Film skal ses i biografen. Man bliver tit mindet om, at det ikke er en forslidt frase, og det handler langtfra altid om gigantlærred og dolby deluxe. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Buster Keatons mesterværk 'Generalen' på video. Fornøjelsen (nøjagtig som den også er det med 'Steamboat Billy Jr.') er lige stor hver gang, når Buster som den lille lokofører fra Sydstaterne ene mand tager kampen op imod nordstatshæren. Den kostelige humor, den utrolige timing, de fysiske pragtudfoldelse fra den lille mand med stenansigtet og akrobatens arme spundet af stålwire i filmen. Nutidens actionfilm kunne lære et og andet af Keaton. 'Generalen' fra 1927 er jo faktisk én lang 'biljagt' på skinner, men med alle tænkelige dramaer, menneskelige facetter og lun humor bygget ind i en hæsblæsende forfølgelse, hvor det ene forbløffende stunts komiske akrobatik prompte overgås af det næste. Komikkens pointer bliver ikke større af at blive blæst op, men den sublime timing i scener og akrobatik får man et langt smukkere indtryk af, når man ser 'Generalen' på lærredet i denne fornemt ny-restaurerede version fra 2004. Når man som jeg længe kun har set filmen i grå på en lille skærm, er der flere scener, som i deres billeder gennemvædet af både sort og hvid fremstår som næsten nye. Det gælder især dem, hvor helten Johnny Gray er strandet bag fjendens linjer med sin dyngvåde hjertenskær. Helt ny er musikken, komponeret af den japanske filmkomponist Joe Hisaishi. Det er ikke let at lave ny musik til disse gamle stumfilmsklassikere uden at virke anstrengt eller søgt. Ægteskabet med den klassiske musik er så indgroet, at nogle af os ikke kan høre en klaversonate af Beethoven uden at se stumfilmskomikken for det indre øje. Men ved med lethed og finfølelse at blande klassisk stil med mere luftige temaer, har Hisaishi skabt en musik, der både er medlevende og kommenterende, men i bund og grund mere blot og bart stemningsfuld end det traditionelle stumfilmsakkompagnement. Jeg bliver aldrig træt af Buster Keatons ansigt. Dette melankolske ansigt, der aldrig lader sig mærke med den underfundige humor, hans fysiske handlinger i samme moment giver udtryk for. I 'Generalen' er det ikke mindst forholdet mellem kønnene, der må holde for. For det er jo en kærlighedshistorie, Keaton har digtet ind i den i øvrigt ret autentiske historie om en stædig lokomotivfører, der optog forfølgelsen af en gruppe nordstatsspioner, der havde bortført hans lokomotiv. Skildringen af filmens skurke er typisk for Keaton helt uhysterisk. Det er soldater på begge sider. Nar gør Keaton i stedet ad autoritetsfigurerne. Officererne, der konstant planlægger indviklede strategier, men må se en brysk jernbanearbejder løse den gordiske knude med et velrettet hammerslag, da det gælder. Nyd spillet mellem Keatons Johnny Gray og hans elskede, den brave, men håbløst upraktiske kirsebærmund Annabelle Lee (Marion Mack). Nyd en af filmhistoriens største og mest sympatiske tour de force-præstationer. Så sjov som nogen sinde og nu til og med smukkere end længe.