Hovedstaden Pyongyangs bygninger lignede filmkulisser bag gader, som for det meste var mennesketomme. Indtil instruktøren, tv-værten og forfatteren Mads Brügger og resten af det danske filmhold pludselig kom til et sted, hvor 300.000 nordkoreanere var i gang med massegymnastik eller uniformsklædte parader, der hyldede det totalitære styres øverste general, Den Kære Leder ved navn Kim Jong-il.
»Pludselig er man et sted, hvor løgnen er overalt. Nordkorea er en hel nation, der lever som fiktion. Det hele er rollespil. Det er et land af virkelighedsfornægtelse. Når løgnen er over det hele, bliver den satire i sig selv. Den bliver morsom på den morbide måde, og i den sammenhæng giver det mening at møde et rollespil med et rollespil«, siger instruktøren, forfatteren og tv-værten Mads Brügger om sit arbejde med tv-serien ’Det Røde Kapel’.
Det Røde Kapel får renæssance som film
Under CPH:DOX får ’Det Røde Kapel’ en renæssance som film. Tv-serien med de koreansk-fødte skuespillere Simon Jul og Jacob Nossell er klippet sammen til en film, der viser, hvordan det kan gå, når en fiktiv teatertrup efter mange diskussioner får lov til at spille i det kommunistiske Nordkorea, hvor det totalitære styre og den rigide lovgivning på mange punkter minder om et teaterstykke i sig selv.
’Det Røde Kapel’ er en blanding af fiktion og ikke-fiktion. Det er fantasi, at Simon Jul og hans spastisk fødte stand-up-komiker-kollega Jacob Nossell er naive aktører i en teatertrup, der gør alt for at tækkes det nordkoreanske diktatur, hvor handikappede som Nossell er gemt af vejen. Og hvor også systemkritik, fattigdom og hele den omgivende verden censureres bort, siger Mads Brügger:
»Nordkoreanerne opdagede aldrig, at ’Det Røde Kapel’ er satire, fordi de lever isolerede fra omverdenen. De ville have opdaget det, hvis de havde set CNN, MTV, gennemlevet postmodernismen og i det hele taget havde det referenceapparat, alle vi andre abonnerer på«.
Facts og fantasi
Fiktion eller ikke-fiktion. Det er temaoverskriften for en hel række af de film, som vises under CPH:DOX. ’Det Røde Kapel’ er en af de interessante skabt af nogle danskere, der vover at blande facts og fantasi på tv på en måde, så et mainstream-publikum ser på, selv om programmerne bliver sendt meget sent på DR 2.
Siden han instruerede ’Det Røde Kapel’, har Mads Brügger blandt andet lavet ’Den 11. time’ på DR 2 sammen med Mikael Bertelsen. Det er et program, hvor værterne gør sig umage for at behandle gæsterne anstændigt til en vis grænse. Også når gæsten er Jørn Hjorting eller andre, hvis tilstedeværelse i et DR 2-program umiddelbart har en ironisk accent.
Gråd i Den 11. time
I ’Den 11. time’ har værterne fået filminstruktøren Nicolas Winding Refn til at græde og seere til at ringe ind for at gætte på, hvem menneskene bag tre burkaer var. At lave serie-samtaler i egentlig enkeltstående programmer eller lave ’burgammon’ under valgkampen er så nybrydende tv, at ’Den 11. time’ i den forløbne uge modtog Journalisthøjskolens pris 2007.
Ligesom ’Det Røde Kapel’ er ’Den 11. time’ et program, hvor man som seer gnider sig i øjnene og spørger sig selv, om man er vidne til sandhed eller fiktion? Svaret er tvetydigt, men at man stiller spørgsmålet, glæder redaktionen bag programmet. Ved at bruge grænsefeltet mellem fiktion og ikke-fiktion som metodisk genregreb kan programmer som ’Den 11. time’ måske spore folk ind på, hvad der er fakta til forskel for løgn. Og det er der brug for, mener Mads Brügger:
»Lagde du mærke til, da rulleteksterne løb hen over skærmen efter ’Forbrydelsen’ i aftes? Imens sagde en speakerstemme: ’Nu skal vi hen til et helt andet drama. Om hvem der skal være statsminister’. Derefter så vi et futuristisk studie, hvor Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt stod som duellanter. Fiktionen fra ’Forbrydelsen’ blødte igennem til valgkampens duel. Næppe mange bemærker det, men der er sket et skred i de seneste ti år. Fiktionen har fået mere plads«.
Hinandens modsætninger
Ib Bondebjerg, professor i film- og medievidenskab, er ikke enig med Mads Brügger:
»De første levende billeder er fra 1896, og lige siden dengang har der været to måder at fortælle på i film: den dokumentariske og den fiktive. Langt tilbage har dokumentarfilmen leget med at udfordre grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion. Virkeligheden og fiktionen er hinandens modsætninger og kan berige hinanden«.
Ib Bondebjerg nævner den danske film ’AFR’ og den amerikanske ’JFK’ som eksempler på film, hvor instruktørerne har brugt dokumentation til at skabe fiktive film.
CPH:DOX har fundet mange film med anslag mellem det faktuelle og det iscenesatte. ’Det Røde Kapel’ er en af dem. En anden, meget stærk film er den amerikanske ’Strange Culture’. Heri bliver en af virkelighedens miljøaktivistiske kunstnere arresteret og mistænkeliggjort af det amerikanske FBI dagen efter, at hans kone er død af en hjerneblødning på grund af en hjertefejl. Kunstneren, Steve Kurtz, gennemgår et Kafka-agtigt mareridt.
I filmen spilles hustruen Hopes og Steve Kurtzs roller delvist af professionelle skuespillere. ’Strange Culture’ instrueret af Lynn Hershman Leeshon er både filmisk og politisk en stor film, der blander fiktion og ikke-fiktion.
Det er i grænselandet mellem de to områder, mange spændende kunstudtryk og publikumstanker opstår.
fortsæt med at læse
