic – udgør ’Mr. Turner’ en lige så stor kontrast til årets åbningsfilm ’Grace of Monaco’ som en storslået biografi over for et kulørt ugeblad.

Leigh præsterer at fortælle interessant og ikke mindst vittigt om Turner, der var lige så umulig som menneske, som han var genial som kunstner. På alle måder autodidakte Turner var ubehøvlet, grovkornet og behandlede ikke mindst de fleste af kvinderne i sit liv, som var de terpentinklude. Som journalist har jeg mødt Mike Leigh nogle gange, og kombinationen af knarvorn stil og lysende talent virker bekendt!

Priskandidat i sigte

Filmen er utrolig smukt fotograferet med masser af liv og lys i både kunst og natur. Herligt spillet af britiske topklasseskuespillere og imponerende autentisk i sin skildring af Turners tid. Timothy Spall er så formidabel, at jeg allerede nu øjner en priskandidat.

En mere ubarmhjertig sol bagte ned over den første konkurrencefilm ’Timbuktu’ af Abderrahmane Sissako. Et aktuelt drama fra det nordlige Mali, hvor islamiske jihadister en overgang tog magten. Sissako fortæller underfundigt og chokerende om sammenstødet mellem en gudfrygtig og musikglad befolkning og en flok sammenflikkede puritanske voldsmænd, der tvinger deres idiosynkratiske opfattelse af den rette tro ned over hovedet på Timbuktus indbyggere.

Det bliver forbudt at ryge, spille musik og fodbold. Selv smugryger jihadisterne og diskuterer i stille stunder Real Madrid kontra Barcelona. I skildringen af det moralske dobbeltbogholderi rummer ’Timbuktu’ satire, men filmen er klog og sammensat som en relevant islamisk diskussion, og den er bevægende og underholdende dog uden filmisk at hæve sig over gennemsnittet.

En heldigvis kort steningsscene får mig til at mærke, hvor dybt afskyen for denne barbariske afstraffelse stikker. Det rører ved noget helt nede på bunden, hvor en gammel mørk skygge hænger ved.

fortsæt med at læse

Selv ikke Kidman kan redde Grace Kelly-film fra kedelig ubeslutsomhed