Vi har netop fejret salig Dan Turèlls 60-års dag for fuld musik herhjemme. Og nu er tiden så inde til atter at tage en anden litterær skarnsknægt, Charles Bukowski, op til fornyet afpudsning. Selv om Bukowski døde i 1994 i en alder af 74 år, er han en anden af de myter, der overstråler sit eget ellers ganske glimrende forfatterskab. Bukowski og Turèll er cool, de er myter, de er kult, selv om de også for længst er solgt i alt for store oplag til at repræsentere noget, der minder om undergrund. Hvad der ikke skal ligge deres forfatterskab til last, blot kan man indimellem blive en anelse træt i masken over den forudsigelige lobhudling af mytologien omkring de døde forfattere fra alle dem, der så gerne vil være bare som dem. Men ikke har evnerne til andet end at skrive de afdøde ikoners navn igen og igen. Og bære det som en badge, en semilitterær sherifstjerne, uden på deres egen person. Eller blæse det ud i en imaginær megafon til forstærkelse af eget ego. På film er vi tidligere stødt på Charles Bukowski i skikkelse af Mickey Rourke i den fortrinlige 'Barfly' fra 1997, som forfatteren selv havde skrevet manuskript til. Den er af uransagelige årsager aldrig dukket op på dvd, hvilket i sig selv er en plausibel grund til at søsætte endnu en Bukowski-filmatisering, 'Factotum', der baserer sig på en roman fra 1975 af samme navn. Instruktøren er norsk, og det kan give anledning til alskens vittigheder om, hvad nordmænd forstår sig på litterære, amerikanske drukkenbolte, men lad det være skrevet straks, at der ikke er synlig norsk indflydelse på løjerne. Handlingen giver sig selv for kendinge af Bukowskis whiskygyldne univers. Forfatterens alter ego, Hank Chinaski, vælter i Matt Dillons atletiske skikkelse rundt fra bar til bar, fra job til job og fra kvinde til kvinde. En anelse monotont, måske, men holdt oppe af Matt Dillons behjertede indsats og de velvalgte eksempler på Bukowskis ord, som Dillon med fin fornemmelse for forfatterskabet og sproget får turneret glimrende. Til gengæld er det så som så med troværdigheden i rollen. Selv om Matt Dillons tøj er blevet udstyret med et par pletter eller tre, ligner han på intet tidspunkt en mand, der er på opløsningens rand i en alkoholiseret nedtur. Heller ikke under sit turbulente samvær med kæresten Jan, den også stærkt appetitlige Lili Taylor. Nok så vigtigt for selve filmens troværdighed er det dog, at den norske instruktør Bent Hamer lader sin hovedperson og bifigurerne passe deres druk og forfald uden hverken at glorificere eller fordømme det. Sådan er det bare. Og det er o.k. i halvanden times tid, som dog til hver en tid ville kunne bruges bedre på rent faktisk at læse Bukowskis egne ord.