Når den 43-årige franske instruktørs fjerde spillefilm (’Ikke her for at blive elsket’ er også vist herhjemme) er bevægende og bemærkelsesværdig, skyldes det mildest talt ikke noget usædvanligt plot: En gift mand og hans søns skolelærer, frøken Chambon, bliver forelskede og må beslutte, om det skal have følger.
Men spillet mellem de to og filmens hele fortælleform er så usædvanlig og sikker, at den alligevel gør et stærkt indtryk.
Hvor kysk hele forløbet end er filmet – kontakten mellem de to er længe dårligt nok berøringer, men stjålne såvel som direkte, dvælende blikke og en bærebølge af vidunderligt violinspil – er det længe siden, man på film har set så overbevisende en menneskelig og erotisk tiltrækning mellem to modne mennesker.
Separerede skuespillere
Firskårne, bundsolide Vincent Lindon (sidst set som svømmelæreren i Philippe Liorets flygtningedrama ’Welcome’) som den gifte murer og vemodige, svanehalsede Sandrine Kiberlain som skolelæreren var i det virkelige liv gift i en halv snes år og har et barn sammen, men er nu separerede.
LÆS ANMELDELSE
Fransk flygtningefilm er varm og stærkDét kunne jo nok have kølnet kontakten, men her har det vist tværtimod fyret op under inderligheden. Den er i hvert fald ikke til at tage fejl af.
Et studie i intensitet
Det gode familiemenneske Jean er ellers omsorgsfuld, over for sin søn såvel som sin gamle far, og glad for sin søde kone, indtil han under en vinduesreparation får skolelærerinden til at spille et stykke på violinen (lydsiden leverer den japanske violinist Ayako Tanaka), og han sænker alle hverdagens parader.
Nu er han solgt, og den omrejsende lærervikar frøken Chambon ligeså. Men bordet fanger, når man har et andet liv i forvejen.
Længere er historien stort set ikke. Men den lille perle er en studie i intensitet på lærredet i kraft af dybt disciplineret spil, velvalgt musik og close-up kameraportrætter uden hastværk. Små midler til stor filmkunst om det tilfælde, der kan ændre ens liv – og andres.
fortsæt med at læse
