Den store sorte abe med det bløde punkt for den lille, hvide kvinde. Hvad vil den store krabat egentlig med det forsvarsløse kvindemenneske? Spørgsmålet har været den foruroligende pirring bag fascinationen af 'King Kong' siden 1933, da Merian C. Cooper og Ernest B. Schoedsack lancerede den våde jungledrøm af en variant over eventyret om 'Skønheden og udyret'. 'King Kong' blev etableret som en af populærkulturens arketyper. Det bevæger noget i os, når den gigantiske styrke må bøje sig for blidere magter. Uanset motiverne hos den abe og det publikum, der måske spejler hinanden mere, end de aner. Men er det også grund nok til at lave en remake? For Peter Jackson er svaret selvfølgelig ja. Man bruger ikke en pengetank på en strøtanke. 'King Kong' er Jacksons gamle drengedrøm, som han efter sin succes med 'Ringenes Herre' har fået råd til at realisere. Og vel at mærke på en måde, som det aldrig har været muligt før. Med fuldstændigt livagtig kæmpeabe, dinosaurer uden knirken og digitale kulisser af uset format. Selv det mest fantastiske kan nu blive til skinbarlig virkelighed, og i lange stræk er det sådan, man oplever formålet med Jacksons remake: 'King Kong' som det største stykke legetøj, nogen dreng har haft fingrene i. Mystisk ø Historien er i grove træk den samme. Ledsaget af nogle mænd ankommer en smuk, hvid kvinde ved navn Ann Darrow til en mystisk ø. Skull Island er en skummel jungle, hvor de indfødte bæver af skræk for noget skræmmende og stort bag en ældgammel mur, der beskytter de primitive mennesker mod naturens urkraft. For i tidernes tåge lever urtidens monstre endnu. Inklusive en gorilla, der som Sydamerikas pattedyr, dengang kontinentet var geografisk isoleret, er af gigantstørrelse. De indfødte ofrer Ann til kæmpeaben, men hun får skabt kontakt, og snart må Kong betale prisen for at have anskaffet sig et blødt punkt. Snart fanget og ført til New York som hovedperson i et gigantisk freak-show. Historien er nogenlunde den samme. Men har Peter Jackson også en særlig dagsorden ud over at fremvise, hvad man med fantasi og special effects nu til dags kan fremtrylle af mageløse ting? Svaret er et både-og. Mere humor I Merian C. Cooper og Ernest B. Schoedsacks klassiker var fokus på den tynde fernis, der adskiller civilisation fra mere vilde og ukontrollable instinkter. Altså de evigt populære størrelser sex og voldsom død. Med Fay Wray som offer var det ikke svært at læse King Kong som et gevaldigt sexsymbol. I den store, sorte abe har forfatteren Thomas Pynchon da også indlæst en amerikansk drøm om sex og race og en fascination af det anale. I spirende grønne og bløde tider blev John Guillermins Dino De Laurentiis-producerede 'King Kong' i 1976 til en fortælling om menneskets overgreb på naturen og en fokusering på det nye skæbnefællesskab mellem civilisation og natur. Peter Jackson leger med disse forestillinger. En ung matros læser Joseph Conrads 'Mørkets hjerte'. Men det bliver ved legen. For enden af rejsen finder man hos Jackson hverken fortrængte størrelser som sex og uciviliseret sadisme. Historien om 'King Kong' har i stedet fået en ordentlig portion humor! Først og fremmest takket være den skruppelløse filminstruktør Carl Denham i skikkelse af Jack Black. Blind af ambition vil han gøre alt for at lave sin film. Men tilsyneladende har Denham ikke megen idé om, hvilken film han vil lave. Han vil bare lave film. Jo større, jo bedre! Spektakulær, koste hvad det vil! En Orson Welles uden kunstnerisk overbygning, kunne man sige, men også tæt på et selvironisk portræt af Peter Jackson selv. Når Black er i hopla på lærredet med den filmgales vanvid strålende ud af øjnene, er Jacksons film derfor en blanding af moderne selvironi og kærlig, kitschet kommentar til den oprindelige 'King Kong' og dens samtid. Et tidspunkt, hvor bitter nød i 1930'ernes Depression gjorde behovet for eskapistisk underholdning så meget desto mere påtrængende. 'King Kong' er bedst, når den er mest kitschet og ironisk. Da kan den ses som en logisk forlængelse af Jacksons meget morsomme fupdokumentar 'Forgotten Silver', der også handlede om kombinationen af filmfascination og kulisserne i en mystisk glemt verden. Renset for erotik Men netop her støder Jackson også panden imod sit selvskabte paradoks. For har han selv lavet noget, der er andet end en selvironisk variant over den selv samme smag for eskapistisk underholdning og hang til freak-shows, han gør sig lystig over? Egentlig ikke. Det var ikke kun Tolkiens skyld, at Jacksons 'Ringenes herre' var kemisk renset for erotik. 'King Kong' er på samme måde 100 procent renset for eros. Det kræver i hvert fald en livlig freudiansk fantasi at se denne King Kong som en visualisering af hvide kvinders drømme om store sorte mænds favntag! Nej, Jacksons vinkel er en helt anden. Naomi Watts er som Ann Darrow uskyldig, sværmerisk - og handlekraftig. En overlever og ikke et værgeløst sexoffer, som Fay Wray var det i 1933, eller billedskøn som Jessica Lange 43 år senere. Watts er en moderne, intelligent og frisk pige forklædt som stumfilmsheltinde. Når det klikker mellem hende og aben, så skyldes det ikke skjulte lag af gærende erotisk ursuppe, men ren gøgl. For at overleve fanger pigen abens opmærksomhed ved at slå badutspring og jonglere! 'Hengivenheden', han føler for hende, minder om barnets hengivenhed for sit nye yndlingslegetøj. Den legende abe Det er Jacksons bud på en vision: Hans 'King Kong' er en legebarnets hyldest til det legende i både dyr og mennesker. Jacksons King Kong er ikke menneskeliggjort. Han er tværtimod gjort til 100 procent gorilla. King Kong skal ikke ligne et menneske, men han skal fremhæve det nære biologiske slægtskab mellem mennesket og de andre primater. Det er hér, Jackson finder en ægte forbindelse mellem gorillaen og mennesket: De kan begge lege. Derfor bliver en på papiret helt umulig scene, hvor King Kong er Bambi på isen en kold vinternat i Central Park, logisk i sin mere end grænsesentimentale leg med Disney-citatet. I Jacksons udlægning bliver det i legen, de højere væsner udskiller sig fra resten af det biologiske slagtehus. Venskab og kærlighed findes selvfølgelig blandt menneskene, men uden for denne lille tryllekreds er naturen et spisemaskineri uden nogen form for formildende omstændigheder. Atmosfæren på Skull Island giver genlyd af konstant smasken og brølen og den tunge, slaskede lyd af henslængte, afrevne lemmer. Det er på dette punkt dog et for overdådigt bord, Jackson dækker. Dinosaurer, kæmpeinsekter, skolopendre, skorpioner, vampyrflagermus - der er ingen ende på uhyrlighederne og det gensidige gnaskeri. Skull Island Jeg er temmelig vild med filmen, når Jackson leger og holder den kitschede tone. Men ophobningen af action-scener kunne have brugt en hård beskæring. At gøre et stort nummer ud af genskabe 1930'ernes New York er til gengæld en god beslutning. Det desperate og ryggesløse i ekspeditionen til Skull Island får en ny dimension på denne måde og sætter på sigt målrettet scenen for det berømte klimaks på toppen af Empire State Building. De indfødte og deres ruinlandsby på Skull Island er en sugende flot kulisse tydeligt inspireret af Jacksons erfaringer fra 'Ringenes Herre'. At se resultatet af de digitale bearbejdninger af Andy 'Gollum' Serkis' anstrengelser i abekostumet er et kapitel for sig. At se en sølvryg på 12 meters højde indviklet i fribrydning på liv og død med hele tre snappende Tyrannosaurus-gebisser skulle nok kunne få drengeblodet til at løbe lidt hurtigere! Men når man ikke lige sidder og klapper i sine små buttede hænder over alt det vildt fede legetøj, indtræder et fundamentalt problem. Det hedder følelser. Noget Peter Jackson ikke er overvældende god til. De scener, hvor det ene voldsomme optrin efter det andet pludselig også skal forløses i bevægende scener, fungerer simpelthen ikke. Drama, kitsch, screwball og sentimentalitet. I store mængder falder det hele emotionelt sådan lidt hulter til bulter. Revet med og ladt i stikken Carl Denham får i filmen den ætsende karakteristik, at han har en enestående evne til at ødelægge de ting, han holder mest af. Så galt går det slet ikke for Peter Jackson og hans elskede 'King Kong'. Den tre timer lange film er måske nok næsten så forvokset som sin hovedperson, men som legetøj for øjnene er den samtidig også så overvældende, at man med opspilede øjne lader sig føre fra det ene faremoment til det næste. Man bliver revet med, men også ladt i stikken. Dog, skal jeg veje den alvorligt rynkede mine op imod den drengede begejstring, synes jeg alligevel, sidstnævnte vejer tungest i vægtskålen. Men hvad vil Peter Jacksons 'King Kong' blive husket for? Jeg tror, det denne gang vil blive filmen og ikke aben, der vil blive stående som det store tegn i tiden. Et symbol på en epoke, hvor digitalisering og monsterbudgetter hele tiden fik Hollywood til at prøve på at overgå sig selv og publikums forventninger ved at lave større og mere fantastiske film. Man tror på forbindelsen mellem menneske og abe, når de begge morer sig over at falde på halen. Man tror ikke på den, når de samles om at nyde skønheden i en smuk solnedgang. I denne sammenhæng er abekattestreger mere troværdige end æstetik. Netop fordi Peter Jackson insisterer på at gøre King Kong til en ægte gorilla og ikke et uhyre med menneskelige træk, hægter han vores reelt uhyre primitive indlevelsesevne af. Vi er mennesker. Vi er helten. Vi er heltinden. Men indeni er vi først og fremmest udyret. Hvis ikke vi bliver mindet om det, ser vi bare en film om en meget stor og forbløffende frembragt abe. Et dyr, der kalder på vores respekt, og hvis kranke skæbne kan kalde på vores noble medfølelse. Men ikke på den saftige, sentimentale måde. Ikke som om det var os selv, der hang deroppe på toppen af Empire State Building. Med det, vi trods alle sunde dyriske overlevelsesinstinkter elsker, i den ene hånd, mens vi med den anden forgæves forsøger at værge for os.