Når turbokapitalismen giver sig jungleloven i vold, må man selv blive et rovdyr, hvis man vil overleve. En konklusion, den arbejdsløse Bruno Davert kun langsomt når frem til. Til gengæld går han særdeles metodisk og professionelt til værks, da han først når så vidt. Indtil han blev fyret, var Bruno Davert i 15 år firmaets mand. En skattet og dedikeret medarbejder, en pligtopfyldende familiefar. Ingen af delene hjælper et hak, da firmaet for at kæle for aktionærernes overskud beslutter sig for outsourcing. Hvilket er den pæne moderne måde, hvorpå man siger, at man flytter fabrikationen til et land, hvor man kan øge sit overskud ved at benytte groft underbetalt arbejdskraft. I dette tilfælde Rumænien. Som langtidsledig er Bruno ved at gå op i limningen. Men engang var han god til at sælge avancerede papirvarer. Så god, at det burde være ham og ikke den buttede skærmtrold Raymond Machefer, der stod på tv-skærmen og reklamerede for papirvarefabrikken Arcadias produkter. Davert vil have Machefers job. Men Machefer er ikke den eneste, der forhindrer Bruno i at gafle hans job. Systematisk går Bruno Davert i gang med at opspore og eliminere andre potentielle ansøgere til Machefers job. Når - ikke hvis - det snart bliver ledigt. Det er en kulsort politisk satire, veteranen Costa-Gavras udfolder. Grotesk, men som al god satire samtidig ubehageligt tæt på virkeligheden. En dansker genkender en åndsfælle til salig Scherfig i Costa-Gavras. Denne fuldstændig dræbende satire, der kan ligne sagtmodighed næsten til forveksling. Det kan godt være, at Papirmandens handlemåde er bizar, men logikken er der ikke noget i vejen med. I Costa-Gavras' optik er Brunos handlemåde kun en gradbøjning mere rå end den råhed, erhvervslivet lægger for dagen, når det fuldstændig uden at skele til evner og indsats fra den ene dag til den anden kan dømme en mand ude. Det er selvfølgelig synd for de andre papirmænd, det går ud over, men Bruno Davert liver kendeligt op, nu hvor hans liv igen har fået mål og mening! Med et gammelt arvestykke af en Luger i hånden er der atter en grund til at stå op om morgenen. José Garcia har i hovedrollen det rigtige look som anonym franskmand, der kan vise sig i stand til lidt af hvert. Omkring ham er der fornemt castet. Karin Viard spiller Brunos hårdtprøvede hustru, Marlene, mens Dardenne-brødrenes faste skuespiller Olivier Gourmet laver en herlig krølle i skikkelse af den på papiret beskedne birolle som Raymond Machefer. 'Papirmanden' er en stærkt tiltrængt politisk satire med et strejf af både komedie og thriller. Effektivt griller Costa-Gavras den mondæne brutalitet i det moderne erhvervsliv, hvor selv den mest barbariske kynisme anbefaler sig med smarte omskrivninger. Præventiv kvalificering kalder den lærenemme headhunter Bruno sin uortodokse jobsøgning. Costa-Gavras kunne dog godt selv have brugt lidt af den moderne kvikhed. En spilletid på godt to timer bliver et pænt stykke for meget til den vakse og hvasse historie, Costa-Gavras på andre måder så giftigt ruller ud.