'Mission: Impossible' er USA's svar på James Bond-filmene. Her er den hemmelige action-agent Ethan Hunt i Tom Cruises skikkelse svaret på skiftende 007'ere i Hendes Majestæts Hemmelige Filmtjeneste. Agenten, man ringer til, når situationen er delikat og verdensfreden i fare. 'Mission: Impossible' og James Bond ligner hinanden, men udtrykker samtidig forskellen på USA og England bedre end alverdens klichéhåndbøger. 007-universet er en åbenlys litterær konstruktion, der emmer af stil og karisma og så at sige er født af en nostalgi efter mere elegante tider. En agent fra Imperiets aftenrødmen og ikke fra dets muskelsvulmende middagsstund. Anderledes med Tom Cruises verden: Han og den er kemisk renset for karisma, historisk bevidsthed og old world dekadence. Det handler om handling og effektivitet. Her er man fascineret af teknologiens og stuntets effektivitet og ikke af deres mere sublime æstetiske kvaliteter. Kavaleriet kommer for at redde pigen og redde verden. Så rydder vi op bagefter, som det hedder et sted i 'Mission: Impossible III'. Selv er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg foretrækker. Tom Cruise har i løbet af karrieren ofte overrasket positivt, men som action-helt får han redelig til at rime på kedelig. I 'Mission: Impossible III' giver han den hele armen som spejderdreng uden skyggeside, og en spejderdreng uden skyggeside er i dén sammenhæng altså ikke særlig interessant. Rundt om Cruise er der til gengæld castet med markante profiler. Skurken er den nyslåede Oscar-vinder Philip Seymour Hoffman, og som Ethan Hunts commando-gruppe skaber Ving Rhames, Jonathan Rhys Meyers og Maggie Q liv og farve rundt om det sammenbidt målrettede Cruise-missil. 'Mission: Impossible' er per definition action. Der er denne gang flettet en kærlighedshistorie ind i plottet, men kun for at øge indsatsen i action-spillet. Det er en film, der vil nogenlunde det samme som en tur i Det Gyldne Tårn. En anspændthed i skuldrene og et sus i maven, der kildrende minder om, at alt det farefulde bare er for sjov og konstrueret for din fornøjelses skyld. At indløse billet til Det Gyldne Tårn er at indløse en billet til en garanteret underholdning med et forhåbentlig forudsigeligt handlingsforløb fra start til slut. Det kan jeg sådan set godt sætte pris på. Jeg synes, det er sjovt at komme til både Berlin og Shanghai, mens kuglerne flyver om ørerne på de andre oppe på lærredet, og helikopteren skal flyve imellem vindmøllers rotorblade. Jeg synes, det er vældig gøj at se Tom Cruise hænge vildt skydende ud af en bil eller rutsje ned ad en skyskraber. Men kan alligevel ikke lade være med at undertrykke en gaben. For uanset antallet og kvaliteten af stunts er forudsigeligheden lettere lammende og Tom Cruise i bund og grund bare for reeeedelig.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø