Når børnene leger på himlen, siger den nok så poetiske italienske titel, så danner det nordlys. De legende småbørn er døde og ender altså et andet sted end deres fangerfædre, for ham, der går ned med kajakken, kommer til havets bund. Dødens såvel som livets fjernhed mellem (drenge)børn og deres fædre er det tema, der forbinder den grønlandske fangerfortid med moderne livsformer, uden at spejlingen dog bliver helt indlysende: Qipinngi er spæd, da hans far bliver myrdet på havet, og moderen flygter fra bopladsen og morderen. Indviet til ånderne ved en god gerning - han giver en snespurv livet tilbage - ønsker teenagedrengen stadig hævn. Men hans allierede falder fra; en fætter dør, en farbror går over til kristendommen - og uforvarende forskertser Qipinngi selv sin hævn, da muligheden endelig opstår. Ånderne vender ham ryggen og kommer først over ham igen, da han på sit dødsleje i 'vores' ende af det 20. århundrede får besøg af Matteo, italiensk skilsmissebarn på forretningsrejse med sin enlige far, der er turistguide. Glimt af de tos lidt kejtede forhold - og af nutidig arktisk pragtnatur i solskin - har været klippet ind i fortidsfortællingen undervejs. Den 8-9-årige drengs åbne følsomhed og længsel efter sin stress-distræte fars åndsnærværelse kalder ånderne tilbage. En slags shamandebevægelse, må man tro, på sønnernes initiativ! Filmen er baseret på en bog af Otto Sandgren, 'Min eskimoiske fortid', som jeg ikke kender. Kønt er dette levende billedtæppe om sønners længsel efter nærhed, men kun akkurat en fortælling. Der er noget uforløst eller slet og ret postuleret over sammenfletningen af de to tidsaldres små skæbner - måske en frustreret mandlig filmmagers forsøg på at gøre afbigt for egne familieforsømmelser ved at spejle dem i smuk natur og fortids enkle liv? I hvert fald forstår man, hvorfor fire landes filmselskaber ikke har kunnet sige nej til dén sympatiske synopsis. Men det billedrige, lidt for tyndt vævede resultat viser også, hvorfor ét selskab ikke turde stå alene med produktionen.