Til daglig støver de rundt i beskidte overalls på byggepladser i Johannesburg i nutidens Sydafrika. Men om lørdagen skifter en lille gruppe zuluer arbejdstøjet ud med de fineste jakkesæt og viser sig frem foran en dommer, der udnævner den flotteste og mest elegante af dem. Mændene er swenkaer. De viderefører en tradition, hvor renlighed og respekt, venlighed og stil er dyderne. Hver lørdag efterlever de kravene ned i de mindste detaljer som at blankpudse skoene, finde det helt rigtige slips og ikke mindst ranke sig op til show. Danske Jeppe Røndes film om swenkaerne er allerede blevet belønnet eller skamrost på filmfestivaler i Amsterdam, Toronto og Berlin. Den har vundet en dansk Robert i kategorien 'Bedste lange dokumentarfilm', og den har haft biografpremiere i 9 europæiske lande og i USA. Nu får den premiere i først 6 og siden yderligere hele 30 danske biografer, hvor den forhåbentlig kommer til at vise mange mennesker, at sandfærdige dokumentarfilm ikke nødvendigvis er tyngede af facts og fri for at spinde en god historie. 'The Swenkas' indeholder ingen interview og kun få faktuelle oplysninger. Instruktøren viser sig ikke i billedet, hvad han ellers gjorde i sin forrige og også meget fine film 'Jerusalem, min elskede', der var første del af en trilogi om tro, håb og kærlighed. 'The Swenkas' er den anden del. Den handler om håb. Den foregår på et sted og et tidspunkt, hvor det ville være nemt for den overfladisk betragtende at få øje på håbløsheden. Men Jeppe Rønde finder ind bag overfladen. Han lader fædre og sønner fortælle om andet end det hårde, fysiske arbejde inde i byen, de primitive leveforhold i deres oprindelige landsby og det umiddelbart absurde ved kontrasten mellem overalls og mærkevareskjorter. Han filmer ansigter, gestikulation og samtaler. Han bruger masser af musik til at udbygge billedernes sanselighed. Derudover har han også allieret sig med en gammel mand, der kapitel for kapitel i ganske korte sekvenser binder historien sammen som en fabel. Sammen med Jeppe Rønde oplever man, hvordan swenkaernes hierarki, sammenhold og jakkesætshjulpne selvrespekt fungerer misundelsesværdigt godt i det daglige og også i kriser. I filmen skal en ung mand giftes, kort tid efter at han til sin dybe sorg har deltaget i begravelsen af sin far. Faderen var swenkaernes leder. Alle mændene er i sorg, og særligt en af dem ser det som sin opgave at tage sig af den unge mand. Tabet af den afdøde bliver ikke talt sønder og sammen, men det bliver heller ikke negligeret. I velvalgte, nænsomme ord og i opfordringer til sønnen om at fortsætte swenkatraditionen er der trøst og håb. I musikken, i opvisningerne og i den gamle mands fabel kan følelserne tumle rundt og alligevel være til at håndtere, fordi reglerne er klare. Der skal være en melodi, man kan swenke til. Der skal være en hat at vende stolt i luften. Og der skal være en fabel at digte sig ind i. 'The Swenkas' er en stor film om en lille gruppe mænd.