»Først med en rigtig god instruktør træder Eastwood i karakter som andet end smalle øjne, en skyder, en hat og en hest«, skrev Bo Tao Michaëlis forleden i Politiken, i anledning af en gammel Clint Eastwood-fim blev vist på tv. Den rigtig gode instruktør, der manglede, kunne jo være ham selv. Indrømmet - 'Million Dollar Baby' er velinstrueret, præcis, minimal, næsten for elegant til at få vanskelige scener til at fungere lydefrit. En oscar for instruktion var velfortjent - Clint Eastwood kan den proces, som han også beviste det med den udmærkede film 'Mystic River' fra 2003. Men de andre oscars? Én til Clint selv for bedste mandlige hovedrolle, en til Hilary Swank for bedste kvindelige hovedrolle, en til selve filmen for bedste film ... come on, det er tre for meget . Hvad med 'The Aviator'? Nå ... Det siger jeg, fordi jeg har en holdning, som filmen desværre ikke rokker ved - nota bene, hverken frem eller tilbage. Det havde været bedre, hvis den gjorde. Jeg synes, at professionel boksning er en ussel pseudo-sport, den eneste 'sport', hvor det gælder om at slå på en modstander. Jeg nærer afsmag for boksning, jeg synes, det er dybt ubehageligt at se på, krænkende, kvalmende, farligt. Jeg siger det endda uden at have den hemmelige tvetydighed i min despekt, som man jo ofte har over for fænomener, man lissom hader: Man er i virkeligheden tiltrukket. Men det er jeg ikke, og det er også hovedårsagen til, at 'Million Dollar Baby' i lange passager, navnlig i indledningen, keder mig slemt. Så er det sagt, og jeg skal ikke forsøge at skjule det. Den fattige servitrice Margaret (Hilary Swank) indfinder sig i veteranbokseren Frankie Dunns boksestald for at gennemføre sit eneste ønske, at blive en god bokser. Men Frankie - som er katolik, som læser Yeats på gælisk (?), og som har et anstrengt forhold til sin fraværende datter - er ikke meget for at træne hende. Hun virker amatøragtig, kan ikke bevæge benene og ikke løfte venstre hånd til et punch, og hun må låne hans boksebold. Det er boksehallens fejemand i skikkelse af Morgan Freeman, som er historiens fortæller, og som opfordrer Frankie til at tage sig af pigen. Frankie er en guttermand og træner hende høvisk, måske med en erindring om den datter, han engang har svigtet. Stemmelejet i filmen er dybt og ædelt i de minimale, testosteronholdige replikker. Her er der basstemmer og tarvelige lokaler, for sådan er bokseverdenen jo - ædel og beskeden. Det eneste halvkomiske element er bokseaspiranten Danger, som kommer og gør sig til grin i ringen og bliver slået ud - men som alligevel kommer igen til sidst. Havde filmen haft en holdning til boksesport, pro eller contra, ville Dangers liv have været centralt i historien. Og vi ville nok også have set boksepublikum lidt nærmere an. Men det gør vi ikke. Vi er fandens, kedsommeligt neutrale. Margaret bliver en god, ja, en fremragende bokser og når frem til en kamp om verdensmesterskab i weltervægt. Der er ikke rigtig noget i det kummerlige miljø, som er forandret. Margaret har en rædsom, tyk mor, som hun forærer et hus, og det vil moderen ikke have. Hun er ikke taknemmelig. Der er lagt op til vores foragt for denne mor (og bror, han har endda været i fængsel ...), men jeg må indrømme, at jeg er tæt på at holde med den tykke proletarkone, som er ligeglad med datterens ære, og det er slet ikke meningen. Der er smurt tykt på i skildringen af, hvor slem den familie dog er. Det er en ærkeamerikansk ideologi, vi skal fejre, ved at se og beundre og elske Clint Eastwood og filmen. Først og fremmest fighter-ånden og viljen til at slå sig op fra trash til berømmelse. Så den rene, hjertensgode og medmenneskelige vilje til at anerkende denne fighterånd. Og endelig puritanismen og den tilbageholdte empati - måske elsker Frankie faktisk sin unge elev, men altid i det skjulte. Be cool - hedder det. Skjul dine følelser. Hvad med at vise dem? Anden halvdel af filmen er bedre, fordi boksningen af gode grunde hører op, og en ny fight begynder - en åndelig kamp, som måske er sværere end den fysiske. Nu skal Frankie afgøre, hvordan han vil reagere på Margarets skæbne. Vil han slå til - og hvad vil det sige at slå åndeligt til? Beskyt altid dig selv, var hans motto. Hvordan beskytter man sin sjæl? At filmen også er slemt sentimental, nævner jeg blot for at undskylde, at jeg ikke giver mere end fire hjerter. De to af dem går til Hilary Swank, som har haft svære stunder i bokseringen, og som spiller en vanskelig rolle med et ligefremt, naivt mod.