Tristan var - ifølge sagnet - en keltisk helt, stor kriger, jæger og harpespiller, men især berømt for sin kærlighed til Isolde. Det foregår dernede i den mørke middelalder, som muligvis ikke var så mørk, som vi tror. I filmen 'Tristan' er det en dyster epoke: vadmelsdragter og sværd synes at være de vigtigste middelalderingredienser, men mærkeligt nok er der ikke noget blod. Tristan er englænder og prøver at samle de engelske stammer til et forsvar mod den aggressive irske kong Donnchadh, som bekriger englænderne. Som barn bliver Tristan forældreløs i et blodigt slag, og han opfostres i stedet for af Lord Marke, den ædle engelske hersker - som imidlertid har mistet sin hånd i et slag mod de irske. Ikke engang den mutilering ser vi tydeligt. Den er ellers vigtig. For det er ikke kun krigerhånden, Marke har mistet, han har også mistet elskerhånden. I stedet for kærlighed fra Isolde, som han ægter, modtager Marke kun den tragiske respekt: Isoldes dybe respekt ... Tristans dybe respekt. I mandssammenhænge er denne maskuline, kyske, platoniske kærlighed mellem mænd måske stærkere end lidenskaben mellem kvinde og mand. Tristan er placeret i en trekant mellem mand (faderskikkelse) og kvinde (elskerinde). I det aspekt er 'Tristan og Isolde' en mere interessant historie end 'Romeo og Julie', som den i øvrigt har mange lighedspunkter med. Måske en mere sandfærdig og sørgelig historie, kærlighed mellem mand og mand og mellem mand og kvinde - en trekant, som ikke vil gå op. Jeg tror aldrig, den går op. Og det kunne have været dér, præcis på det indholdspunkt, instruktøren Kevin Reynolds havde lagt sit eftertryk. Men det havde krævet en meget mindre konventionel ridderfilms slagscener, og det havde navnlig krævet et lidenskabeligt forhold mellem Isolde og Tristan, James Franco, som gør en slatten indsats ved siden af den langt mere fascinerende Lord Marke, spillet af Rufus Sewell. Enhver ville foretrække den én-håndede Marke, hvilket er en sær fornemmelse, når vi skal tro det omvendte. Er du rigtig klog, Isolde? Slagscenerne er eminente, sat i værk af stuntmesteren Nick Powell, som også tilrettelagde scener i 'The Gladiator' og 'The last Samurai'. Og Isolde - en pænt buttet pige - spilles også smukt af Sophie Myles med mindre Hollywood-glamour og mere ægthed end sædvanlig. Nu er filmen blevet et konventionelt episk ridderslag, og ganske lang, men værd at se, hvis man ikke har andet for.