Biolog og biograf har fælles første led af ordsammensætningen: Det liv, den første forsker i, beskrives på den andens lærred. Som når kejserpingvinernes barske liv i Antarktis her - takket være en instruktør, der også er biolog - er blevet til et 'epos', som man kalder de beretninger, der har noget storslået over sig. Det har 'Pingvinmarchen', og netop fordi dyrenes liv virker så ... heltemodigt? Ordet er formentlig vrøvl i denne forbindelse, medmindre de store fugle, der ikke kan flyve, men i dén grad svømme og vandre, faktisk også træffer valg i bevidsthed om de mulige konsekvenser. Det gør de nu næppe, men den bevidste proces må vist være forudsætningen for at tale om 'heltemod' - selv om mange dyrs ubevidste adfærdsformer kan ligne det til forveksling. Men særpræget og barsk er kejserpingvinens liv, i trods mod elementernes rasen på klodens koldeste sted. Når »en tredjedel af året er gået, og sol og måne står på himlen samtidig«, sætter de alle kursen mod en af Sydpolens klippeøer omgivet af fast, sikker is. På række og geled vandrer de opretstående kjolesæt i tusindvis mod samme sted, hvor de i generationer har ynglet. Synet er betagende: De små skridt afveksles nu og da med en slædetur på maven ned over en sænkning i isen eller ud over kanten af en våge. Straks efter æglægning drager hunnerne i flok tilbage til åbent hav for at fouragere, mens hannen ruger ægget ud mellem benene. Her kan man tale om æggedans: I to-tre måneder står denne festklædte skare af knæhøje herrer tæt sammen og tripper i tocifrede frostgrader for at lune det afkom, der bryder af skallen, netop som mødrene vender tilbage og 'genkender' hver sin egen unge på stemmen! Når de udmarvede hanner har været på rekreation, vender de tilbage, og 'hele familien' begiver sig derefter ud på årets tredje march mod det våde element, hvis fisk og smådyr de lever af, og som deres torpedoformede svømmekrop er som skabt til. En søleopards skarpe tandsæt (i samme, gentagne klip) skaber drama nogle gange, på jagt efter svæklinge blandt vinterbaderne, og en havfugl med næb som en boltsaks har kig på skrællingerne blandt de nyudrugede. Men ellers har dyrene kun én 'dødsfjende': Kulden »har lagt sig i baghold«, og vinteren »giver ikke op«, siger den indlagte fortællestemme og 'dialog', hvor Luc Jacquet - biolog eller ej - ikke kan dy sig for at menneskeliggøre sit filmmateriale, som ellers er 'rene' dokumentaroptagelser uden den computeranimation, der f.eks. ydede diskret hjælp til den lignende film 'Fugle på rejse'. En i flokken ranker sig og drejer hovedet, og stemmen spørger: »Er vi her alle sammen?«. En hanpingvin forlader sin nyudrugede unge med ordene: »Gid jeg kunne love dig, at jeg vender tilbage!«. Den slags replikker strukturerer nok dyrenes liv som drama, men sætter strengt taget også betegnelsen 'dokumentar' i gåseøjne, selv om filmen netop er oscarnomineret i den genre. Men det er en beskeden indvending mod en sober film, der med imponerende optagelser og i sindigt tempo skildrer naturens eget drama - og ubevidste humor. Det må fængsle de fleste, lige fra Pingu-tegnefilmenes 2-årige kernepublikum til Kaj Holgers jævnaldrende, der nok burde kunne genkende en flok logebrødre på glatis.