Der er ingen mangel på energidrikke med tåbelige navne og vulgære logoer. Men hvordan får man sådan et overflødighedsprodukt lirket ind i forbrugerens bevidsthed? Det handler kun i ringe omfang om produktets indhold, men om stil og narrativ, eller også gør man som Red Bull og forvandler sig til en begivenhedskulturpolitik. Man drikker ikke det, der læsker, men det, der er cool.
Udfordringen fra et markedsføringssynspunkt er, at tingene nu muterer så hurtigt, at man skal stå op, før de andre er gået i seng for at møde til tiden i ’cool school’. Er det gået viralt, rykker det. Hvad rykker? Ligegyldigt, bare det rykker. Denne absurde logik fra senkapitalismens pangfarvede ødemarker oplevede den norske undergrundskomiker Amir Ashgarnejad, da han blev hyret af reklamekampagnen bag en amerikansk energidrik, der i Borglis rekonstruktion kaldes for DRIB.
