USA fører an i globaliseringen, men fremmer på hjemmefronten en massiv provinsialisme. Sker der noget spændende og succesrigt på den fremmede filmfront, må det indviklede udland prompte laves om til en amerikansk version. Tilpasset og rundbarberet for at fremme forståelsen. Den kommercielle logik er til gengæld uangribelig. De amerikanske versioner bliver takket være markedsføringsmaskineriet og de kendte ansigter eksportvare i et omfang, originalen aldrig kunne drømme om. Som før den 'Ringu' er nu også den japanske gyser 'Ju-On' blevet amerikaniseret. 'Ju-On' er blevet til 'The Grudge' (på dansk 'Forbandelsen'). Men denne gang kan man faktisk ånde nogenlunde lettet op. Hovedrollerne er blevet skiftet ud med amerikanske personer, men handlingen er fortsat placeret i Japan, og instruktøren er stadigvæk Takashi Shimizu. Måske fordi man har lugtet, at det japanske gys er blevet et brand, det ville være uklogt at droppe? Under alle omstændigheder betyder det, at en god del af den oprindelige atmosfære og uhygge lever i bedste velgående tilsat de effekter, som et amerikansk budget kan tilføre. Når japanske spøgelseshistorier tit er virkelig uhyggelige, er det, fordi spøgelseselementet i en kultur med ikke så fjern forfædrekult skildres meget mere konkret. Når man skal være bange for et japansk spøgelse, er det, fordi man ikke kan regne med, at det nøjes med at sige bøh! I modsætning til de fleste Hollywood-spøgelser ligner spøgelserne i Japan ikke noget, man bare hitter på. De er meget tættere på at være virkelige, og dermed behøver man heller ikke i samme grad begrunde deres tilstedeværelse med en rationel årsagssammenhæng. På dette punkt har Shimizu og den amerikanske gyserekspert Sam Raimi, der har produceret, imidlertid valgt at ændre historien. Denne gang får vi en mere rationel og udfoldet motivbaggrund for forbrydelsen, der har forvandlet et fredeligt lille forstadsdomicil til et rædslernes hus. Det giver 'The Grudge' en mere genkendelig fortællestil, og det gør faktisk overhovedet ikke filmen mindre uhyggelig. At man følger nogle amerikanere, der både er fremmede i forhold til mødet med det overnaturlige og det helt almindelige uudgrundeligt japanske, giver filmen en grundlæggende stemning af truende fremmedgørelse. Heller ikke 'Ju-On's desorienterende spring i tid har man fundet det nødvendigt at rette ud. At Sarah Michelle Gellar og de andre amerikanske skuespillere så ikke har meget andet end Bill Pullman i en birolle at gøre godt med, er en anden snak. Gyset er hovedsagen, og her står håret højt med Takashi Shimizu ved roret.