Tilhørerne i et auditorium i Finland får sig for én gangs skyld et godt grin under et af tekstilkonferencens ellers kedsommelige foredrag. Efter at have opfordret til genindførsel af slaveri i Den Tredje Verden afslutter to såkaldte repræsentanter for World Trade Organisation (WTO) deres performance med at præsentere et management leisure suit: En guldfarvet heldragt designet til ledere, så de kan holde øje med deres ansatte og samtidig bevæge sig frit. Dragten har nemlig indbygget, oppustelig kæmpefallos med påmonteret monitorskærm. Optagelser fra tekstilkonferencen i Finland er et højdepunkt i den propagandistiske dokumentarfilm 'The Yes Men'. Tilhørerne opdager ikke, at de to veltalende, glatbarberede mænd på podiet ikke arbejder for WTO. I virkeligheden er foredragsholderne identiske med aktivisterne Mike Bonanno og Andy Bichlbaum. Sammen har de kaldt sig The Yes Men og lavet happenings med det formål at udstille vestlige magthaveres hykleri og reelle dagsorden. The Yes Men har skabt hjemmesiden www.gatt.org, der nemt kan forveksles med WTO's hjemmeside www.wto.org. I reportageform skildrer filmen nogle af de absurde konsekvenser af, at nogle forveksler hjemmesiderne og inviterer antiglobaliseringsaktivister til konferencer i stedet for WTO's folk. Instruktørerne har valgt at interviewe instruktøren Michael Moore om WTO's hensigter. Det virker som et unødvendigt brud i historien om The Yes Men at høre Michael Moore give udtryk for nogle af sine i forvejen velkendte holdninger. Endnu mere ærgerligt for troværdigheden af alvoren i 'The Yes Men' er det, at filmen ikke oplyser, hvordan WTO har reageret på aktionerne. Hvis handelsorganisationen bare var ligeglad, ville benovelsen over provokationerne jo altså mindskes en smule. Men 'The Yes Men' er nu alligevel værd at se. Både på grund af Bonannos og Bichlbaums fantasifulde, frygtløse og groteske ikke-voldelige aktivistmetoder og på grund af de tanker, den sætter i gang. Også selv om nogle af perspektiverne er deprimerende. For filmen minder om, at man iklædt jakkesæt og bevæbnet med lederudstråling, argumentationstalent og flerfarvede overheads kan servere selv modbydelige politiske holdninger for folk, uden at de protesterer. De klapper oven i købet.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview