Et stort dansk behov for helt igennem hyggelige og harmløse familiefilm har været en kendsgerning siden Alice O'Fredericks i 1950'erne begyndte at filmatisere tegneserien om 'Far til fire'. Otte film blev det til dengang plus en halvbagt efternøler i 1971. Der er siden blevet gjort adskillige forsøg på at fylde det efterladte smørhul. Ikke så sært al den stund rigtig gode penge ventede på den kække bi. Hvilket 'Krummerne' og den genopstandne serie om 'Min søsters børn' vidner om. Man gætter næppe forkert, hvis man skyder på, at netop 'Min søsters børn's succes har været anledningen til at bide hovedet af al skam og risikere helligbrøden ved at besudle selve hyggens hovedstol: 'Far til fire - Genopstandelsen'. Det har aldrig været de store filmkunstneriske ambitioner, der plagede serien om 'Far til fire'. Men i sine bedste øjeblikke rummede filmene en egen blåøjet, småfanatisk dyrkelse af den danske hygge og det barnlige gåpåmod, som man nødigt ville undvære i den danske filmskat. 1950'ernes voksende middelklasse på vej frem i skoene. Med små skridt. Lille Pers tindrende øjne, når det var sommer, sol, søndag og hjerternes fest 365 dage om året. Svært at genskabe som andet end kitsch og krumspring, skulle man tro. Men faktisk tager instruktøren og manuskriptforfatteren Claus Bjerre tråden op, så resultatet absolut er til at holde ud. Bjerre har tidligere været inde på samme spor. Han lavede for år tilbage den bombastiske bommert 'Cirkus Ildebrand', der midt i 1990'erne forsøgte at kombinere 1950'ernes uskyld med 1970'ernes politiske verdensbillede. Når 'Far til fire - gi'r aldrig op' overlever vækkelsesceremonien med en hel del mere liv i behold, skyldes det først og fremmest, at man omhyggeligt har skilt konceptet ad i enkeltdele. Og del for del vurderet, hvad der var urørligt, og hvad der måtte føres up to date. Man har derfor ladet Lille Per og Onkel Anders forblive i 1950'ernes univers. Lille Pers uskyld er tabu i pyjamas. Onkel Anders bare for sær en starut til at lave om på. Så Jess Ingerslev stavrer rundt som Peter Malbergs hvidskæggede genfærd. Virkelig aparte! Resten af den kjære familie er med blid hånd ført ind i nutiden med elguitar, langt drengehår og MGP-syndrom. Moderne børn. Men sært uden unoder. Søde og friske med smilende perletand. Handlekraftige og helt uden slæbende stenerskridt og stive playstation-blikke. Uskyld transporteret i nogenlunde helskindet tilstand igennem årtierne. Far bliver rutineret afvæbnende spillet af Niels Olsen. I 1950'erne var der et reelt brud mellem de gamle former og en spirende afslappethed fra den spæde fritidskultur. I dag må computersnilde og sans for streetwear udgøre kløften mellem før og nu. Ganske som i 'Far til fire i byen' for 49 år siden bliver Far fyret fra jobbet. Men så er dramaet heller ikke værre. Handlingen er nu som før sjov, hyggelig og først og fremmest absolut minimal. Der bliver sunget 'Det er sommer, det er sol og det er søndag' og undervejs er man ikke meget i tvivl om, at også denne 'Far til fire-film nok ender med et bal snarere end et brag. I tre muntre biroller trækker Martin Brygmann som sexchikane-chef, Jesper Asholt som naiv politibetjent og Niels Skousen som skoleinspektør stikkene hjem for denne hæderlige og stædigt friskfyragtige kloning af 'Far til fire'. Der er atter dømt råhygge i andedammen. Hvilket man så kan vælge at elske eller hade. Papegøjen er skudt.