0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forhandler. Robert Cooper er et fund af en hovedperson. Han kan opleves i 'Forhandleren'. Eller 'The Agreement', som er den engelske titel. Foto fra filmen

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tre danske DOX-film byder på vidt udsyn og dyb indsigt

Stærke dokumentarer besøger Bruxelles, Argentina og indianere i South Dakota.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Der er noget surrealistisk over alt det her«, siger EU’s britiske chefforhandler Robert Cooper på et tidspunkt, hvor den første direkte dialog nogensinde mellem Serbien og Kosova mere ligner et stykke teater spillet af to fornærmede toppolitikere.

Som publikum forstår man takket være filmen indgående Robert Coopers suk over usmidigheden i forhandlingerne, hvis resultat skal danne baggrund for at give Serbien status som kandidat til at blive optaget i EU.

I sin første internationale film tager instruktøren Karen Stokkendal Poulsen sine tilskuere med til, hvad der foregik i de dage i Bruxelles både før, mellem og under selve forhandlingerne.

Der er tale om politisk spænding, men i høj grad også om menneskelig dynamik i et magtcentrum, hvor man normalt ikke har adgang som almindelig borger.

Et fund af en hovedperson ’Forhandleren’ hedder filmen. Titlen peger på, at selv om de uenige parter er vice-premierminister Edita Tahiri fra Kosova og den indflydelsesrige serbiske politiker Borko Stefanovic, så er det manden i midten, det hele kredser omkring.

Både i filmen og i virkeligheden under forhandlingerne har chefmægler Robert Cooper ansvar for at få dialogen til at glide og i sidste ende få resultatet på plads.

Robert Cooper har prøvet det før og er et fund af en hovedperson. Med en dansers elegance og en fornuftig filosofs overbærenhed på det nærmeste instruerer han forløbet.

Kan han ikke ligefrem få nogen gensidig sympati til at slå gnister mellem den forhenværende rockmusiker og soldat Borko Stefanovic fra Serbien og den tidligere eftersøgte frihedsoprører Edita Tahiri fra Kosova, så kan han i hvert fald både sørge for den rette diplomatiske scenografi og på de rigtige tidspunkter skære myndigt og ufravigeligt igennem i diskussioner, der ellers ville være endeløse.

Stærke billedet
’Forhandleren’ er forbilledligt stram, fokuseret og spændende hele vejen.

Helt relevant ridses den konkrete strid op, ligesom både billeder og korte tekster minder om konfliktens baggrund: krigen på Balkan.

Filmklip fra Kosova i slutningen af 1990’erne og i dag er med til at tegne perspektivet. Mens scener med Robert Coopers valg af slips og Edita Tahiris frisørbesøg tjener til både at forstå de medvirkende og gøre ’Forhandleren’ til en film, der fejer fordomme om kedelig EU-retorik fuldstændig væk.

Karen Stokkendal Poulsen er langtfra den eneste danske dokumentarist, der søger uden for hjemlandets grænser for at filme. Mange gange i det seneste tiår er der kommet internationalt prisvindende film ud af danske instruktørers interesse for udenlandske forhold.

Anders Østergaards ’Burma VJ’, Michael Madsens ’Into Eternity’, Pernille Rose Grønkjærs ’Love Addict’, Eva Mulvads ’The Good Life’, Phie Ambos ’Free The Mind’, Berit Madsens biografaktuelle ’Sepideh’, Ditte Haarløv Johnsens CPH:DOX-aktuelle ’Under den samme himmel’ og Andreas Koefoeds ’Ballroom Dancer’ er bare nogle af eksemplerne.

Lysende øjne
Andreas Koefoed er sammen med medinstruktøren Ivan Fund aktuel på CPH:DOX i år med ’AB 3D’. Titlen henviser til det første bogstav i hovedpersonernes fornavne.

Filmen om veninderne Araceli Castellanos Gotte og Beléh Werbach fra Argentina er varm, tålmodig og indimellem meget rørende. Begge unge piger bor i en provinsby langt fra Buenos Aires, hvortil vennerne er flyttet.

Storbyen trækker, og det er måske nok anledningen til filmen. Men det er nogle få dage i selskab med Araceli, Beléh og et helt kuld hundehvalpe, der bærer filmen.

Det fokus er oven i købet tilstrækkeligt her, fordi instruktørerne, uden at det virker nyfigent og ublufærdigt går helt tæt på pigernes møder med hinanden, med kærester, med en nonne og med andre i deres nærhed.

Om det er af bekymring, glæde, forvirring eller munterhed lyser de her menneskers øjne i billederne. De synes at være skildret helt rent, der hvor de er.


Indianere i trailer parks

Annonce

’AB 3D’ er en rar oplevelse. ’Pine Ridge’, der er instrueret med lige så stor tålmodighed og endnu mere løse tøjler af dansksvenske Anna Eborn, er en overraskende og også indholdsmæssigt nedslående oplevelse om et sted, der sjældent er set beskrevet så meget i øjenhøjde med de aktuelle beboere.

[ib-18170]

’Pine Ridge’ foregår i et indianerreservat i South Dakota. Filmens anslag er kun tekst og en stemme, der siger, at mange tror, folk stadig bor i tipier i reservaterne.

LÆS OGSÅ

Sandheden er, at de bor i huse og i trailer parks, at de er fattige og ofte aldrig har oplevet andet end mistrøst og misrøgt, og at det så alligevel virker, som om livet sammen med de andre i reservatet indeholder både kærlighed og håb. Til hinanden.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne

    Henter…

Forsiden