De bedste komedier er ikke kun sjove. De indeholder også smerte, fortvivlelse, forvirring eller noget andet at tænke over. Mens man ser Thomas Vinterbergs 'En mand kommer hjem', er der grund til at grine. Mange gange.
Selv om kokkevittigheder ikke er nye i dansk spillefilm, er svenske Shanti Roney forrygende her som hysterisk intens karma-kok, der prøver og prøver at få den spisevægrende operasanger Karl Kristian Schmidt (Thomas Bo Larsen) til at spise sine himmerigsmundfulde.
Kalorierig komedie
Også Karen-Lise Mynster og Ulla Henningsen er sjove som kæresteparret, der mentalt stadig befinder sig i 1970'erne, men i det mindste har hinanden i en film, der handler om kærlighed, faderopgør og længslen efter at finde hjem i sig selv.
For selv om de gode jokes falder hyppigt i filmen, er 'En mand kommer hjem' ikke kun folkelig komedie. Der leges med komikken på en næringsrig, sammensat bund af følelsesforandringer og trivialiteter skildret nøjagtig så absurde, at de bliver overkommelige at håndtere inden for en enkelt spillefilms varighed – både for publikum og for instruktøren.
'Festen' som komedie
'En mand kommer hjem' er Thomas Vinterbergs første danske spillefilm i ni år. Efter kritiker- og publikumssuccesen med 'Festen' (1998) arbejdede han internationalt med de to spillefilm 'It's All About Love' og 'Dear Wendy', som fik blandede anmeldelser og blev set af meget få.
Den handler bogstavelig talt om en mand, der kommer hjem til Danmark efter år i udlandet, men på et metaplan refererer titlen også til instruktørens egen hjemkomst. Nu er Thomas Vinterberg tilbage med en gennemført dansk film, der godt kan kaldes en mere munter variant af 'Festen', selv om 'En mand kommer hjem' ikke opleves som ren gentagelse.
I 'Festen' blev familiehemmelighederne afsløret ved en fest. I 'En mand kommer hjem' er det en dansk provinsbys fejring af en hjemvendt international operastjerne, der får fortrængninger, fortielser og løgne til at myldre frem.
Libertineren i provinsen
Thomas Bo Larsen har været med i alle Vinterbergs film. I denne får han heldigvis lov til at spille andet end familiens sorte får. Hovedrollen som livstræt operastjerne med dyrt brillestel, grånet libertinerlangt hår og mange års erfaring i utroskab klæder i dén grad Thomas Bo Larsen.
Ved sin hjemkomst mødes operasangeren Karl Kristian Schmidt og hans efterhånden kun proformahustru af en festklædt provinsby. I udkanten af byen står bønder vinkende på rad og række i kornmarker filmet så smukt af Anthony Dod Mantle, at de skinner som guld under en blå, dansk himmel.
Hemmeligt kærligsbarn
I mængden af ventende borgere inde i selve byen står en af operasangerens ungdomskærester og hendes søn Sebastian. Lige inden den dameglade verdenskunstner ankom, fik Sebastian at vide, at han er hans far. Siden han var lille, har Sebastian troet, at hans alkoholiserede far lagde sig på tværs af et togskinnesæt.
Det er derfor, Sebastian stammer og har lært, at en god dreng hverken drikker eller løber efter andre kvinder. Samtidig har Sebastian forelsket sig i en anden kvinde end hende, han bor sammen med.
Pludselig har han alligevel en far, der ikke ved, at han eksisterer, og skal oveni finde ud af, om han skal være trofast mod sin trofaste kæreste, Claudia, eller lægge omegnens fuldmodne korn ned sammen med Maria, der er sanseligheden selv.
Vellykket satsning
Thomas Bo Larsen er det sikre skuespilvalg i 'En mand kommer hjem'. Oliver Møller Knauer (Sebastian), Ronja Mannov Olesen (Maria) og Helene Reingaard Neumann (Claudia) i de tre unge hovedroller er et sats, som Thomas Vinterberg kan være stolt af.
Det er befriende at se ukendte unge ansigter i en dansk film, og Oliver Møller Knauer udfylder fint rollen som den blonde, kønne, stammende dreng, der i modsætning til sin far har valgt uskyldens og godhedens vej, men havner i personlig krise og forsinket faderoprør.
At finde hjem til sig selv bliver den store opgave for Sebastian og også for hans far. Der er ganske givet meget personligt og også en del uafklaret stof i 'En mand kommer hjem', men Thomas Vinterberg får brugt komedieindslagene til at knytte mange af trådene.
Den mulige film
Filmen er heller ikke lige så original som 'Festen'. Men til gengæld bindes der næsten ingen utroværdige sløjfer i 'En mand kommer hjem'. Der er snarere tale om, at snørebåndene går op, og alt står åbent indtil slutningen, der virker påklistret.
Midt i al sin humor, vildskab og mangel på endegyldig afklaring bliver filmen rørende undervejs og dertil modigt genreudfordrende med alle sine referencer til filmiske fraser fra de duvende afgrøder hos Morten Korch til det grotesk lidenskabelige i dele af italiensk filmkunst.
'En mand kommer hjem' er ikke den bedste film, Thomas Vinterberg har lavet. Den ære tilfalder foreløbig 'Festen'. Men nogle gange er man nødt til at vende tilbage og tænke sig godt om en gang til for at være i stand til at gå videre, ligesom Vinterberg gør her.
'En mand kommer hjem' ligner en film, Thomas Vinterberg var nødt til at lave for at genfinde et publikum og komme videre selv. Måske er det den eneste film, han kunne lave lige nu?
fortsæt med at læse
