Det står på den dørmåtte, der ligger på trappeafsatsen foran naboens entrédør: ’Welcome’.
Bag døren bor imidlertid en herre, der melder sin landsmand, vores ene hovedperson, til fremmedpolitiet, fordi han har ydet husly til vores anden hovedperson, en ung iransk flygtning.
Mere passende kunne måttens ejermand altså på døren have skrevet det samme, som i realiteten udtrykkes ved både den franske og den danske grænse: Hertil, men ikke længere – hold jer på måtten!
Eller som den norske forfatter Erlend Loe engang sammenfattede de krigsførende nordeuropæiske demokratimissionærers holdning til (indvandrere fra) lande i Mellemøsten: »Gør som vi – men gør det et andet sted!«.
En enkel og stærk film
Eric Besson, den franske minister for integration, protesterede ophidset ved filmens lancering sidste år, da instruktøren Philippe Lioret sammenlignede myndighedernes behandling af flygtningehjælpsomme franskmænd med »1943, hvor vi skjulte en jøde i kælderen« (Pol. 22.3.2009).
’Welcome’ er en enkel, stærk film om tidens menneskestrøm fra fattige til rige lande, anskuet gennem en repræsentant fra hver af parterne.
Afsløret af åndenød
Den 17-årige iraker Bilal ankommer til den store lastbilterminal ved færgehavnen i Calais og den lejr af blikskure og affald, som under betegnelsen ’Junglen’ huser 500-600 illegale flygtninge, der vil smugles til England og venter på plads, ofte i månedsvis.
Bilal får chancen, men bliver taget på den anden side af Kanalen: Skjult i lastbilen kan han ikke holde til at sidde med en plastpose over hovedet (for at holde på udåndingsluften), så han bliver afsløret af grænsepolitiets CO{-2}-kontrol.
Tidligere på sin i alt 4.000 kilometer lange flugt har han hos det tyrkiske politi tilbragt en traumatiserende uge med sådan en plastiksæk over hovedet.
Men hans mål er fortsat London, eller rettere sagt smukke Mina, teenagekæresten gennem flere år, der er flyttet med sin far til England.
Bilal helmer ikke trods det fejlslagne forsøg. Hans plan B følger devisen ’du har ikke en chance – grib den!’: Nu vil han svømme over Kanalen.
Medfølende svømmelærer
Svømmelæreren Simon er en moden, rolig franskmand, netop skilt fra sin kone.
Men det er hverken social eller erotisk ensomhed, der får ham til at tilbyde Bilal og en anden flygtning et tiltrængt varmt bad og nogle nætter på gæsteværelsets sofa.
Simon handler i simpel medfølelse. Måske også en nysgerrig respekt over for den unges ukuelige målrettethed – for hvor meget gjorde han selv for at holde på den kone, han nu savner?
Langsomt slår den midaldrende franskmand og den unge iraker bro over alders- og sprogbarrierer, og deres følelsessky kontakt danner filmens enkle handlingstråd, suppleret af et minimum af baggrund – Simons forhold til ekskonen, Bilals til de andre flygtninge og Minas til sin far.
Politiet og Kanalen som modstandere
Halvt modstræbende bistår svømmelæreren sin unge elev i det umulige projekt: 10 timers svømning i 10 grader koldt vand med voldsom strøm og kæmpetankere i kø.
Men der er stærkere modstandere end Kanalens vande: Politiet, som nu afhører og advarer Simon, har ordre til at forsure tilværelsen for flygtningene i ’Junglen’, og derfor også for de frivillige velgørenhedsarbejdere, der støtter flygtninge med mad osv.
Støtte i form af logi eller penge kan straffes med op til fem års fængsel. Og pres virker. Stresser man et viljestærkt menneske nok, vælger han selv risikoen for tragedie frem for fortsat afmagt.
Fransk Ken Loach
’Welcome’ er socialrealisme, varmt, ligefremt og enkelt fortalt – en slags Ken Loach på fransk.
Den unge og den midaldrende med det umulige venskab kunne ikke inkarneres mere overbevisende end af Firat Ayverdi og Vincent Lindon. Også kameraføringen er hverdagsrealisme helt uden dikkedarer.
Alligevel må man knibe sig i armen undervejs: fem års fængsel – for barmhjertighed? Er det her science fiction om et samfund med spirende fascistisk menneskesyn? Næ, det er nutidig EU-virkelighed i al sin skændsel.
fortsæt med at læse
