Et drama slutter typisk efter tredje akt. Det besluttede nogle gamle grækere, og sådan har vi vænnet os til at se på ikke alene teater og film, men også på hinanden. Hinandens liv. Hinandens karrierer.
Det gælder også Thomas Vinterberg. Hans karriere har været analyseret som et græsk drama siden ’Festen’ i sin tid, og flere observatører har med mellemrum vurderet, at han var midt i tredje og måske sidste akt af et arbejdsforløb, der langsomt, men sikkert tabte luft og flyvehøjde.
Vinterbergs nye film, ’Submarino’, og den internationale modtagelse af den tyder på, at han måske først lige er begyndt på anden akt i henhold til klassisk dramaturgi. Der hvor det er helt naturligt for en knap 41-årig at befinde sig.
Med ’Festen’s triumf er det, som om den gjaldende sidsteakt blev opført først. Det er usædvanligt i dramaets gennemprøvede fortælleform.
»Og efter at være gået så grueligt meget igennem, efter halvbagte succeser og ambitiøse bestræbelser, skabte han ’Festen’ og indskrev sig for altid i dansk og europæisk filmhistorie«.
Sådan ville H.C. Andersen have fortalt den.
En mand vil hjem
Selv prøvede Vinterberg for et par år siden at tvinge dramaturgien ned over sit liv. Det var vel også for at tvinge skæbnen, at han i 2007 kaldte sin første danske film i hen ved ti år for ’En mand kommer hjem’. Den burde have heddet ’En mand begynder så småt at overveje, hvad der skal til for at kunne komme hjem’.
Og på sin vej fra Hollywood og østover nåede filmen da heller ikke længere end til Fyn, hvor en midaldrende horebuk af en operasanger møder sin krølhårede biologiske søn på en landevejskro.
Kritik Fire hjerter til Vinterberg fra Politikens anmelder»’En mand kommer hjem’ handlede«, siger Thomas Vinterberg, »om en ung, stammende, renfærdig, smuk, uskyldig fyr og en ældre, liderlig, korrumperet, selvoptaget nar. Jeg tror nok, at da jeg lavede den, havde jeg fornemmelsen af, at jeg engang havde været det ene og var i gang med at blive det andet. Den beskrev, hvor jeg var i mit liv«.
»Med 'Submarino’ ville jeg tilbage til det oprindelige, ikke engang til ’Festen’, men det, der lå før ’Festen’ – helt tilbage til min afgangsfilm fra filmskolen, ’Sidste omgang’. Den film var fuldstændig renfærdig og væsentlig«.
Smukkere end sine stjerner
Vi er tilbage i 1993. Vinterberg var 23, men havde allerede i fire år, fra han som den yngste nogensinde blev optaget på Den Danske Filmskole, været en Aladdin med appelsin i turbanen og det hele. Et ganske særligt talent; det lå og knitrede i luften.
Det er tvivlsomt, om Thomas Vinterberg nogensinde, modsat knægten i ’En mand kommer hjem’, har haft grund til at stamme, men alt det andet passer godt nok: ung, renfærdig, smuk, uskyldig.
Bladene elskede ham, fotograferne ikke mindst. Hvor mange filminstruktører var faktisk smukkere, mere lysende og mere selvlysende blåøjede end de stjerner, de brugte i deres film?
Vinterberg har gode grunde til at huske små 20 år tilbage, da verden var hans østers. Så at sige.
Indpakning
»Da jeg første gang læste Jonas Bengtssons bog ’Submarino’, tænkte jeg: Hvad er han dog for en sur stodder, ham hovedpersonen? Men så mærkede jeg efter, og det der væsentlige ... det uindpakkede ved historien kunne jeg godt lide. Det var attraktivt for mig. Og jeg følte, at der var en mulighed for at vende tilbage til udgangspunktet, tilbage til afgangsfilmen«.
Hvad er der egentlig galt med at være en ældre, liderlig, halvkorrumperet mand? Hvis det er der, man er nået til i sit liv?
»Der er heller ikke noget i vejen med det som sådan. Det kan være virkelig morsomt, hvis der kommer nogle vigtige historier ud af det, men det gjorde der ikke for mit vedkommende, kunne jeg mærke. For mig var det, som om den rene og væsentlige fortælling inde i midten af det hele blev forstyrret af manér. Det er svært at forklare, men når indpakningen bliver mere attraktiv end det, der bliver fortalt, begynder det at blive uinteressant for mig. ’Submarino’ var et asketisk-æstetisk valg, kan du sige. En form for afvaskning«.
Thomas Vinterberg griner. Som han ville have gjort for både 17 og 20 år siden. Med regelmæssige hvide tænder, blå blink i øjnene og en brun lok, der falder ned i panden.
»Eller renselse, hvis du skal bruge et stort ord mere. Det var til stede i det her projekt, ligesom da vi for 15 år siden lavede dogme. Jeg vil skyde på, at jeg får brug for sådan et projekt igen om ti år«.
Så du fandt et projekt, der passede til den foryngelse, du havde behov for. Eller afvaskning, som du siger.
»Ja, afvaskning er bedre. ’Submarino’ gav mig muligheden for at begynde helt forfra. Den var finansieret af TV 2 helt uden om Det Danske Filminstitut under forudsætning af, at filmen introducerede en masse debutanter. Både Tobias Lindholm, som skrev manuskriptet med mig, fotografen Charlotte Bruus Christensen og mange andre er spillefilmsdebutanter. De gav mig muligheden for at komme tilbage til noget mere renskuret, mindre repeterende, mindre korrumperet ...«.
Korrumperet ligefrem?
»Man bliver til en institution på et tidspunkt. Det er noget, man selv gør sig til, og noget, andre gør en til. At ryste mig fri af det var meget, meget vigtigt for mig«.
Kan nogen redde nogen?
’Submarino’, der blev vist første gang ved filmfestivalen i Berlin i februar og fik de fleste internationale anmeldere på sin side, bygger på Jonas Bengtssons roman om to drenge, der vokser op i det socialt udsatte nordvestkvarter i København.
Moderen er fraværende, men voldelig, når hun er der. Drengene skal opfostre deres lillebror, hvem skal ellers? Da der sker en ulykke, bærer brødrene videre på skylden, da de bliver voksne.
Nick (Jakob Cedergreen i filmen) bliver endnu en gang løsladt fra fængslet, da han beslutter at tage kontakt til lillebroren (Peter Plaugborg), der i mellemtiden ikke blot er blevet alenefar, men også stofmisbruger.
Kan de redde hinanden? Kan nogen overhovedet redde nogen?
Vi er langt, langt hinsides de magiske, mytiske, surreelle universer, som Thomas Vinterberg fremmanede i de godt ti år, der fulgte efter ’Festen’. Vi er nede i skidtet. Vel at mærke det danske skidt. Discountbajere, mandeherberger, udvaskede hårafblegninger, jeans der sidder for stramt, mindreværdsfornemmelser der slår over i aggression. Alt det danske lort.
Hollywood-film på tre uger
Med sådan en historie kan man vel gå to veje: grave sig ned i det sorte hul uden nogen form for håb – eller lade lyset skinne lidt igennem i sprækkerne?
»Vi valgte et sted midt imellem. Jeg synes jo, der er håb til sidst – men altså ikke ret meget tidligere. Håbet i slutningen af filmen var der ikke i bogen, men det var vigtigt for mig, for dét menneske er jeg. Vi gik til min gamle dogmebror Kristian Levring med manuskriptet, som han læste. Og han sagde: I kan gå den sentimentale vej, men også den vej, der appellerer bredere, eller I kan gå den konsekvent kunstneriske vej, men så bliver filmen rigtig hård. Kristian anbefalede selvfølgelig det sidste, for den person er han. Vi gjorde noget andet, men det var interessant at få sat ord på det valg, vi havde foran os. Vi gjorde det, vi fandt mest ærligt«.
Nede under ’Submarino’s regngrimede billeder af dårlig arkitektur og træt hud fra Nordvest ligger der en Hollywood-film og trygler om at blive lavet. Ifølge Thomas Vinterberg ville det have kostet tre uger ved et klippebord, ikke mere.
Scenerne med børnene kunne have været krydsklippet med billeder af dem som voksne mænd, mens de leder efter hinanden – det havde skabt en mere konventionel emotionel dynamik.
Det kunne man også opnå ved at køre brødrenes historier sammen i stedet for, som i bogen, at berette først om den ene bror og så bagefter om den anden.
»Det havde været den mere sentimentale, mere ... nådige måde at fortælle historien på. Det fravalgte vi, efter nogen tøven«.
En luder i ’Festen’
»Jeg er klart mere en luder i ’Festen’ end i ’Submarino’«, fastslår Thomas Vinterberg i dag.
Den film, som skabte hans navn og åbnede internationale døre, der blev stående pivåbne år efter år efter år, har han det til stadighed blandet med. Han har aldrig rigtig elsket den, selv om han holder så meget af dens personer, at han og Mogens Rukov for nylig skrev fortsættelsen til Burgtheater Wien.
Og de dræbte Christian, der havde vist sig at gå i sin incestuøse fars fodspor, og Vinterberg lægger ikke skjul på, at han føler, at han har generobret en historie, som han følte var taget fra ham i en årrække.
»Der var smæk for skillingen i ’Festen’, der var virkelig ...«, og Vinterbergs hænder fægter målrettet over bordet, et klask i luften med venstre hånd, en spastisk gestus med højre.
»Det var en punchline efterfulgt af et bækkenslag«, forklarer han, »og det er der masser af i den film, og det passede fint til den, for incest er et heftigt emne. Selve formen var asketisk, men fortællingen var entertainment«.
Vinterberg er stolt af sine valg. Men samtidig ærgerlig over de potentielle fans, der dermed røg over bord i tilfældet ’Submarino’. Fra Berlin skrev Hollywood Reporters anmelder hjem og foreslog at omdøbe filmen til ’Monotono’. Et par af de tyske anmeldere var også lunkne.
Det er et af paradokserne ved Thomas Vinterberg, at han træffer radikale valg. For dernæst at skære tænder over, at han dog ikke valgte mere ... ja, nådigt.
»Jeg læser jo aldrig anmeldelser af mine film«, siger han.
»Men når nogen vil fortælle mig om dem, vil jeg altid høre de dårlige først. Det går aldrig væk. Jeg oplevede det også i Wien til premieren på Burgtheater på mit stykke ’Begravelsen’, der var en fortsættelse af ’Festen’. 1.000 eller 1.200 mennesker rejser sig op og klapper i otte eller ti minutter! Men der var tre på forreste række, der ikke rejste sig, og de buhede intenst, hver gang jeg kom på scenen, og det gjorde jeg tre gange«.
»Der havde været diskussioner inden premieren, om man overhovedet kunne lægge sådan en bæ om incest på nationalscenen. Der er tradition for at buhe i Wien, mange køber billetter bare for at buhe, og de er bare så meget nemmere at høre. Der var tre, ikke syv eller fire, men tre. De larmede mere i mit hoved end de 1.197, der rejste sig og klappede. Det er et lose-lose-scenario. Så jeg er nødt til at fastholde øjet på bolden og være glad for at være i skabelsen. Det er noget med ikke at hengive sig til de forkerte ting«.
Det berømte smil
De forkerte ting – det er sådan noget som anmeldere og journalister, der sammenfatter komplekse udviklingshistorier til uvederhæftige, iørefaldende oneliners.
Det provokerer gang på gang Thomas Vinterberg, at han skal lægge navn til endnu en gang at stå foran sit comeback. I Berlin, da han forventeligt blev foreholdt det endnu en gang eller 100, blev det berømte smil en smule stramt.
»Jeg har jo rent faktisk ikke været væk«, indvender han. Men så: »Eller jo, det har jeg måske. Jeg har været ude og undersøge ting. Retningen kan nogle gange have virket famlende, men filmene, jeg lavede, mens det varede, står der jo, og dem er jeg ikke flov over. Jeg var ikke væk, men jo, jeg var dømt ude. Se på, hvordan det reelt gik. ’Dear Wendy’ fik fem hjerter i din egen avis! Mens ’Festen’ i sin tid fik tre hjerter i Ekstra Bladet: ’Fad fest’, stod der. Det er sådan en historie, der åbenbart er behov for at lave om mig, og det må man da også godt, jeg deltager bare ikke i den. Efter Berlin håber jeg, at den gamle historie kan afløses af en anden«.
Det var Sean Penn, der medvirkede i Vinterbergs famøse ’It’s All About Love’ og siden blev til en god ven, der sagde til ham: »Fra nu af og resten af dit liv, Thomas, vil det være sådan, at hvis man tog dit navn af plakaten, ville du få 70 procent bedre anmeldelser. Det kommer du til at leve med, væn dig til det«.
Nogle historier er bare så arketypiske og perfekt afrundede, at ingen ønsker – eller gider – at skrive dem om, med hvad det indebærer af nuanceringer og urenheder. Thomas Vinterberg er historien om Aladdin, der forspiste sig på appelsinen i turbanen – kometen, der en kort stund var det mest blændende lys på firmamentet. For derefter at brænde ud. En historie om hybris. Om nemesis.
»Hvis ikke de film, jeg har lavet i de sidste 12 år, var blevet sat over for det popidolbillede, jeg er blevet gjort til, eller over for ’Festen’, vil jeg sige, at det er lykkedes ret godt«.
Har du mistet noget ved ikke længere at være dette lysende 19-20-årige geni?
»Åh nej, det er en lettelse ikke at stå dér mere! Der er intet ved det, jeg savner. Slet intet. Måske i et forfængeligt øjeblik, men det meste af det har jeg fået bearbejdet«.
Arketypen Trier
Med i historien om Thomas & Turbanen hører en vis signifikant, lidt ældre mand. Vi kunne kalde ham von Trier. Lars von Trier. Lampens ånd kunne vi typecaste ham som. Vismanden i skrædderstilling.
Eller … en ny arketype trænger sig på: Djævelen selv? Vinterbergs historie uden dogmebroderen fra 90’erne er ukomplet.
»Men netop den historie er vel slut, er den ikke?«, siger Thomas Vinterberg, allerede lidt træt på forhånd.
»Mit venskab med Trier, hvis jeg nogensinde har haft et ... mit broderforhold til ham sluttede formelt, i hvert fald som fagligt samarbejde, efter ’Dear Wendy’, som han havde skrevet manuskriptet til. På det tidspunkt betragtede jeg det som afsluttet. ’Dear Wendy’ lå længere væk fra mig end noget, jeg ellers har lavet. Jeg holder meget af den, men det var ikke en film, jeg selv fødte. Vi havde sådan cirka ti år fra dogme til ’Wendy’, og da måtte det ophøre«.
Uden uvenskab?
»Nej nej, der var masser af uvenskab, men ikke på grund af det. Vi var ret sure på hinanden på det tidspunkt, men det var private ting, vi sloges om, og der var et par år, hvor vi ikke så hinanden. Men det gør vi nu, og vores samarbejde, mens det kørte, var vidunderligt. Lars er et givende og lysende menneske, og jeg er, som altid, en stor beundrer af ham«.
Havde historien om dig været anderledes, hvis ikke Trier havde fandtes?
»Det tror jeg. For han forløste noget i mig med dogmeprojektet i 1995. Det var jo hans idé, det kan vi ikke løbe fra, og det projekt genopfandt min fortælleglæde. Han bragte mig tilbage til, hvor jeg var med min midtvejsfilm på filmskolen. Vi havde meget få penge at skyde den for, og jeg fandt en fotograf, der var enormt dygtig til tai-chi og kunne holde kameraet lige så stille, som hvis det stod på et stativ. Og så kunne han bevæge det, uden at jeg skulle bruge en masse dyre kraner og pis og lort. Så jeg lavede en håndholdt film, og det var der ikke andre, der gjorde på det tidspunkt. Heller ikke Lars, som kom og spurgte, om ikke vi skulle lave dogme sammen. Det, at jeg fandt tilbage til det legende, vil jeg takke ham for. Måske havde jeg fundet det alligevel, men ikke i så afklaret og ren en form«.
Storebror
Thomas Vinterberg sidder lidt og tænker. Med ham er der altid et både-og. Han ler.
»Så har Trier selvfølgelig – uden selv at ville det – været skyld i en afsporing. Nej, det har han sgu’ ikke. Jeg var selv skyld i hele lortet. Men han deltog i det!«.
Var han på en måde din far?
»Nej, det har han aldrig været. Vi var brødre«.
Men han var storebror?
»Ja, det kan man sige. På den måde at forstå, at jeg har været mere inspireret af ham end han af mig. Og dog alligevel ... det der håndholdte kamera, som jeg havde brugt på filmskolen, fik en vis betydning for hans egen metier«.
Hvis ikke han havde fandtes, hvordan havde alt så set ud?
»Min egen filmografi havde nok været mere homogen. Jeg havde måske tidligere fundet mit spor og var blevet der. Der var næppe sket denne store eksplosion midt i det hele. Men jeg vil ikke være med til hverken at give ham æren for det store eller skylden for det dårlige. Jeg blev ikke manipuleret til noget, jeg var fuldstændig klar over, hvad jeg gjorde«.
Kraftedeme poetisk
’Festen’ er ikke Vinterbergs eget foretrukne barn. Det er ’Sidste omgang’ for dens renhed.
Men den, han elsker højest, er ’It’s All About Love’, en kraftpræstation af et psykedelisk amerikanskproduceret værk fra 2003, der til gengæld landede med et mavebump, der gav efterdønninger, der gjorde nas.
»Den film elsker jeg, og du har jo selv skrevet pænt om den. Du og jeg tilhører desværre en utroligt eksklusiv klub, men hos de meget unge går det bedre. Min kommende hustru Helene, der er væsentligt yngre end jeg, har venner i 20’erne, der synes, at den er et hit. Og den tyske skuespiller Martin Wuttke (Hitler i ’Inglourious Basterds’, red.) har børn i 30’erne, som siger: ’Festen’«, og Vinterberg pifter affærdigende og smider filmen bag over skulderen med en håndbevægelse, »men ’It’s All About Love’ derimod, den er kult! Den er mit problembarn, og jo, jeg er lidt flov over den, fordi den opfører sig dårligt socialt, det gør den jo. Ni ud af ti mennesker fanger den ikke, og det kan jo ikke være meningen i et massemedie. Det gjorde mig virkelig ulykkelig i årevis, og det går aldrig helt væk«.
’It’s All About Love’ er ifølge instruktøren selv hans mest betydelige film, den der er mest at sige om, men statistikken har talt: Flertallet finder den dramatisk dysfunktionel.
»Men samtidig er den jo kraftedeme poetisk, undskyld mig, og fuld af varme og voksenkærlighed, ikke noget pubertært fjant, men den slags, der er forbundet med loyalitet gennem et helt liv. Den er stor og modig – og på en eller anden måde et skrummel ...«.
Hvad lærte du af at have lavet den?
»Jeg elsker den film, slut! Men den var et formeksperiment, og måske er det udgangspunkt forkert for mig. Egentlig tror jeg ikke, at jeg er den slags instruktør. Jeg er ikke formskabende, jeg tilhører ikke formens avantgarde. Det var noget, verden gerne ville gøre mig til, og jeg tog minehjelmen på og gik forrest i dogmebevægelsen, selv om den var Lars’ opfindelse. Dogme var hans måde at tænke på, ikke min. Han lever af at sætte formmæssige konventioner på hovedet, det gør jeg ikke, og det tror jeg, at jeg bildte mig ind, at jeg gjorde i et jeg-svagt øjeblik«, og Vinterberg smiler blidt, kun lige ovre selverkendelsens smerte.
»Jeg snublede«, uddyber han, »og jeg glemte, hvad det var for noget sælsomt, skrøbeligt noget, jeg stod for«.
10 år senere
Han er landet nu, Thomas Vinterberg. Det føler han. At ’Submarino’ er hans afvaskning, hans gendåb, at den er det stille puslende, lysfølsomme og vibrerende, der gemte sig bag ved guirlanderne af filosofi i replikkerne, bag de kæmpemæssige dekorationer, de mange filtre og komplekse kamerature.
»Det tog mig så ti år«, siger han, »men faktisk sagde jeg allerede dengang, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvad det var for et rum, jeg stod i. Hvad kan den væg?«, og Vinterberg strækker venstre arm ud og lader håndfladen hvile udspændt i luften, hvorefter han gentager nummeret med højrearmen. »Og hvad kan dén?«.
»Og rejsen var smertefuld og i lange perioder komplet desorienterende«.
Var du skuffet over dig selv? Over at du ikke var nogen formskaber, når det kom til stykket?
»Nej«, siger han og griner igen. »Nej nej, for jeg synes, at det andet er større. Jeg deltog i en fornyelse af filmmediet og blev gjort til talsmand for det. Bror Talsmand kaldte de mig blandt dogmebrødrene. Gennem cirka 1.600 interview levede jeg mig så meget ind i rollen som filmens fornyer, at jeg glemte, at jeg bare var et almindeligt, lillebitte menneske, der undersøger menneskers skrøbelighed og deler det med andre«.
Han kigger op:
»Desværre er det sådan, det er«.
Og op igen. Nu med et smil:
»Eller heldigvis er det bare sådan«.
fortsæt med at læse
