»Mine spredte ben var et løfte ...«. Er der nogen, som siger sådan? Eller er der kun nogen, som siger det i kunstens verden. Og er naturalisme for fattigt og rigidt et krav; et krav, som man i det stille sind retter til alt omkring sig uden nogen sinde at erkende, at kravet kun opfyldes - eller virker opfyldt - når man morer sig? More sig over 'We Don't Live Here Anymore' er der ingen anledning til. Filmen er svært kedelig, men den er også redelig. Den handler om to akademikerægtepar i en stille collegeby, hvor kedsomheden næsten har antaget skær af koma - så lidt at snakke om og udrette, så megen dødsensstille normalitet i de to hjem, hvor man kun drikker, når man holder party, og hvor man ikke engang i druk kan more sig. I stedet for begiver parrene sig ind i begærets og erotikkens dunkle labyrinter. Jack elsker ikke sin kone, Terry, han elsker vennens kone, Edith. De har en erotisk affære, lige så hemmelig som offentlig. Til gengæld er Hank måske en smule betaget af Jacks forsømte kone, Terry. Eller hun af ham? En dobbeltaffære med krydsede parter er under udvikling - fuld af pinlige episoder og efterhånden erkendt af Terry, som skiftevis er bitch og lam, nedværdiget og desperat, men mest af alt: lammet. Hun har den uelskede kvindes mindreværdskomplekser og ved ikke, hvordan hun skal håndtere mandens eskapade. Prøve selv? Til gengæld er Hank skriveblokeret, fordi hans privatliv er så stillestående. Der er mindelser fra mange nyere amerikanske film om borgerskabets ulidelige lykke, hvor perfektionen vil føre til komplikationer, fordi livet ikke kan (og ikkeer, men det er noget andet!) være så bekvemt og stillestående. Kun børnene, glimrende spillet, prøver med neddroslet følelsesliv at følge med i andre dele af stratosfæren - rummet, planeterne, cowboyerne og indianerne, tv's surrogat-underholdningsstof, som skal mildne og utydeliggøre de konflikter, som de voksne så barnagtigt og dog så alt for synligt kæmper med. Filmen er længe for knugende og anspændende i sin analyse af utroskabens traditionelle signaler mellem Jack og Edith, og man begynder at interessere sig mere for den mystiske mand Hank, som i begyndelsen mest ses som en flink og lidt diffus og ørkesløs ven og skribent. Men et stykke inde i filmen får man et mere nederdrægtigt portræt af manden. Noget begynder at lykkes for ham - han er muligvis ligeglad med sin kones utroskab, men: Der er konstrueret et følelsesdrama, og han får et digt optaget i The New Yorker. Der 'er konstrueret' et drama - eller han har konstrueret? Den koldsindige konspiration går aldrig op for personerne, heller ikke for Hank selv. Det bliver ved antydningen og modløsheden, mens det lakker mod enden. En midtvejskrise er under afslutning og ophør, uden at den blev lykkelig. Fire glimrende skuespillere forsøger sig med analysen, bedst Laura Dern som den ulykkelige Terry - som ikke engang blev skilt. Amerikansk smalfilm af kvalitet, hvis De gider.