.jpg)
.jpg)
Man skal træde varsomt, hvis man skal lave en film om en af filmkunstens ikoniske stjerner.
Især da hvis det er en af de seriøst tilbedte som Grace Kelly, der spillede den kvindelige hovedrolle i flere af Hitchcocks stjernestunder.
Men træde varsomt kan man ikke ligefrem beskylde Olivier Dahan for at gøre i ’Grace of Monaco’.
Han begiver sig glad ud i minefeltet og slipper da heller ikke helskindet fra det.
Som balletsko på en elefant
Nicole Kidman spiller Grace Kelly og er vel det oplagte bud på rollen. Så langt, så godt. Det er jo ikke hendes skyld, at flere af replikkerne sidder lige så godt som balletsko på en elefant.
Arash Amels manuskript til, hvad der omhyggeligt beskrives som »en fiktionsfilm, der bygger på virkelige begivenheder«, har lagt et skarpt snit.
Filmen fokuserer udelukkende på en kort episode i begyndelsen af 1960’erne, hvor Kelly efter seks års ægteskab skal beslutte, om hun vil fortsætte som hollywoodskuespiller, eller om hun udelukkende vil hellige sig ’sit livs rolle’ som prinsesse Grace af Monaco.
Det har set godt ud på papiret med denne skarpt optrukne rolle- og interessekonflikt. Problemet er bare, at det ikke fungerer.
Rammen er en dramatisk episode, hvor Frankrig, der var i krig i Algeriet, under ledelse af de Gaulle, truede med at annektere det lille skattely.
En speget politisk situation, som Dahan aldrig får forklaret, så man orker at blive engageret i de gæve monegaskeres kamp for selvstændighed og skatteunddragelse.
Mellem to stole
Men det giver filmens Grace Kelly muligheden for at optræde som frelsende engel, der med friske initiativer og en ’uforglemmelig’ tale kan redde Monaco, ægteskabet, demokratiet, verdensfreden og oven i købet bringe antydningen af et smil frem på de Gaulles gallisk storsnudede ansigt.
Det er unægtelig en mærkelig kombination med denne kulørte hollywoodheltinde for fuld udblæsning og så en gallisk speget politisk intrige.
Her sætter ’Grace of Monaco’ sig pladask mellem to stole.
Kim Skotte skriver dagbog: De gamle drenge dominerer i årets konkurrence i CannesRetfærdigvis skal det siges, at der undervejs i filmen faktisk er flere solidt turnerede scener.
Frank Langella som katolsk præst og from Machiavelli har pondus, og Derek Jacobi glimrer i en birolle som etikettelærer.
Og selv om man ikke mange sekunder ad gangen tror på, at Tim Roth er fyrst Rainier, i denne film plaget af mangfoldige britiske og amerikanske accenter, så er han som skuespiller altid værd at se på.
Valget mellem Hitchcock og Monaco
Men det er slet ikke nok til at frelse ’Grace of Monaco’ fra dens mærkelige skæbne som kulørt, slingrende ugebladsstorpolitisk konfliktstof.
Det er en endog meget drastisk beslutning stort set ikke at fortælle noget som helst om Grace Kellys opvækst, skuespillerkarriere og om hendes motivation for at gifte sig med den bette prins.
Det hævner sig. Når man skal indleve sig i Grace Kellys skæbne er der simpelthen ikke noget at hænge sin hat på, og Nicole Kidman ser ud til at befinde sig i et tilsvarende dilemma.
Dahan har sat alt på ét bræt med det skarpt optrukne dilemma om at skulle vælge mellem Hitchcock og Monaco.
At Grace Kelly valgte det sidste, er en beslutning, man ikke på nogen måde kan siges at blive menneskeligt klogere på.
fortsæt med at læse
