Henning Carlsen er et navn, der indgyder respekt, og med rette. I 1966 skrev og instruerede han 'Sult', som blev en klassiker, forinden havde han lavet debatfilmen 'Dilemma', og i nyere tid har han høstet anerkendelse for 'Oviri' (1986) og 'Pan'. Han er en mand, som man lægger mærke til - og en mand, som måske er vokset frem til den modenhed, man forbinder med alder. Så derfor: spænding før den nye premiere med 'Springet'. Desværre er adrenalinniveauet, som filmen taler ret meget om, ikke fuldt til stede. Noget i handlingen vil forhindre det i stedet for at forløse det. Handlingen er nemlig parallelt tvedelt, før og nu. Nu er Tobias (Mikael Birkkjær) i den frygtelige rolle, at han får konstateret cancer i pancreas, bugspytkirtlen - ikke nogen god diagnose. Tobias er en succesrig, velgift 42-årig mand med talent for at spille jazz. Men overlægens besked giver ham store problemer - først afvisning, så raseri, så måske en slags accept. I hvert fald en indbydelse til at se tilbage på livet og konstatere hvilke muligheder, som blev benyttet og hvilke, han måtte lade ligge. Tobias er 42 år - men det er en ældre mands tilbagesyn, vi bliver vidne til, og et tilbagesyn, som ligger for Henning Carlsens klare talent, og for Mikael Birkkjærs disciplinerede og stramme mimik - hvad ser man, når man skal dø? Før viser os Tobias' barndom, eller dele af den - han kom på nabobesøg hos en veninde, som dansede, og som havde en far, der ikke ville slippe hende. Ida hed hun, og Tobias var forelsket i hende som trettenårig. Men det spæde forhold blev afbrudt , da Idas far opdagede de to unge børn og i raseri (adrenalinfremkaldt?) slog Tobias og smed ham ud af overklassevillaen. Inden da havde de to unge prøvet at springe ud med parasol fra balkon og ned i haven, men Tobias troede ikke nok på projektet og brækkede benet. Måske brækkede han også sin kunstneriske ambition? Allerede her er det, at filmens grundstemning af overblik og tilbagesyn lider alvorlig skade, for Henning Carlsen har ikke været opmærksom nok på castingens altafgørende betydning for historien. Unge Ida og unge Tobias er ikke troværdige skuespillere. Helt bogstaveligt sidder man og tænker på DR's gamle børneradiodramatik, hvor to uens børn skulle læse og udføre roller, de ikke forstod. Ida er for gammel, Tobias er for ung. Det funker ikke. Og det gør det ikke meget bedre, at Jesper Vigant som Idas far er synligt i vildrede med rollen. Indehaver af en sort Volvo, bevares, talentfuld og rig, velvillig mod Tobias, indtil han bliver rasende på Tobias - hvem er den mand dog? Det viser sig, at han er identisk med den bitre, aldrende overlæge, som nu har givet Tobias kræftdiagnosen. Jamen, det hænger ikke sammen. Peter Steen er Jesper Vigant, but never the two shall meet! Tobias' oprør mod sin skæbne er pænt fortalt, dog med usandsynlige indbrud af venner, som fortæller ham sandheder: Asger Reher som en gammel kammerat, han møder i bussen, Lars Lunøe som en gammel lektor, der underviser ham i modet til at springe, da vi jo dog alle skal dø engang. Susanne Storm er Tobias' kone, og nærmest den bedste, fordi hun har en rolle at holde fast i. Den adrenalin, som skal være vigtig, er nok også evnen til at holde fast og ikke slippe sit tag i det, der er vigtigt for en. Der er jazz - Jelly Roll Morton's 'Aint' misbehavin' som ledemotiv - men igen ikke rigtig sat levende sammen med det, man tror kunne have været Tobias' projekt, uden den skræmmende barndom. Det bliver ikke på denne film, Henning Carlsen bliver berømt, men så er han det jo også i forvejen.