Skydevåben kan være lækre og fascinerende. Det må selv en pacifist indrømme. Også pacifister, der som hovedpersonerne i Thomas Vinterbergs 'Dear Wendy' knap nok ved, hvad ordet betyder. At finde ind til den følelsesmæssige og æstetiske kerne i amerikanernes ekstreme fascination af skydevåben synes at være det umiddelbare ærinde i den historie, Lars von Trier har skrevet. Den udspiller sig i et pseudorealistisk og stiliseret amerikansk lilleby-univers, som man genkender det fra 'Dogville' og ikke mindst 'Dancer in the Dark'. Den kritiske brod i forhold til det amerikanske er der, men er trukket overraskende langt tilbage. Af Vinterberg, som fik overladt manuskriptet af von Trier? Den historiske pionérbegrundelse for amerikansk våbenpatriotisme og revolverdemokrati er således helt fraværende i denne særegne variant over westerntemaet. 'Dear Wendy' handler mere om skydevåben som erotisk sublimering og moralsk udfordring. Det sidste er et næsten firkantet paradoks. Kan man elske og ære et dødbringende våben uden på et eller andet tidspunkt at følge dets fatale logik? Det erotiske er mere kringlet. At sætte lighedstegn mellem fallos og revolveren som maskuline skydevåben er måske nok banalt, men næppe helt ved siden af. I 'Dear Wendy' bliver lighedstegnet dog heldigvis mere subtilt - også seksuelt. Havde Lars von Trier selv instrueret 'Dear Wendy', kunne den være endt som en skarpladt sag med kridtstreger trukket op rundt om det politiske gerningssted. I hænderne på dogmekollegaen Thomas Vinterberg er den blevet noget helt andet. Vinterberg har halveret hovedpersonernes alder i forhold til manuskriptet og har dermed gjort den til sin egen fortælling om de unge års uendelige sårbarhed. Her er Vinterberg kommet på hjemmebane i selskab med en gennemført afvæbnende rollebesætning af unge skuespillere. »Kære Wendy«. Nej, det er ikke Peter Pan, der skriver, men det er ikke meget galt! Når den unge Dick fra Estherslope i skikkelse af Jamie Bell ('Billy Elliot') skriver kærlighedsbreve til sin hun-revolver Wendy, er det samtidig en dreng uden erotiske erfaringer, der skriver sin længsel og smerte ud i den blå luft, hvor den uskyldsrene sanselighed er smertelig og så fortættet som krudtrøg. Der er næsten noget De 5-agtigt over fortællingen om de skæve eksistenser blandt lillebyens unge mennesker, der finder sammen i et broderskab, Dandyerne, hvor man tilbeder våben, skydefærdighed, stil og personlig udvikling. Her skaber de deres egne overgangsritualer. Med udgangspunkt i en barnlig leg med ilden opfinder de en, for dem, acceptabel måde at voksne op på i en verden, der ellers ikke siger dem noget som helst. Blandt de unge står Jamie Bell, Chris Owen, Alison Pill og ikke mindst Mark Webber frem som gennemført rørende i deres aparte variant af begrebet ungdomsoprør. Thomas Vinterberg er stadig en personinstruktør med en helt særlig indlevelsesevne i unge med tynd hud. Det er i skildringen af de unge og i Anthony Dod Mantles billeder, 'Dear Wendy' opnår en poetisk nerve, der ellers er en af de få mangelvarer i dansk film p.t. I indendørsbillederne lukker mørket sig som den billedliggjorte ensomhed omkring Dick. På byens torv, Electric Park, hvor meget af dramatikken udspiller sig, skaber Dod Mantle nogle kompositioner ved hjælp af telefontråde og rød sepia, der mest af alt leder tankerne hen på en blanding af John Ford og russiske eksperimentalfilm. Lyset som ulmende, uforudsigelig substans er sammen med den dynamiske kamerastil flyttet med fra dogmefilmene. Men der er ikke noget dogme over musikken. Her spiller den engelske 60'er-gruppe The Zombies uskyldig popmusik for fulde gardiner på en måde, som løfter filmens mood, understreger amatørpacifisternes blå øjne og forsyner hele projektet med en sirlig ironisk undertekst. En særlig aftapning af, hvad man kunne kalde følsom sarkasme. Hvilket nok kan være nødvendigt, når man er i selskab med pacifister i en ungdomsklub, der hylder mottoet 'Pistoler må bæres, men aldrig trækkes'. Vinterbergs store ambition 'It's All About Love' havde uforglemmelige billeder, men også en kærlighedshistorie uden rigtige mennesker. Det var en film spækket med billeder og idéer, men som fortælling også en demonstration af den manglende tyngdekraft og sammenhæng, filmen også handlede om. Et påtrængende spørgsmål dengang var, om det engelske sprog var en for stor barriere for Vinterbergs finmekanik som personinstruktør. Det dementerer 'Dear Wendy'. Denne både atypiske og tidstypiske fortælling - slægtskabet med DBC Pierres roman 'Vernon God Little' - er tankevækkende. Er det en troværdig film? Ikke målt med almindelige alen. Den er moralsk fabel snarere end psykologisk realistisk, når den handler om menneskets magtesløshed over for skydevåbenets ubarmhjertige logik. Det er våbnene og ikke psykologien, der determinerer det ydre dramatiske forløb. Paradokset er så, at instruktøren udviser større sans for personernes indre liv end for den overordnede tematik. I stedet for at blive en film om amerikansk våbengalskab bliver 'Dear Wendy' reelt en både morsom og sørgelig film om og for unge. Som giver begrebet cool en fin uskyldsrenhed og visuelt svæver i helt andre luftlag, end den slags plejer. Med 'Festen' in mente går 'Dear Wendy' ud i biograferne i et relativt beskedent antal eksemplarer. Forklaringen er nok et spørgsmålstegn: Hvad hulen er det for en film? Det er ikke en genrefilm. Det er ikke en realistisk fortælling, der sætter fingeren på hverdagens puls eller helt husker sin egen politiske dagsorden. Kan man overhovedet lave en film, der både er polemisk, ironisk og romantisk? Ja, hvis accenten bliver lagt på det romantiske, og det gør Thomas Vinterberg i en bogstavelig talt eventyrlig film, der er næsten svimmel af at plaffe løs med digtrevolvere, sexpistoler og drømmeforladere. Romantikere forventer man åbenbart ikke at finde mange af blandt publikum. Men jeg melder mig gerne under fanerne.