'The Producers' går sin sikre, fasttømrede, gennemkoreograferede, helt igennem autoriserede sejrsgang overalt - som musical, på dvd, som film og som visuel repetition forfra, bagfra og fra siden, i London, New York og andre hovedstæder - og, behag at bemærke, også i København. Nu kan De vælge, om De vil se den live på Det Ny Teater eller i biografen. Jeg ville foretrække den levende lokale opførelse, men jeg må erkende, at filmen også er megagod underholdning, så charmerende som et kilo salmiakpastiller skyllet ned med tre glas sød sherry. Produceren Max Bialystock, som skal redde pengene ved at sætte en fiasko op på Broadway, spilles her af Nathan Lane - som er mere ekspressiv i sin krise end Preben Kristensen på Det Ny Teater. Hans desperation er langt mere fedtet og manisk, og hans hentehår og ironi mere støjende og påfaldende, måske fordi filmudgaven i koreografen Susan Stromans udgave er langt mere jødisk selvpineri over alle musicalens frygtelige klichéer, end vores teaterudgave er det. 'The Producers' er på film som en moderne omgang Marx Brothers, der satiriserer over samtlige klichéer i den amerikanske musicalhistorie: pengene, venskabet, sangnumrene, elskerinden, bedraget, fængslet, overraskelsen, premieren, succesen og slutningen. Tag det hele forfra (og bagfra), og den succes er hjemme som en nagelfast garant for vores elendige smag og håbløse fordomme/værdier. For at nyde satiren over noget må man først elske det, og filmen elsker bøsserne, som er så løse i håndleddet, at hånden falder ned i orkestergraven. Roger Bart (måske kendt som apoteker i 'Desperate Housewives'?) spiller Carmen Ghia - assistent hos divaen (Roger DeBris) med en helt pragtfuld, satanisk overdrivelse, som skaber en af filmens få lange pauser - pausen mellem hans ye ... og hans sidste hvislende lyd, ssss ... yes! Og hans boss har et såret maskulint ansigt og en kvindekrop som Empire State Building. De er sjove nok. Og de gamle kvinder, som produceren skal forføre for at få sine checks, de er også kære, med gangstativer og blomstrede halvtredserkjoler. Og elskerinden/sekretæren/receptionisten Ulla fra Sverige er blevet den 2 meter høje ironiske Uma Thurman, som kan danse og sno den lille reserveproducer Leo Bloom (Matthew Broderick) om sin hofte. Det betænkelige ved satiren er vores forhold til nazismen, som filmen elsker/hader med mere gusto end teaterforestillingen herhjemme. Naziforfatteren Franz Liebkind spiller (i Will Ferrells udgave) sit eget groteske spil i Lederhosen og svastika, med brevduerne som heilende kammerater. Ad ham må man le af hjertens lyst, når han står på taget og dirigerer sin Der Guten Tag hop klop. Ergo - elsker vi også ham. Gør vi det? Næh, det gør vi nu ikke. Hvordan kan det være, at denne satire over vores hjerteligt overfladiske forhold til nazismen stadig rammer os som en boomerang? Men der er ikke så meget andet at gøre end at overgive sig. Det kan ikke nægtes, at filmudgaven er som en fortræffelig (og også sprogligt morsom) virtuel udgave af musicalen, et overdådigt papskilt af menuen i alle regnbuens farver - mens forestillingen på Det Ny til gengæld har al teatrets levende smag(løshed). Spis og drik og mor Dem, knæk og bræk, men husk, at teatret har levende mennesker i rollerne.