Indtil mennesket i det 17. århundrede fik opfundet teleskopet og studeret Månen, troede man, at den gule kugle i det fjerne blot var et spejlbillede af jorden. I stedet for at lade sig fascinere af en helt ny verden, fuld af muligheder, valgte man at spejle sig selv i rummet. Det er den ikke uinteressante tanke bag det teaterstykke om månen og to forældreløse brødre, canadiske Robert Lepage har skrevet og nu omsat til en forunderlig og ganske fortryllende film. Ligesom mennesket i gamle dage iagttog månen uden at se andet end sig selv, kredser den nørdede bror Philippe om sin lillebror André uden at have viljen til at lære ham at kende sådan for alvor og få noget ud af slægtskabet. Philippe er en halvstuderet avissælger, som aldrig har fået taget sin Ph.D., indadvendt, naiv, drømmende og småbitter. André er livsglad og selvoptaget, har fast job som meteorolog i tv, lever i fast parforhold, er bøsse og i øvrigt ligeglad med sin kedelige storebror. »Jeg er ligeglad med, at han er bøsse, men som de fleste bøsser er han ubekymret, rig og heldig«, som Philippe på et tidspunkt betror en bartender, der er tvunget til at høre på ham. En dag tilsmiler lykken dog tilsyneladende den evigt uheldige Philippe, der får opmærksomhed omkring sin kongstanke - at den kolde krig i virkeligheden var skabt af narcissisme. Ad omveje nærmer de to brødre sig hinanden og en form for forening kan ikke udelukkes. På mirakuløs vis og som en pointe i sig selv lykkes det for Robert Lepage, som vi herhjemme tidligere har set i hovedrollen i filmen 'Jesus fra Montreal', at spille begge brødrene. Og endda gøre det med et yderst præcist underspil. En fornem præstation, som til fulde matches af filmens fascinerende fortælleteknik. Handlingen holdes nemlig i gang af kameraets tilsyneladende associationer. I en sekvens følger vi for eksempel Philippe som dreng stirre ind i en vaskemaskine for at se ind i sin mors mave og fostret af lillebror André i sin navlestreng, som forvandler sig til en astronaut, forbundet til sit rumskib med en livline. En underholdende og spøjs måde at fortælle en tankevækkende historie, der tør lege med de store spørgsmål i tilværelsen med twist og en egen tør humor.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Lykkelig AGF-boss: Vi har været genstand for mobberier
-
Trump fortjener den største af alle skamstøtter, og den er heldigvis netop blevet rejst
-
Hemmeligt loftsrum i Tyskland siger alt om, hvor vigtig Europa er for USA's forsvar
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
5.000 kroner for en dags fornøjelse: »Det er alle pengene værd«
-
Klaus Rifbjerg kunne ikke lide den. Men måske er det Dirch Passers bedste film
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Interview
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Omar Alkhatib
I mange år insisterede jeg på, at jeg var dansker som alle andre. Men det passer jo ikke
Lyt til artiklenLæst op af Omar Alkhatib
00:00
Leder af Jes Stein Pedersen
Klumme af Christian Jensen




























