I hamam - i dampbadet - åbner menneskets sjæl sig som en musling. Man ser det for sig! Bogstavelig talt i den græske film 'En smag af livet'. Krydderierne giver madlavningen karakter. Men det er en svær kunst at krydre, så smagsløgene udfordres på den helt rigtige måde. Krydderiet, som et udtryk for livskunst, er den gennemgående metafor i Tassos Boulmetis' 'En smag af livet'. En charmerende græsk fortælling om det ellers på mange måder tragiske modsætningsforhold mellem grækere og tyrkere. Desværre har Boulmetis en tendens til at krydre med lidt for fri hånd. Han har en hang til at overdrive sødmen i det bittersøde. Og som om krydderierne ikke var metafor nok, skal 'En smag af livet' også bygges op omkring en mere anstrengt sammenkobling af astronomi og gastronomi. Eftersom hovedpersonen Fanis både er kok og astronom, giver det god nok mening i forhold til handlingen, men det giver samtidig anledning til en overflod af luftige udsagn om stjerner og drømme og chili og computeranimerede paraplyer, der som ved magi flyver realistisk rundt imellem stjernerne. For slet ikke at tale om de elendigt animerede duer, der i flokke drøner rundt på Istanbuls himmel. Computeranimation rørt ind i handlingsgangen er i mange sammenhænge blevet et nyt krydderi, der ikke altid skærper den filmiske smagsoplevelse. Også på musiksiden er filmen decideret slapt krydret. I stedet for at udnytte den oplagte mulighed for at understøtte handlingen med en logisk vekselvirkning mellem tyrkisk og græsk musik har Evanthia Reboutsika rørt en anonym småklassisk sovs sammen. Men ser man bort fra den mindre heldige håndtering af de finere smagsnuancer, er 'En smag af livet' en film med gode kvaliteter. Filmen er komponeret efter modellen forret, hovedret og dessert. Forretten er drengen Fanis' opvækst som græsk-tyrker i Istanbul i 1959 - eller Konstantinopel, som grækerne foretrækker. Her voksede Fanis Lakovides op i sin bedstefars kryddeributik. Her blev han forelsket i den tyrkiske pige Saime. Men Cypern-krigen er endnu en græsk-tyrkisk konflikt, og i 1961 deporteres den græsk-tyrkiske familie Lakovides til Grækenland, hvor de som 'tyrkere' bliver modtaget som andenrangs borgere. Hovedretten beskriver Fanis' liv i Athen som stor dreng og ung mand. Da vi når til desserten, fører forskellige begivenheder rammefortællingens midaldrende astronom Fanis tilbage til fortiden og længslerne i Istanbul. Det er en charmerende og stemningsfuld fortælling med en diskret morale, der uden bombast taler imod intolerance og Historiens indgroede nag. Der er ganske så dejligt blandt duftene i bedstefars kryddeributik. Blot synd, instruktøren har det med at glemme, at krydderier doserer man med knivspidsen og ikke med kulskovlen.