Hvis for mange kokke fordærver maden (selv om enkelte ikke gør det), gælder det samme om for mange retter forenet i én. Selv i fusionskøkkenets tidsalder bliver et sammenkog af gode gags og gode gys ikke nødvendigvis en dobbelt så god gyserkomedie, men i værste fald ingen af delene. Og selv om ingen skal få mig til at skrive et ondt ord om manden, der skrev og instruerede 'Time Bandits', 'Brazil' og 'Fear and Loathing in Las Vegas', har jeg mine betænkeligheder ved stilsans og selvkritik hos instruktøren af 'Münchhausens eventyr' - og det var jo også Terry Gilliam. Netop sidstnævnte film minder den ny desværre mest om. Gode kræfter er ellers castet: Jonathan Pryce lægger selvsmagende kyssetøj til en depraveret og brutal napoleonsk general i de besatte tyske lande anno 1811, bistået af Peter Stormare som grotesk italiensk torturekvilibrist. Lena Heady er den skamløst skønne pelsjæger og stifinder Angelika, som godt kunne få begge brødrene Grimm med på bæverjagt i Thüringerwald: Wilhelm spillet ret endimensionalt som kæk kyniker og skørtejæger af Matt Damon, Jacob som en forlæst lillebror med sikker sjette sans af en farveløs Heath Ledger. De to folkemindesamlere og eventyrudgivere er her gjort til simple svindlere, der uddriver onde ånder af overtroiske landsbybeboere. Men brødrene indhentes jo af de eventyr, der - efter en langtrukken modsat optakt - bliver til led virkelighed. Rødhætte og Hans' søster Grete ser vi blive taget af det tobenede varulvepelsede skovvæsen, ligesom ni andre småpiger fra landsbyen før dem - til de luskede toner af 'Guten Abend, Gute Nacht'. Overkill er for en gangs skyld ordet, for Snehvides forfængelige stedmor, Torneroses jomfrublodsdråbe, Askepots fetichistiske glassko, Blåskægs børnelokkeri og kvindelighedens kastrationstrussel i Rapunzels falliske fængsel skal alt sammen staves for tungnemme, før englerene Angelika i den tolvte jomfrus sted kan genopvækkes med kærlighedens kys. Vel er der gyselige og grinagtige, ja, storslåede stunder undervejs. Og det endelige opgør i tårnet, hvor heksen i billedskønne Monica Bellucis skikkelse har holdt sig ung på pigeblod (ikke et ord om vore dages hudcreme af døde kinesere!), er forrygende trickfilm. Altså en moderne version af det plattenslageri med lodder og trisser, som brødrene narrer deres publikum med. Men den selvkritiske pointe - om indbringende skrækindustri før & nu - dør af både skræk og grin før rulleteksterne, for Gilliam kan ikke vælge mellem parodi og romantik. Pastichens glimtvise træf- og stilsikkerhed skal absolut ødelægges af haglspredning med overflødighedshorn.