Arkitekten David søger lejlighed, og lægen Elizabeth, en smuk ung workaholic, er kørt galt på vej til et stævnemøde med en blind date. Nu ligger hun i koma på hospitalet, mens David ved en tilfældighed lejer hendes lejlighed. Men der sker sære ting: Elizabeth optræder i hans bevidsthed - og i hans lejlighed - som en højst reel, fremmed og irriterende person, der vil vænne ham af med at drikke øl og sætte ringe på hendes pæne mahognibord. Af og til forsvinder hun gennem en dør eller stikker hovedet ind i køleskabet, og David tror, han er blevet sindssyg af at savne sin kone - som også er død og borte. Den intrige går der lang tid med, og meningen er, at vi skal more os over Elizabeths tilstedeværelse/ikke tilstedeværelse. Den kunne have været morsommere udført. I betragtning af at manden går rundt og snakker til en person, som kun han - og vi - kan se, burde instruktøren Mark Waters have fundet på flere gimmicks, men de udebliver - til fordel for en rigtig sød historie om at genfinde sit liv, komme ud af sit eget skind, leve livet, mens man gør det. Finde kærligheden igen. Det forstår begge parter efterhånden. Elizabeths søster er ved at lade sig overtale til at slukke for respiratoren med den rigtige Elizabeth på hospitalet, men en berøring af Davids hånd - ikke engang ligefrem et kys - bringer hende tilbage til bevidsthed. Hallucinationerne virker længe, men opløses, og filmen frarådes kun børn under 7 år. Der er god kemi mellem Reese Witherspoon og Mark Ruffalo, og en eneste rigtig pointe mistes - den pointe, at også børn kan se den livagtige Elizabeth. Det strejfes, men forlades hurtigt igen. Er man i det romantiske hjørne, kan filmen næsten holdes ud. Er det sådan at ligge i koma? Næppe. De to hovedpersoner sørger for, at vi holdes i live, og så kan Reese Witherspoon nok så meget lege spøgelse i det meste af filmen. Det gør hun pænt.
Romantisk koma
Lyt til artiklen