Den, der kører på tommelfingeren, kommer også med, lød et optimistisk ungdomsmundheld, der nok må revideres. Dengang i koldkrigsrumalderen lå Douglas Adams i science fiction-parodiernes vittigste førerfelt med sin 'Hitchhiker's Guide to the Galaxy' og efterfølgende bind om livet på mælkevejene. Men denne ny filmatisering - der sender en lynhilsen til den første fra 1981 med et forbihvirvlende foto af hovedpersonen - har måske ikke været helt hurtig nok. Douglas Adams skrev selv to udkast til manuskriptet, men døde i 2001 - før 11. september, men også før 'Ringenes Herre', 'Star Wars' II og III og en stribe andre nyaftapninger fra det fad, mælkevejsblafferen selv ernærer sig af. Med andre ord: Hvad der i bøgerne virkede som vidunderlige fantasipåfund af nonsenslogik og -gak, er i mellemtiden takket være computergenererede billeder blevet hverdagskost for biografgængere. Grundingredienserne er jo meget ældre: Med rødderne solidt plantet hos Swift med de episodiske Gulliver-fantasier og Carroll med det poetiske Alice-nonsens pynter Adams sig med friskere løv fra samtidens skove: Kubrick, Monty Python-folkenes syrede 'Time Bandits', 'Den uendelige historie's orakler, 'Star Quest's plastikteknologi, Austin Powers' brandere ... der er ikke dét aspekt, filmen ikke også lige vil have med. Delvis i misforstået samvittighedsfuld trofasthed over for bøgerne bliver den endnu et eksempel på, at i kunsten kan det halve være mere end dét hele, den nu vil. Martin Freeman går ellers an som den pub-sløve englænder Arthur Dent, der kommer på rumrejse i slåbrok, fordi han har overset, at en motorvej skal passere, hvor hans hus lå. Ligesom en motor-mælkevej skal anlægges, hvor Jorden før hang, så også planeten udslettes af Vogon-entreprenørerne, en usædvanligt hæslig rumrace med hang til bureaukrati og carollsk poesi. Beamet op i deres rumskib får Dent og hans makker - sikkert spillet af Mos Def som den sorte Ford Prefect (dét hedder han) fra en planet i omegnen af Betelgeuze - det første af de bogstavelige lift, titlen henviser til - foruden til den guidebog, Ford skriver bidrag til, og som her er blevet en handy laptop-Grønspættebog. Snart rykker de to videre til rumskibet 'Heart of Gold' med Sam Rockwell som selvfed rumpræsident, intellektuelt en fluevægter trods de to hoveder: ét 'ego' og ét endnu mindre hæmmet 'id'. Om bord er også den deprime robot Marvin med Alan Rickwells bedrøvelige røst, og Dent genser den nysgerrige Tricia. Hende spiller Zooey Deschanel sødt og kontant uden at true filmens behagelige beslutning om at være bimbofri zone. John Malkovich gør en fin, men halv figur som overskåren skurk på et gangstativ af spinkle metalstivere, chef for en religion baseret på nysets mysterium. Han, Mos Def samt Bill Nighy som den sagtmodige planetkonstruktør Slartibartfast virker værdigt tilpas med deres roller - så dem havde man gerne set mere til. Det havde man også til de rigtigt gakkede glimt: Hele holdet forvandlet til garndukker! En i rummet frit svævende - eller rettere: langsomt faldende - kaskelothval! Eller den lille babelfisk, man får ind gennem øret, så man kan forstå alle andre rumvæseners sprog (og komme i krig med dem af den grund, ifølge bøgerne - så meget for den opreklamerede 'internationale forståelse'). Med flere eller længere glimt fra dét vilde overdrev kunne blafferne have indhentet noget af trick- og spoof-filmenes store forspring gennem de sidste fem-ti år. Så havde den længe ventede filmatisering måske forvandlet rod til overflod, teksttro loyalitet til kongenial nyskabelse. Men nu er den her altså omsider! Og dét er i sig selv så fint, at ingen får mig til at tude over spildt mælkevej.