Helt ned i skidtet - og så helt til tops igen! Det er den livskurve, der gav den amerikanske sværvægtsbokser James J. Braddock askepottilnavnet Cinderella Man. Det er også den dramaturgiske kurve i denne tilsyneladende ganske enkle og ligefremme fortælling om store ting. Braddock var 'lovende' i begyndelsen af 1930'erne, men brækkede den ellers så frygtede højrehånd flere gange, samtidig med at depressionen ramte hans beskedne finanser. Med boksetilladelsen inddraget ryger han også ud af lejligheden, og trængt ind i et kælderrum med kone og tre børn må han kæmpe for føden som løsarbejder i havnen. Han når helt ned, hvor han - i en ret uforglemmelig scene - bider hovedet af al skam og tigger boksningens pengemænd om hjælp til el og husleje, før lykken vender: Han får licens til én kamp, på afbud. Den kamp vinder han - og den næste, og den næste. Havnearbejdet har styrket den før virkningsløse venstrehånd, og foruden højrehånden er også kampånden restitueret, ja, styrket. Nu slås han ikke kun for titel og berømmelse, men for sin og sine kæres overlevelse. Utroligt, hvad man kan med sin kones kærlighed - og sine klassefællers håb - i ryggen. Ja, for turen nede fra bunden fører mirakuløst den seje 30-årige comebacker helt op til en titelkamp i 1935 mod den regerende sværvægtsverdensmester, Max Baer, en højrøvet playboy og ringslagter, der bogstaveligt talt har kostet to modstandere livet. Et enkelt eventyr - som titlen antyder - om en problematisk sport, men fortalt så klogt og enkelt, spillet så rent og ukunstlet, at det rydder alle indvendinger af banen! Vel har boksesporten sine beskidte sider, sundhedsmæssigt og som gesjæft. Og vel er det banal amerikansk godtkøbsdrøm, at selv tabere kan nå til tops, hvis de er rene af hjertet, og konen bakker op. Måske er det ligefrem også god vulgærnietzscheanisme at se livsviljen hærdet i modgangens alterbål. Men her appellerer det nu både slagkraftigt og stilsikkert, når gentlemansnakken om 'selvforsvarets ædle kunst' får indhold ved at blive til realistisk klassekamp, fra proletarbørnenes hoste til boksepromotorens fede cigar - og med Braddock som ægte working class hero: Indtil de rige finder ud af at tjene penge på at udstille de fattiges overlevelseskamp, bemærker han tørt, er der mere at vinde ved at sætte livet på spil i ringen end ved dagligt at gøre det samme i dokkerne, men til sulteløn. Fru Braddock er nu tæt på at foretrække det sidste i en stålsat hustru- og moderkærlighed, Renée Zellweger kun knapt har autoritet eller favnens varme og bredde til. Paul Giamatti er skøn og fræk som Braddocks forsorne og kyniske manager, en geskæftig overlever i seler og ærmeelastikker, inkarnationen af Sammy fra Budd Schulbergs roman fra dengang. Og Russell Crowe rummer hele den nødvendige kombination af godhjertet ligevægt, muskuløs sværvægt, erfaren slidthed og troværdig godmodighed i titelrollen - et åbent, udadvendt, dybt ansvarligt modstykke til hans skizofrene grubler i 'A Beautiful Mind', som Ron Howard instruerede med samme elegante rytme og komposition. Dén films lange matematiske formler på tavlen er her blevet til velberegnede slagserier, unægtelig mere fotogene, men også vinklet og klippet og forklaret (af radioreporteren ved ringside) så tæt og nervepirrende, at det - selv for en på forhånd distancekølig bokse-ignorant som mig - bliver gispende spændende, ja, rent ud sagt stinkende, svedende, sviende troværdigt. Og samtidig smukt som en dans, en sværvægternes pas de deux.