Borgerkrigen i El Salvador 1980-92. Endnu en af disse tragiske og bloddryppende konflikter i Mellemamerika, hvor en velhavende elite og ludfattige bønder konfronterede hinanden med USA som en alt andet end neutral tredjepart. Hjemme i egen 'baggård' har USA med sine massive kapitalinteresser traditionelt vægtet frygten for folkelige oprørsbevægelser tungere end demokratiske idealer og nok så åbenlyse behov for reformer. Der er da også amerikanske militærrådgivere på sidelinjen, da El Salvadors militær i Luis Mandokis 'Uskyldige stemmer' begynder at tvangsrekruttere 12-årige skoledrenge til soldater. Drengene bliver indfanget direkte fra skolegården. Formålet er dobbelt og dobbelt kynisk. Man får flere soldater. Farlige selv om de er nok så små. Samtidig får man viklet den fattige lokalbefolkning ind i en håbløs strategisk situation, hvor de bekriger deres egne børn, hvis de støtter guerillaen, der kæmper for deres sag. 'Uskyldige stemmer' fortæller om den 11-årige Chava. Hans far er rejst nordpå til USA, så nu er Chava manden i huset. En 11-årig drengemand. Gammel nok til at blive hvirvlet ind i den djævelske konflikt. Historien - skrevet af Oscar Orlando Torres - har stærke selvbiografiske træk. Det gør ikke en barsk historie mindre medrivende. Den mexicanske instruktør Luis Mandoki har siden 'White Palace' i 1990 arbejdet inden for Hollywoods mainstream. I 'Uskyldige stemmer' er han i en anden boldgade. Beskedent budget, mudder og idealisme. Mandoki er gået til opgaven med ildhu og en smittende personligt engagement. Hvilket ikke forhindrer ham i at benytte de kneb, han har lært i Hollywood. 'Uskyldige stemmer' er et politisk og menneskeligt drama fra den tredje verden, men sat i scene med den garvede håndværkers blik for maksimal følelsesmæssig effekt. Man skal sidde med livet i hænderne, og det gør man så. Musikken bruser. Billederne er opfindsomme og effektive. F.eks. når kameraet stiger til vejrs for at filme landsbyens drenge, der skjuler sig for militæret ved at ligge fladt på papskurenes bølgebliktage. De omhyggeligt indlagte frikvarterer gør elendigheden lidt mindre end knusende. En fin lille kærlighedshistorie for børn er der også plads til. Anklagen mod USA's rolle er absolut diskret, men præcis nok til ikke at kunne ignoreres. Det vigtigste er dog, at filmen forbilledligt formår at fortælle, hvordan det er uforvarende at være den lille, der kommer i klemme, når de store slås. Med sin blanding af oprindeligt spansk sprog og tillært amerikansk håndelag er 'Uskyldige stemmer' knap nok stor kunst, men en interessant signalfilm. Den mexicansk-amerikansk producerede film ligner Hollywood på lavbudget i den tredje verden. Uden den sædvanlige glans, men stadigvæk en film, der hellere end at skræmme publikum væk med politisk eller æstetisk puritanisme lokker det til sig med sød musik og stærke sager.