Hvordan kan man elske de tumper?
Nok en gang runger spørgsmålet gennem de store, tomme rum i ens egen hjerne, når man rejser sig fra mødet med The Simpsons, hvis navn næppe helt tilfældigt associerer til ’simpletons’: rene sinker.
Denne gang ikke fra en halvtimesepisode foran skærmen, hvor optakten nu på 20. år veloplagt håner mig ved at vise tumperne anbragt på samme måde i deres sofa som jeg i min. Men fra en tredobbelt dosis foran det store lærred, og vel at mærke ikke tre episoder nødtørftigt syet sammen – som i så mange ’biografversioner’ af tv-tegnefilm – men én helstøbt historie.
Dommedag afværget
Efter al den grænseoverskridende dumhed, Homer Simpson gennem årene er sluppet godt fra, lykkes det ham endnu en gang at udrette det umulige: Dels afværger han dommedag for Springfield efter først selv at have nedkaldt katastrofen over byen, ja, med risiko for hele kloden.
Og dels matcher han og hele filmen faktisk den bedrift, for næsten lige så umuligt er det erfaringsmæssigt at omsætte tv-tegnefilms grovheder fra kortvarigt lyntempo til spillefilmslængde, uden at lattermusklerne går i baglås: »D’oh!«.
Her lykkes det på én gang at udvide til den lange handling med fuld flyvehøjde (næsten) til det sidste – og at bevare universet fra de korte tv-episoder, inklusive en flabet optakt: Her lægger musen og katten, Itchy & Scratchy – tv-seriens indbyggede parodi på tegnefilmene om Tom & Jerry – ud med et slagsmål, der efterlader katten invalideret (ja, atombombet!) på Månens overflade.
Velkommen til 'virkeligheden'
Derpå glider ’fortæppet’ længere til side, som fra skærmbredde til cinemascope, og giver plads for Springfield-’virkeligheden’, mens Homers stemme lyder: »Tænk, at folk gider betale for at se det bras i biografen, som de kan sidde og se gratis derhjemme!«. Ja, tænk, at vi gør!
Selvironi og metabevidsthed om sig selv som fiktion og underholdningsindustri – og om vores afhængighed af det – er én charme ved The Simpsons og en af forudsætningerne for, at serien har kunnet forblive underground-kult og samtidig blive mainstream med egen sendeplads i primetime osv. En anden er den systematiske satire over alt, hvad der rører sig i amerikansk ... nå ja, er ’åndsliv’ nu det helt rette ord?
I hvert fald: Historien om Homers ny kælegris og den gyllesilo, han tipper i søen i Springfield, hvormed han udløser århundredets miljøkatastrofe – den historie kan både udlevere miljøsvineriet (Homers) og de afmægtige, politisk korrekte forsøg på at afværge det (datteren Lisa som familiens samvittighedsfulde medlem).
Dertil kommer udleveringen af familiekanalernes provinsielle snerpethed i en forrygende tur på skateboard gennem byen, som Bart, den frække knægt, kaster sig ud i, splitternøgen, som han er blevet udfordret til det – af sin bøvede far.
Præsident Schwarzenegger
Men længe inden da har vi set farfar Simpson – der jo heller ikke er ligefrem intellektuelt overfrankeret – modtage en religiøs åbenbaring, og vi møder toppen af amerikansk politik i skikkelse af præsident (!) Schwarzenegger (»I was elected to lead, not to read!«), der giver ordre til at afsondre miljøtruslen Springfield fra verden med en kæmpe glaskuppel.
Inden Homer bliver dyppet i tjære og rullet i fjer eller slet og ret brændt af lynch-folkemængden, slipper han og familien dog til Alaska – hvor sidestykket til Moes værtshus selvfølgelig hedder EskiMoe’s – men vender atter hjem og klarer ærterne imod enhver tænkelig naturlov, med en forrygende motorcykeltur rundt i glaskuplen, nu som dødsdrom!
Selv denne hæsblæsende handling har sine pusterum: I en cameo-entré ser vi Tom Hanks tegnet som filmfrikadelle, men han lægger selv stemme til, og en lille følsom barneflirt mellem søde Lisa og hendes ny klassekammerat Colin er der f.eks. også plads til.
Men Marge Simpson – denne stovte kvinde med et hjerte af guld, en tålmodighed af gummi og en hårpragt mere blå end bladan over den smule forstand, der dog langt overgår ægtemandens – hende havde jeg nu personligt gerne set spille en endnu større rolle.
Frikendt for talentløshed
Sammenholdt med andre grovkornede animationsuniverser som ’South Park’ eller ’Beavis and Butthead’ er der er en uskyld over Matt Groenings enkle og plastiske streg og den usminkede underbegavelse – men ikke ondsindethed – som udløser Homer & Co’s susende forbiere.
Talentløsheden spejler selvfølgelig vores egen og vore egne po(pu)litikeres, og måske er det håbet om også selv at blive frikendt på grund af utilregnelighed, der får én til at føle sig trøstet?
Hvordan man kan elske de tumper? Hvordan lade være?
Læs de seneste 40 filmanmeldelser
fortsæt med at læse
