»Vær venlig at sende mig nogle spørgsmål via e-mail. Laibach er et kollektiv. Vi udtaler os ikke individuelt«, kommer det bestemt fra den elektroniske musiker og lysdesigner Ivan Novak i telefonen.
Men så kan jeg jo ikke bede om uddybende svar?
»I Laibach er det ikke interessant, hvem der siger eller gør hvad. Vi er én stor abstrakt krop«.
Hvorfor sagde du så i første omgang ja til at medvirke i et telefoninterview?
»Fordi vi i Laibach gerne vil forklare vores koncept. Men helst på e-mail«.
Alt andet end muntert
Det er en eftermiddag mindre end en uge inden, fem af musikerne i Laibach skal flyve fra Sloveniens hovedstad, Ljubljana, til København.
Fordi de skal optræde i Marmorkirken i forbindelse med CPH:PIX. Med en alt andet end munter, elektronisk fortolkning af Johan Sebastian Bachs ’Kunst der Fuge’.
Jeg gad godt være ombord på det fly. For at observere om Ivan Novak og hans venner også snakker halvsort indbyrdes.
Hvis det bare er en facon i telefonen, gennemfører Novak den i hvert fald til topkarakter. I det mindste bliver han dog i røret og gennemfører interviewet.
I stedet for at lægge på. Undtagen i et par minutter, hvor han lige skal tale med museet Tate Modern i London om et kommende job der.
Optræder på fornemme museer
Laibach er noget så specielt som et avantgardistisk undergrundsnavn, der optræder på fornemme museer og i imponerende smukke kirkerum med totalitært klingende udstyrsstykker, som faktisk tiltrækker et ret bredt publikum.
Det er en gåde, hvordan det er gået til, men de er blevet så populære, at de har adgang til mange store spillesteder rundt omkring i verden.
I det hele taget er der mange gåder og myter om meningen med det her band.
I er blevet beskyldt for fascisme, fordi I har brugt nationalistiske symboler. Bruger I stadig de symboler?
»Folk opfatter ting forskelligt. Vi brugte billeder skabt af den anti-nazistiske kommunist og kunstner John Heartfield. Desuden er det vigtigt at lyve indimellem. Løgne er vigtige for at forstå sandheden«, svarer Ivan Novak, velvidende at det er nogenlunde lige så mystificerende som et andet svar, gruppen engang gav på beskyldningerne om tilhørsforholdet til den yderste højrefløj: »Vi er lige så meget fascister, som Hitler var maler«.
Laibach har eksisteret i 29 år, og du har været med fra begyndelsen. Hvor gammel er du?
»Alle i Laibach er lige så gamle som historien«.
Men det var dig, jeg spurgte til. Og nu kan jeg så næsten høre, at det ikke nytter at spørge dig, hvordan din barndom var?
»Det er rigtigt«, svarer Ivan Novak. Og kommer nok så overraskende med et stødt lille fnis. Som om mennesket bag uniformen – Laibach er kendt for at optræde i ens uniformer – alligevel ikke kan holde sig helt væk.
Fra kommunisme til kapitalisme
Trods den noget fåmælte Ivan Novak i telefonen, så ved man dog et og andet om avantgardegruppen.
Laibach blev dannet i Trbrovlje i Slovenien i 1980.
På det tidspunkt var det daværende Jugoslaviens kommunistiske, politiske leder Tito netop død.
Igennem 1980’erne etablerede Laibach sig som kunstnerkollektiv i et kommunistisk samfund under opløsning.
I en årrække var gruppen forbudt i hjemlandet på grund af de flertydige referencer til totalitære styreformer.
Laibach begyndte med at spille hård, industrial rockmusik, men implementerede i løbet af 80’erne samples fra klassiske storværker af gruppens favoritkomponister som f.eks. Bach og Wagner.
Medlemmer døde af stofmisbrug
I 1989 faldt Muren i Berlin. Som det sidste nedlagte symbol på, at det østlige Europa var blevet et andet end før.
Kommunisme blev til kapitalisme. Og Laibach blev ved med at sætte spørgsmålstegn ved symboler og systemer.
Foruden at komme med uudgrundelige udsagn om begge dele, alt imens gruppen vandt et større og større internationalt publikum og overlevede, at flere medlemmer døde af stofmisbrug undervejs.
Hvem de er, spiller en rolle, hvis man er i familie med nogen fra Laibach.
Men i musikhistorisk betydning har gruppen sørget for, at de individuelle identiteter er udviskede og indifferente, når bandets historie skrives.
»Vi er et kollektiv«, siger Ivan Novak igen om Laibach, der helt siden 1984 har haft en base i den kunstneriske sammenslutning Neue Slowenische Kunst (NSK).
NSK repræsenterer såvel musikere som bl.a billed- og lydkunstnere og udgør en af de mest anerkendte kunstnergrupper i Slovenien i dag.
Et krævende kollektiv
Novak vil gerne fortælle, at Laibach har besøgt Marmorkirken i København inden deres optræden i rummet 25. april, og at det er spændende for musikerne at vise billeder direkte på væggene – uden at have et lærred som mellemlag.
Han vil også gerne tale længe om, at når Laibach opfører Bachs ’Kunst der Fuge’, er der ikke tale om en coverversion i rockmusikalsk forstand.
Gruppen har genspillet alt fra Europes ’The Final Countdown’ til Beatles’ ’Let It Be’ og adskillige af Wagners kompositioner.
Laibach er et krævende kollektiv. Som ikke skelner mellem original kunst og kopier. For ifølge Laibach findes den oprindelige kunst ikke. Alt bygger på alt, siger Ivan Novak:
»Vi tror ikke på originalitet på den traditionelle måde. Vi bearbejder alt materiale på vores egen måde. For os er det sådan, at de allerede malede malerier er billeder, man kan male videre på«.
Efter at være løsnet en anelse op, snakker Novak en lille smule mere frit om at være et kollektiv, der blev både forbudt og undergrund i det forhenværende Jugoslavien.
Mens det blev avantgarde og »high brow«, som han siger, i den vestlige verden.
Fordømt det ene sted. Kultisk hyldet det andet. Ikke sært, hvis mistænksomheden lurer i kollektivets medlemmer. Men hvad gør man så?
Er Gud i huset?
»God is in the house«, sang Nick Cave tvetydigt for nogle år siden på en af sine plader. Er Gud i huset, når Laibach indtager noget så smukt som Marmorkirken i København 25. april?
»Gud er altid et tema, man kan diskutere. Mennesket er det eneste væsen, som har skabt sin egen skaber i form af en gud. For at forlænge sin egen eksistens. Gud er en undskyldning for alt det, mennesker gør. Gud er bare en nem undskyldning. Marmorkirken er et fantastisk sted. Vi optræder der ikke så meget på grund af Gud. Men fordi det er et rum, Gud kunne have skabt, hvis Gud eksisterede. Det er et fantastisk rum«.
Svarene forbliver kryptiske. Og kontrasten mellem den tunge musik og det højloftede kirkerum vil være enorm.
Men kunne Ivan Novak fra Laibach skrive til mig, om han tror, Gud skabte verden – eller verden skabte Gud? På slovensk? Når nu vi alligevel er ude i et helt sort interview?
Engelsk fylder for meget
Tyve minutter senere kommer der et svar. Som i engelsk oversættelse går ud på, at mennesker tror på Gud, fordi de har tillid til, at Gud tror på dem.
Om lidt kommer den slovenske version. I mellemtiden blev Ivan Novak og jeg enige om, at engelsk fylder for meget i det globale sprog.
At vi må aktivere imod dominansen. Med noget esperanto, om ikke andet. Men vi kan vel begynde med at mødes på slovensk:
»Ljudje verjamejo v Boga Zato, ker so prepricani, da Bog verjame vanje«.
fortsæt med at læse
