Mange danske børnefamilier ønsker sig givetvis brændende en barnepige, der som britiske Nanny McPhee i Emma Thompsons til ukendelighed sminkede skikkelse kan sætte styr på selv de mest uvorne møgunger. Og har man virkelig hele 7 forkælede og uregerlige poder som bedemanden mr. Brown (Colin Firth), der oven i købet er enkemand, er selv den grimmeste barnepige en gave fra oven. Efter at børneflokken har skræmt alt, hvad der minder om potentielle barnepiger i omegnen, langt væk, dukker den grumt udseende og mystiske Nanny McPhee ud af et uvejr med sine sammenvoksede øjenbryn, vorter på kind og næse samt ikke mindst den forvoksede hugtand, der hænger foran hende som en uregerlig søjle fra hendes indre. Snart viser det sig, at hun kan få kontrol med den kampberedte børnefolk, som ellers er ved at lægge bedemandens store skrummel af en villa i en landsby i ruiner og tage livet af både kokkepigen (Imelda Staunton) og tjenestepigen Evangeline (Kelly MacDonald). Men desværre for dem, der håber at få et råd eller to at tage med hjem, viser det sig, at Nanny McPhee baserer sin effektive opdragelse på tryllekunstner og magi. Mens filmen 'Nanny McPhee' hastigt udvikler sig til en besynderlig blanding af gamle dages 'Mary Poppins' og nutidens 'Harry Potter', står det klart, at den stovte barnepige måske ligefrem er i stand til at forhindre uheldige giftermål og skræmme stygge gamle arvetanter til at opføre sig ordentligt. Forlægget til den bragende britiske succesfilm, der ikke viger tilbage for selv så slidte klicheer som pruttepuder og ulækre dyr i maden, er Christianna Brands bogserie om 'Nurse Matilda', som Emma Thompson selv har skrevet om til film. Mens den formentlig fungerer fint for de mindste børn, der endnu er til fals for bulder, brag, effekter og børneskuespillerne. Et bare lidt mere voksent publikum vil derimod undre sig over manglen på morsomme replikker og det forunderlige fravær af varme i en engelsk børnefilm, som indimellem forekommer at være på kanten af det afstumpede. Det kan selv ikke perlerækken af fornemme skuespillere, der leverer rutineret spil og så heller ikke mere i rollerne, ændre på. Bedre bliver det ikke af den danske synkronisering i en oversættelse, der af uransagelige årsager har beholdt engelske titler og navne, så manuskriptet ofte kommer til at lyde unødigt stift og ufrivilligt komisk i munden på de danske skuespillere. Hvilket ikke klæder en film, hvis bedste egenskab er, at den næsten konstant overdriver sine virkemidler. Som nu for eksempel den dér tand i munden på Nanny McPhee, som man ikke når at blive træt af, inden hun taber den for at indtage sin egentlig identitet. Hvilken skal ikke afsløres her, men tro mig: Der er god tid til at finde ud af det undervejs i en forudsigelig og kun delvist sjov film for de mindste.