Kremeres eller ej - det er spørgsmålet. Designeren Drew (Orlando Bloom) har lige haft en fiasko med en ny modelsko, som har kostet hans gigantfirma en milliard dollar i tabt fortjeneste, og netop som han har sat sig op på motionscyklen derhjemme for at begå selvmord med en køkkenkniv, ringer telefonen, og han får at vide, at hans far er død hjemme i Kentucky. Far skal begraves. Så Drew må tage af sted med natflyet, hvor han møder stewardessen Claire (Kirsten med det ærgerlige efternavn Dunst), og hun brænder straks varm på ham. Uh, hvor er Orlando Bloom da lækker. Nu følger igen en af Hollywoods mainstream-historier fra det nye århundredes første årti: Ærgerrig mand med store ambitioner om stor succes møder stort nederlag (oversættelse: en »kikser«), og han skal lære af affinde sig med det eneste rigtige, ægte gode: True love. Pigen skal være, som piger nu er, men så lidt mere - en initiativrig pige, der ligner naboens datter, men som tydeligt kan se og forklare helten potentialet og fremtiden. Det var motiv nummer 1. Motiv nummer 2 hedder mobiltelefoneri. Hvor amerikanske film i halvtredserne og tresserne, delvis halvfjerdserne, satte stjerner på lærredet med den obligate smøg i munden (og affandt sig med det virkelige livs efterfølgende lungecancer), hedder nutidens - endnu ikke offentligt anfægtede - gimmick: mobiltelefonen. Kling-kling-kling ... den ringer - eller brum-brum-brum, den brummer, og Orlando Bloom kan snakke med tre på én gang: grædende søster, emsig moder (Susanne Sarandon) og så hende Claire, som åbenbart må have opgivet sit stewardessejob for i al tapper ærbarhed at forfølge sin helt. Motiv nummer 3: begravelsen. Den kan der komme meget sjov ud af, især hvis den foregår i folkelige provinsielle omgivelser som Kentucky. Her er USA's heartland - den folkelige visdom, som har tykke bedemænd og vulgære bryllupper på hotelgangen, uvorne små unger, rare koner i køkkenet og fede mænd og naive fætre og jublende begravelser. Susan Sarandon står for en af filmens eneste ejendommeligheder. Ved begravelsesfesten holder hun en tale om, at naboen fik stådreng, da han ville omfavne hende (ha-ha, ler selskabet forløst), og bagefter stepdanser hun ligefrem. Hvad i alverden er det, amerikanerne har gang i? Jeg må vænne mig til komediegenren.