Det er lettere sagt end gjort: at fylde nuet med nærvær og intensitet i stedet for at beholde snuden i slibestenen og 'udsætte livet til i morgen'. Tagstenen, lastvognen eller diagnosen kan ramme, før solen står op næste gang, og nærværet skylder vi både os selv og dem, vi deler liv med. Men ikke enhver spændingsfilm kan minde os om det, trods dødstrusler og dusindramaturgi. Dét kan derimod denne fortjente NatFilm-kritikerprisvinder fra toppen af årets australske bølge. Dels i kraft af sin livsnære tematik: Omkring en togulykke (titlens advarselsskilt) krydses en række skæbner i livsafgørende øjeblikke: Journalisten (Anthony Hayes) med delebørn, gravid halvkæreste og en helt privat teori om, at mænds dødsulykker er skjulte selvmord. Hans pressefotograf Nick (William McInnes) og billedkunstneren Meryl (Justine Clarke), der er tilfældigt ulykkesvidne, prøver i stærkt og lavmælt spil en gryende forelskelse, hvor han ikke tør fortælle om sin kræftdiagnose og hun ikke om sine tvangstankeagtige bange anelser om overhængende katastrofer. Ude i synsfeltet bidrager også journalistens veninde, ulykkesofrets sørgende kæreste og den uskyldige, men chokramte lokofører til mønsteret af hverdagens håb og kampe. Altså endnu et begavet bidrag til disse års mange forsøg med 'mosaikfortællingen', men mere. For det kombineres med et andet greb, der forsøger at løse et grundproblem for enhver fortælling - roman, scenekunst, film, tegneserie osv.: at vores bevidsthed ikke følger den ret fremadskridende tidslinje, vores årsagssøgende logik forlanger af 'sammenhængen' i en historie. Ligesom i vores bevidsthedsstrøm indgår her flash af fortid, realfilmscener med fotografens kræftsyge far og glimt af mulig fremtid: billedkunstnerens katastrofesyner som indklippet animationsfilm (det felt, instruktøren hidtil har vundet priser på). Selv om Watt (læg mærke til navnet) også på den måde kan 'se til begge sider', er teknikken hverken skeløjet eller søgt, men en naturlig forlængelse af personernes billedprofessioner. Ligesom den alvorlige tematik, der kan lyde dystert deprim, netop bliver livsbekræftende.