Det er sådan, at mærkedage kan styrke parapsykologiske fænomener, konstaterer den clairvoyante Anders Svendsen, som er tilkaldt for at jage onde ånder ud af Signe og Tommys nye smukke hus på landet. Jo, det tror vi gerne. Det hjemsøgte hus er en gammel kending, og med rette. Tomme huse med en fortid, uha. Dette hus ligger oven i købet op ad en lille sø af den slags, man kan drukne i. Og så er der et barn i familien, som løber omkring på bredden af søen. Og som har en skjult legekammerat ved navn Oliver. Dér ville jeg aldrig flytte ind, men thrillere lever af hovedpersoner, som handler urimeligt. Der er noget mystisk ved huset. Pejsen flammer op uden grund, sorte katte springer frem, frugten rådner på fadet, bestik lægger sig på den øverste hylde, og Signe (Anne Birgitte Lind) bliver urolig. Hendes mand, Tommy (Jacob Cedergren), er mere nøgtern, men det kan han også sagtens være, for han er ikke så meget hjemme. Naboerne er flinke, det er Andrea Vagn Jensen og Dejan Cukic, som har det modsatte problem: ingen børn og intet arbejde til Dejan Cukic (ham ville jeg ellers godt ansætte). Begyndelsen er lang, men lovende. Vi ved ikke, hvem der er skyldig, for alle personerne virker rimelige nok. Men da politibetjent Okking kommer til stedet og forklarer noget om fortiden, aner vi, hvad der er sket engang: To børn er brændt inde, og deres storesøster begik selvmord, da hun fik den sørgelige besked. Der er, som det også bliver sagt, mere mellem himmel og jord ... Det er gode skuespillere, som her spilder deres tid med Martin Schmidts gyserfilm, til manuskript af Dennis Jürgensen. De bevarer alvoren under de mest sælsomme omstændigheder, og som sagt ved man ikke rigtig, hvor man skal anbringe skylden. Men er der altid nogen levende, som har skylden? Eller er det indbildning og fatamorganaer? Det sjove ved filmen er dens loyale fastholden af den clairvoyante Anders Svendsens skikkelse. Morten Suurballe koncentrerer sig om at være synsk. Og den lille Rebekka Løgstrup er et godt valg til den 5-årige datter, som har sin store dukke og sin mystiske legekammerat Oliver at divertere med. Efter en lang indledning begynder sagens realia at gå op for tilskueren. De gamle ånder er ikke låst ude. Men fra da af bliver filmen også tilpas komisk, dvs. for komisk til at man kan tage den alvorligt. Man er aldrig rigtig bange. Det er man ikke, fordi åndemageri og uforklarlige fænomener groft sagt aldrig er nær så slemme som virkelighedens djævelskab. Dialogen er for så vidt realistisk, men uden raffinement - man skal bare gyse og frygte. O.k. - det har vi så gjort.