Det er ikke så mærkeligt, at 'Heaven's Gate' i 1980 floppede så massivt, at den rev et helt filmselskab med sig i faldet. Michael Cimino troppede op ved billetlugerne med en næsten fire timer lang, desillusioneret antiamerikansk western på et tidspunkt, hvor nationen så småt var ved at skulle lære at have det sjovt med sig selv igen efter Vietnamkrigen og 1970'ernes selvransagelser. En selvransagelse Cimino med 'The Deer Hunter' havde været en nok så central figur i. Men Cimino var ikke færdig med at revse. Han fulgte 'The Deer Hunter' op med en western, der efter legendariske budgetoverskridelser viste sig at have meget lidt tilfælles med John Ford. Men en hel del tilfælles med ambitionen i europæiske film som Luchino Viscontis 'Leoparden' og Bernardo Bertoluccis '1900'. Bertoluccis stærkt politiske saga om den italienske fascisme var på det tidspunkt kun fire år gammel, og det virker, som om 'Heaven's Gate' i sin skildring af amerikansk kapitalisme som en slags feudal fascisme var inspireret af den europæiske tradition for politisk historieskrivning i bredformat. Efter så massiv og øjeblikkelig fiasko, at filmen efter få dage blev taget af plakaten, blev den 219 minutter lange film relanceret i en 90 minutter kortere version. Den floppede prompte igen. Så gav man op. Det var den korte version, der nåede til Danmark. Hvor man nu for første gang har chancen for at se den ægte vare i biografen i en nyrestaureret udgave. Er 'Heaven's Gate' i Ciminos director's cut så det opulente makværk, den i sin tid blev udskreget til i USA? Eller er den det mesterværk, andre senere har udråbt den lange version til? Ingen af delene synes jeg. Mere mammut- end mesterværk, men også meget langt fra at leve op til anklagen for at være et usammenhængende makværk undfanget i en filmfantasts oppustede selvforståelse. 'Heaven's Gate' udspiller sig i Wyoming i 1890, men filmen begynder i 1870, hvor et hold Harvard-studerende udklækkes. Elitens mission? At danne og uddanne en nation. Tyve år senere befinder både James Averill (Kris Kristofferson) og Billy Irvine (John Hurt) sig i Wyoming. Nu er de to sønner af kvægbaroner begge fordrukne, men på hvert sit hold i en eskalerende konflikt. Eller for at sige det ligeud med et rigtigt fy-fy ord: Midt i en klassekamp. Som sherif forsvarer Averill på trods af lovens bogstav de fattige emigranter, der i ny og næ slagter en ko for at brødføde deres familier. Billy holder sig, skønt desillusioneret, til Kvægavlernes Forening. Også da de kapitalstærke herrer hyrer 50 revolvermænd, der skal likvidere 125 emigranter på en dødsliste. Svaghederne i 'Heaven's Gate' er til at få øje på. Der er reelt ikke noget i historien, der ville have forhindret den i at blive afviklet på normal spilletid. Skuespil og personkarakteristik er vaklevornt. Kristofferson har kun trefjerdedele af den nødvendige karisma i den dominerende hovedrolle og helt utilgiveligt og ulogisk forekommer det, at Cimino fuldstændig lader John Hurts figur i stikken undervejs. Til gengæld får Christopher Walken skabt en sammensat figur i skikkelse af den forelskede pistolero Nate, mens Isabelle Huppert er en mere yndig end realistisk bordelmutter. Når filmen tidligere er blevet anklaget for at være usammenhængende, må det dog skyldes den brutale nedklipning. Sammenhængen mangler ikke noget, men filmens længde taget i betragtning virker det underligt, i hvor høj grad flere af figurerne virker mangelfuldt forklarede. Hvad man ikke kan tage fra 'Heaven's Gate' er dens fornemmelse for format. Filmen er stort tænkt og stort udført, og selv om det indimellem går grumme langsomt, keder man sig ikke. Cimino er en lysets poet, der er nærmest erotisk besat af at skildre lysets skrå rejser igennem støv og ophvirvlet skidt. Beskrivelsen af de østeuropæiske indvandrere fanget i en kapitallogik uden nåde er et spændende korrektiv til western-mytologien, der efterhånden udvikler sig til en spøjs blanding af Jakob A. Riis og Sam Peckinpah tilsat balletkoreografen Ciminos mani med at iscenesætte optrin med folkelig dans og musik. 'Heaven's Gate' er måske nok en albatros, der er lidt usikker på vingerne, men man mærker filmhistoriens vingesus. Også selv om filmens slutning lægger op til en sammenligning med 'Leoparden'. Et desillusionens mesterværk af et kunstnerisk format, som Cimino kun kunne drømme om. Men de forgæves drømme er ikke nødvendigvis de mindst interessante.