Én ulykke kommer sjældent alene, siger man, vist også med en vis ret. Gamle Henrik Ibsen vidste det og hentede fortidens synder frem i nutiden til besigtigelse og morale. Familiens hemmelighed er synder, som skal nedarves i syvende led. Sådan er instruktøren Dan Harris' livsanskuelse også. Den ældste bror i en familie, Matt, er elitesvømmer, men begår selvmord. Det er optakten til 'Imaginary Heroes', som vil vise os, at ingen er helte, slet ikke forældre. Sigourney Weaver er hans mor, som begynder at gå i opløsning, da yndlingssønnen er død. Nu er der kun mand, fjern datter på college og yngste søn tilbage - den unge high school-elev Tim Travis, som heller ikke kan klare dødsfaldet. En pil går nedad - Tim begynder at tage stoffer, og mor følger forsigtigt efter med lidt potrygning i haven. Og så går det løs med nederlag på nederlag. Tim eksperimenterer med stofferne og bliver idømt samfundstjeneste. Tim afprøver sin seksualitet med en ven, som dømmer ham homoseksuel (det kan du selv være). Piller er en hurtig, men forgæves lindring i smerten. Tim kører galt med bilen. Nabokonen skuler grimt fra vinduet i den stille amerikanske provinsby. Julefesten er genuint rædsom, en enkelt god scene - der hviler en stillestående hæslighed over det amerikanske samfund, som manden - Jeff Daniels - reagerer på ved at melde sig ud og gå på orlov. Dét vidste konen ikke. Familien er som et tapet, der ruller ned ad væggen og tager alt møblementet med sig. Nu bliver mor også syg og ligger på hospitalet. Og før vi har set os om, viser det sig, at Tim slet ikke er søn af sin fader, men resultatet af et forhold, som moderen har fortiet. Ikke så sært, at han slet ikke ligner den heldige, om end afdøde storebror. Hertil er at sige, at alle de ulykker næsten er for meget af det onde. Hvad mangler vi? Edderkopper i udhuset (som i en gammel film med Jeff Daniels, 'Araknofobi') eller store gældsposter eller forsømt vvs-arbejde? Problemet med filmen er, at ingen af de sædvanlige ulykker i forbindelse med dødsfald synes at melde sig. Udadtil går det såmænd meget godt, det er den indvendige varme, eller livskærlighed, som mangler. I den henseende ligner filmen sit forbillede, 'American Beauty', som for snart en del år siden havde en mere vital undergangsstemning og navnlig Kevin Spacey til at holde dampen oppe. Sigourney Weaver er den sarkastiske moder, i og for sig en god rolle, som hun imidlertid ikke tilføjer nogen reel smerte - og det må også være svært, for vi ved jo slet ikke, hvad Matt, elitesvømmeren, var for familien. En depri ung mand? Men hvordan bliver man så god til at svømme? Her er noget, som ikke hænger sammen. Kan man være idiosynkratisk over for film af en bestemt modetype? Jo, det kan man blive. Jeg er idiosynkratisk over for denne type lamenteren, de stillestående replikker, den sagte strøm af sivende ulykke. Jeg sidder og kigger på filmens baggrundsbilleder. Nogen har købt bøger, nogen har sat mad på bordet, nogen har været med til at opretholde livet med et arbejde (hvilket?) og en indtjening, nogen energi er der i reglen tilbage, selv når det unævnelige slår ned. Emile Hirsch er en god type som den mutte, forladte og uheldige unge Tim, en ung mand, som vil vokse sig skæv, vent bare. bettina.heltberg@pol.dk