Først hiver man snørebåndene ud af sine nye sneakers. Så trækker man i dem, dypper dem i stivelse og stryger dem, så de bliver brede. Fat laces hedder fænomenet, der stammer fra hiphopkulturen i 80’ernes New York, hvor sorte fra byens ghettoer brugte 30 minutter på at gøre hvert snørebånd fresh.
For når man ikke havde en fed bil eller egen lejlighed, var tøjet det eneste, der kunne vise, at du havde fodfæste her i verden.
»Hiphop var baseret på drømmen om at komme ud af ghettoen. Lyset for enden af tunnellen var altid (...) tøjet«, som rapperen Pusha T siger i filmen om modens betydning for hiphopkulturen.
I den afroamerikanske historie har beklædningen altid været der, hvor selvrespekten sad hos en befolkning, der ikke havde samme muligheder som hvide, får vi fortalt af professor Todd Boyd.
En slaveejer styrkede sin status, hvis hans slaver var pænt klædt i kirken om søndagen, så hver slave fik ét sæt tøj, som de passede som et symbol på »pride and dignity«.
I 70’ernes Bronx, der var hærget af bandekrige, klædte bandemedlemmerne sig i denimveste med navnet på den bande, man tilhørte. Men da Black Benji blev dræbt i et forsøg på fredsmægling, indgik man våbenhvile og begyndte i stedet at battle i rap og breakdance på gadehjørnet.
GUIDE: Her er 10 danske film på CPH:DOX
Hiphopkulturen var født, og moden signalerede nu tilhørsforholdet til en sort kultur i opposition.
Hiphopperne købte den hvide mands tøj, lavede det om og gav det sit eget udtryk. Da musikken blev mainstream i 90’erne, blev moden det også, og i dag designer rappere som P. Diddy, Kanye West og Jay-Z deres egne kollektioner.
Det er en interessant og velfortalt historie, der hovedsagelig lever i første halvdel med masser af arkivmateriale fra 70’erne til 90’erne, hvor gadens guerilladesignere er så fresh og fly på videoklip, at man tror, det er løgn.
Men fascinationens fryd afløses af kedsomhed, når den kronologiske fortælling forlader gadeplanet og zoomer ind på catwalken og modebranchens finansielle systemer.
Filmen knækker simpelthen midtover, så forlad biografen halvvejs, og få tre kvarter, hvor fortiden er helt fresh.
Instrumenter som våben
I det nordlige Mali vil jihadister med vold og magt forbyde den musik, der er så dybt indlejret i Malis kultur. De nomadiske tuareger i nord har længe følt sig marginaliseret i forhold til Bambara-folket, som bestemmer i Bamako. Tuaregerne indgik en uhellig alliance med hellige krigere. Resultat: En etnisk konflikt er blevet mere kompliceret og brutal.
I ’They Will Have To Kill Us First’ slår flygtede musikere igen – med musik. Filmen følger blandt andre Songhoy Blues, som er flygtet fra Timbuktu og Gao til Bamako.
Filmens symbolske fortælling handler om vejen til den første koncert i den skamskudte kulturby Timbuktu.
Khaira Arby er en af Malis store gamle sangere. Hun trodser sin frygt, og det samme gør den 50-årige Disco. Den første er sort, den anden er tuareg. I musikkens forskelligartede verden er borgerkrig og etnisk konflikt en absurditet.
Johanna Schwartz har lavet en såre sympatisk film om et vigtigt emne, men den strammeste fortælling er det ikke.
H.U.G-film er visuel uambitiøs
For et år siden udkom Lars H.U.G.s første dansksprogede album i 22 år, ’10 sekunders stilhed’.
Andreas Haaning Christiansens ujævne film ’Hugland’ følger den sidste del af den fire år lange proces med at skabe albummet og er først og fremmest en film fra H.U.G.s og producer Povl Kristians værksteder.
Både Lars H.U.G.s egne og Povl Kristians udsagn formidler fint, at H.U.G. både som sangskriver, musiker og producer er så perfektionistisk og selvkritisk, at det forklarer albummets langvarige tilblivelsesproces.
’Hugland’ giver især indblik i samarbejdet mellem H.U.G. og Povl Kristian og handler meget om produceren.
Liveoptagelser fra blandt andet NorthSide Festival og gamle arkivklip giver bedst fornemmelsen af at være i selskab med en af landets bedste sangstemmer og -skrivere.
Scenerne fra studiet – og i det hele taget fra arbejdsprocessen – lider under at være visuelt uambitiøse.
Blur til de dedikerede fans
Sammenlignet med ’No Distance Left to Run’ fra 2010 er denne nye film om Blur mere overfladisk i sin behandling af bandets musikalske historie og betydning.
’New World Towers’ er en film for loyale fans, der vil nyde liveoptagelserne og sætte pris på at få sat ord og billeder på omstændigheder ved tilblivelsen af studiealbummet ’The Magic Whip’ fra tidligere i år.
Som filmisk værk er ’New World Towers’ hverken æstetisk eller indholdsmæssigt konstant spændende. Interviews med bassist Alex James og den tilbagevendte guitarist og medkomponist Graham Coxon samt James’ optagelser af bandet går bedst bag om myten og ind i processen omkring ’The Magic Whip’.
Derimod lykkes det som så ofte for frontmanden Damon Albarn i Blur-sammenhæng at sætte en facade op, der var sjov nok i 1994, men bare irriterer i 2015 – flere bandsammenbrud og mange soloprojekter senere – når nu man ved, hvor fantastisk en kunstner han er.
Nostalgisk jazztrip med hjertevarme
Denne film er en redigeret biografversion af Janus Køster-Rasmussens DR-dokumentar ’Copenhagen – og alt det der jazz’ om Dexter Gordon og Ben Webster, der blev sendt i fire afsnit i december 2013.
Historien er den samme, bare bedre fortalt, om, hvordan de to sorte musikere fandt respekten og slog sig ned i København, hvor de blev en umistelig del af et stykke dansk musikhistorie.
Åbningen må være en åbenbaring for det udenlandske publikum, filmen er stilet til. Dexter Gordon skal ankomme for første gang i 1962. Rygterne går, og forventningerne er enorme.
Så endelig kommer han og står på scenen i Café Montmartre, charmerende og i topform, og Torben Ulrich bevæges dybt ved erindringen om at sidde blot få meter fra Gordons horn. Han besvimede simpelthen og måtte bæres ud på gaden.
»Vi fik virkelig besøg af jazzen«, som Klaus Albrectsen formulerer det.
Det, der gør filmen så fremragende, er basalt set den stærke menneskelige historie om de to musikere, deres mærkbare fascinationskraft og ophold i Danmark, der på mange måder er fuldt af glæde, respekt og kunstneriske muligheder, men som ikke bare er et glansbillede.
Det er et ærligt portræt om både storheden og skyggesiderne hos de to musikere, som også kæmpede med stofmisbrug, alkohol, indre aggressioner og melankoli.
Filmen er klippet sammen af et righoldigt materiale, der tilsammen giver et stemningsfuldt tidsbillede af København med brug af arkivmateriale blandt andet fra koncerter og Ben Websters smalfilmoptagelser i farver, fra han færdedes i byen. De glimrende interviewklip med centrale personer omkring Gordon og Webster, blandt andre Henrik Wolsgaard-Iversen, Susanne Knudsen, Alex Riel og Birgit Nordtorp, bidrager til det levende portræt.
De to musikere satte deres spor. Og den besynderligt forvrængede påstand til slut om, at deres år i Montmartre var »den gnist, der førte til Copenhagen Jazz Festival i 1979«, skal ikke forklejne dette rørende, nostalgiske jazztrip.
fortsæt med at læse
