Ja, her kommer så en film«, proklamerer instruktøren bramfrit og skynder sig at eksponere enhver illusion om illusion. »En komedie«, uddyber Lars von Trier. »Og harmløs som sådan«, tilføjer han sukkersødt og toner selv frem siddende bag kameraet, der kigger ind i kontorlandskabet, hvor ’Direktøren for det hele’ udspiller sig. Lars von Trier smilende sit sarkastiske rævesmil. Som spejlbillede i kontorlandskabets vinduer. En refleksion, bliver der omhyggeligt gjort opmærksom på. Altså spejlbilledet og eftertanken. Senere sidder filmens to hovedpersoner og deler en bamseis i biografen, mens de ser en russisk film, som da vist er ’Spejlet’, filminstruktøren Andrej Tarkovskijs personlige kunstnerrefleksion. Jo, Lars von Trier har hygget sig. Og instruktøren har spejlet sig, gør han opmærksom på. Hvis da ikke bare han har moret sig med at lægge falske spor ud. Spartansk komedie
Men er det en komedie? Med lidt god vilje er det vel en slags spartansk komedie. Er den harmløs? På en måde. Ikke harmløs som i hygge, men snarere harmløs som det modsatte af provokerende. ’Direktøren for det hele’ er mere beslægtet med situationskomik og absurd teater end med de gængse danske tilbud i genrerne komedie og drama. Det komiske har overvægten. Faktisk er der ikke de brandere, von Trier med stor fryd kaster sig over. »Hellere bæskubber end tørvetriller« for nu at tage ét eksempel. Det er imidlertid svært at håndhæve humoren som komedie, når man i virkeligheden snarere opererer med en slags sarkasme, der straks gør nar ad den latter, man netop har afstedkommet. Eller sagt på en anden måde: Det er svært at få verden til at le, når man hele tiden ufortalt vil gøre den opmærksom på, at der ikke er noget at grine ad. Katastrofen er indtruffet, hedder det flere steder. Kan man stadigvæk lave komedie, når enden på komedien ikke bare er nær, men indtruffet? Humoren i denne dogmesitcom er mere beslægtet med Godot end med lørdagsslik i lædersofaen. Ravn (Peter Gantzler) leder en it-virksomhed. Formelt er han kun næstkommanderende. Over vandene i det fjerne USA svæver hans bekvemme, fiktive konstruktion kaldet Direktøren For Det Hele. Men da firmaet skal sælges, får Ravn brug for en direktør af kød og blod. Så Ravn hyrer den arbejdsløse skuespiller Kristoffer (Jens Albinus) til at spille ’direktøren for det hele’. Kristoffer får intet at arbejde med. Ikke engang et navn. Han er som Hitchcocks skuespillere at betragte som kvæg. Eller i hvert fald et bekvemt kødhoved. Dogme parodi
Skuespilleren må bestå improvisationens ildprøve. Over for Kristoffer bedyrer Ravn, at det er blufærdighed, der gør, at skuespilleren skal agere stråmand over for såvel firmaets ansatte som de aggressive islændinge, der vil købe firmaet. Den naive og selvhøjtidelige Kristoffer sluger limpinden råt. Skuespilleren er en opblæst, intellektuel nar, der hylder den kryptiske Gambinimetode. En slags tåget antiæstetik, der godt kunne lyde som en selvironisk parodi på dogme. Omkring Ravn og skuespilleren (der efterhånden kalder sig Svend Eckersberg) finder man De 6 Gamle, der har været med i firmaet fra starten. En køn buket. »De er jo fuldstændig sindssyge alle sammen!«, udbryder Kristoffer. Vi er på en måde tilbage blandt idioterne. En kolerisk bondeknold fikseret på det lumre efterår (Casper Christensen), en liderlig personalegodte fikseret på de lumre relationer (Iben Hjejle), en nervenedbrudt kontorpige (Louise Mieritz), en troskyldig ditto (Mia Lyhne), et krammedyr af en Slipse-Nalle (Henrik Prip) og en komplet uforstående udlænding (Jean-Marc Barr). Den aggressive islandske forretningsmand Finnur bliver spillet af den mumlende og brumlende islandske filminstruktør Fridrik Thor Fridriksson. Albinus er skuespilleren, der må famle i mørket. Gantzler er manden med de ukendte spilleregler. Improvisation og spilleregler. Det lyder bekendt i Triersammenhæng! De to dygtige skuespillere gør det godt, og både Mia Lyhne og Iben Hjejle giver dem kvalificeret modspil på spindesiden. Men de får ikke meget at arbejde med. Det er ikke så meget spil for galleriet, som det må være et spil i et – for skuespillernes vedkommende – frygtindgydende tomt rum. Vittige optrin veksler med længere ørkenvandringer i kontorlandskabet i en absurd komedie, der ironiserer over moderne virksomhedskultur (hvor enhver idiot skal vide, at personale nu hedder ’human ressources’, forkortet HR) og ikke mindst kunstnerens futile selvhøjtidelighed. Indtager filmens instruktør rollen som hofnar i kulissen, så fremstilles skuespilleren bare som en nar. Men spørgsmålet, og dermed spændingen i filmen, drejer sig om, hvorvidt han alligevel gør en forskel. Hvis han vælger at træde i karakter – vel at mærke ikke kun som skuespiller. Minimalistisk plot
Det er et drilsk minimalistisk plot, som ikke bliver mindre drilsk af, at det kunne være fristende samtidig at anskue ’Direktøren for det hele’ som en intern Zentropaspøg, hvor den kyniske Ravn er Peter ’Ålen’ Aalbæk Jensen, den virkelige magthaver i butikken. Hvor kunstneren både er offer og selviscenesætter, og hvor personalet har investeret liv, tid og kræfter i håb om en menneskelig og økonomisk happy end, hvor floskler, sentimentalitet og anden god underholdning sejrer til sidst. I så fald vil de nok få en lang næse. Som i enhver anden dansk film med respekt for sig selv, må ’Festen’ afholdes. Men hos von Trier kommer selvfølgelig »doktoren med sprøjten, der afbryder barnets leg«, som det hedder med et makabert udtryk. Vrængende og vittig saboterer Doktor Trier alle tilløb til feel good og forløsende latter. Filmet efter tilfældighedsprincip
Hvad det efterlader? Mest en grimasse. ’Direktøren for det hele’ ligger i direkte forlængelse af den dogmefilosofi, som Lars von Trier så giftigt og morsomt førte ud i livet med ’Idioterne’. En film, som imidlertid både er et latterbrøl, et smertensbarn og en eksplosion af energi sammenlignet med ’Direktøren for det hele’. Der er filmet efter et ’tilfældighedsprincip’, fint og fornemt døbt Automavision. En ny variant over dogmefilosofien. Resultatet er et antiæstetisk udbud af flade farver, flydende konturer, skæve vinkler, tilfældige beskæringer og personer, der snakker helt eller halvt uden for billedet på god afstand af mikrofonerne. Er der – stadig – en god dogmegrund, eller er det, for at citere en karakteristik i filmen, bare for at være kontrær? Dogmefilosofiens puritanske renselsesproces er i hvert fald endt med at ligne noget, der er hældt ud af en rengøringskones vaskespand. Det er næsten, som om ubehaget over det filmiske smörgåsbords muligheder for fiksfakserier og æstetiske overspringshandlinger for Triers vedkommende er endt i en æstetisk cul de sac, hvor kun en stædig afvisning af mulighedernes legio – og de danske filmkollegers lækre genrestykker – er tilbage. Intet sus
»Livet er som en dogmefilm. Det kan godt være, det er svært at høre, hvad der bliver sagt, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er uvigtigt, hvad der bliver sagt«, hedder det citeret efter hukommelsen i filmen. Det er sandt nok. Men problemet med ’Direktøren for det hele’ er, at det, der bliver sagt, kun sjældent lyder sådan rigtig vigtigt. Absurditetens latter er ikke den værste man har, men det er i dette tilfælde også for tit en latter, der krummer sig sammen om sig selv. For hver tre, der vil le højt, vil 97 klø sig selv i nakken, gætter jeg. Der viste sig at gemme sig en endog særdeles original humorist i den engang så entydigt alvorlige ’Europa’-æstet. Man så det i den uhyggelige, groteske og skægge ’Riget’, der uimodståeligt fejede tv-seriens gængse normer til side. Man så det i ’Idioterne’, der levede dogmeprincippet så vitalt ud i livet. Her var det absurde i sit rette element. Men med ’Direktøren for det hele’ synes jeg, at Lars von Trier for første gang har lavet en film, hvor man ikke føler et sus af de store. En spøg?
Da det forlød, at Lars von Trier planlagde en komedie, kunne man få den tanke, at han måske alligevel gerne ville have et større publikum i tale efter den stilistiske gentagelse ’Manderlay’. Og samtidig unde sig selv et frikvarter midt i USA-trilogiens drøje og seje træk. Men ’Direktøren for det hele’ er ikke lavet for at please publikum. Det ville også have undret. Til gengæld ligner den også i lidt for høj grad udelukkende et udtryk for instruktørens lyst til at please sig selv. Forklaringen på filmens kropssprog er ifølge Lars von Trier selv, at han vil ned i skala, genfinde legelysten, slippe for store budgetter og prangende filmfestivaler. Set med den optik er han på rette vej. ’Direktøren for det hele’ synes hverken henvendt til publikum eller filmkunsten, men ligner snarere en spøg henvendt til en inderkreds. Som sådan vil den nok også blive modtaget.