'Leoparden' er en historisk film, der udspiller sig på Sicilien omkring 1860, hvor frihedshelten Garibaldi går i land. De nye fremskridtskræfter vinder hævd, den gamle aristokratiske orden må falme og de italienske riger samles til en moderne nationalstat. Men man behøver ikke være en tøddel historisk interesseret for at nyde Luchino Viscontis filmatisering af Giovanni di Lampedusas roman. For vel er 'Leoparden' en historisk film, men den er i lige så høj grad en majestætisk historisk kanvas malet af en mester og en tidløs meditation over selve forgængelighedens væsen. Visconti og hans fotograf Giuseppe Rotunno har både malet med kameraets brede pensel og afsøgt den mest minutiøse detalje. Her lever det italienske aristokrati anno 1860 videre i hvert et stykke sølvtøj, hver en stump kjolestof, hver en blankpudset støvle, hvert et spejl. Men det er samtidig billeder, der tør det store, dristige udfald, hvad enten det gælder landskaber, krigsscener eller de elegante og dybsindige panoreringer, der følger fyrst Salina og hans familie fra rum til rum i familiens slotsvilla. Det er en uendelig melankolsk fortælling fortalt med melankoliens indbyggede langsomhed. Denne historie om fyrst Salina (Burt Lancaster), der står som en urokkelig egekæmpe blandt sine forskræmte ligesindede. Men samtidig også er den nøgterne realist, der ved, at man må være parat til at forandre alt, hvis alt skal forblive som før. Eller udtrykt mere prosaisk: Man må være parat til at følge med tiden og afgive en del af sin nedarvede livsstils og magts udvendige symboler, hvis man vil bevare en betragtelig del af sine privilegier. Så i fuld bevidsthed om, at hans klasses nominelle storhedstid er ved at rinde ud, satser fyrst Salinas på sin driftige nevø Tancredi (Alain Delon) og dennes ægteskab med datteren af den lige så uslebne som ambitiøse borgmester Calogero (Paolo Stoppa). Datteren Angelica (Claudia Cardinale) er smuk som en drøm. Faderen har masser af de nye penge. Så det blå blod må fortyndes, hvis det fortsat skal løbe rask i årerne. Den ny tids privilegier er ikke nedarvede igennem generationer, men pragmatiske og omskiftelige. Filmens rolleliste er prægtig. Her i 1963 tog den amerikanske badutspringer og maskuline karakterskuespiller Burt Lancaster et afgørende hop ind i alderdommens store roller, der også kom til at omfatte film som '1900' og 'Atlantic City'. Alain Delon og Claudia Cardinale er begge knitrende smukke glansbilleder med liv i. Så de passer perfekt ind i filmens visuelle rammer. Morsom er filmen også. Som da fyrst Salinas snakker for det arrangerede ægteskab kontra den romantiske kærlighed: »Kærlighed? Jaja, ild og luer i et år, aske i 30«. Helt så lang som den oprindelige udgave på 205 minutter er denne version ikke. Men de små tyve minutter, der adskiller den italienske original fra denne versions 187 minutter, findes ikke længere. Den nuværende film svarer nogenlunde til længden på den leopard, der satte sig på guldpalmerne i Cannes i 1963. Til gengæld er denne restaurerede udgave 24 minutter længere og i besiddelse af mere ægte farvepragt end den internationale version af 'Leoparden', der kom ud i biograferne i 1965. Når man begraver en epoke, synger man ikke salmer ved graven. Sådan skrev den russiske digter Anna Akhmatova. Det havde hun nok på mange måder ret i. Begravelsen foregår i tumult eller stilhed. Hurtigt overdøvet af det nye. Men salmerne kan man skrive senere, når begivenheden er kommet på afstand og tiden er moden. Det er dét, Giovanni di Lampedusa og Luchino Visconti har gjort med 'Il Gattopardo'. 'Leoparden' er ikke så meget en hyldest til en svunden tid, som det er en hyldest til det melankolske i enhver tid i det øjeblik, den må gå under for at blive transformeret til noget andet. Noget nyere, uvægerligt noget mere vulgært, som betragtet i de spejlbilleder, der ringler og klirrer i det forgangnes prismelysekrone.