Mundheldet om 'højt at flyve, dybt at falde' dækker mange af enkeltscenerne med dette flyvende korps af 'verdenspolitibetjente' i marionetdukkeudgave. Men det gælder desværre også filmens kvalitetskurve, skønt bagmændene er Parker og Stone, 'South Park's vilde ophavsmænd. Det begynder som prima spoof: Med hemmelig base bag præsidentfjæsene i Mount Rushmore og ledet af den sølvhårede, seksuelt tvetydige Spottswoode rykker femmandsholdet med den mørke og den lyse Barbie-babe plus tre Ken-kloner ud til kamp mod gevaldigt mellemøstlige terrorister med masseødelæggelsesvåben - og selv udrydder de lige Eiffeltårnet og Louvre, Pyramiderne og Sfinxen plus masser af menneskeliv i forbifarten! En af de tre herrer er Gary, feteret Broadway-skuespiller, nu på infiltrationsopgave som sortsmusket terrorist, men midt i den vildeste action når han jo at brænde varm på lyse Lisa med Princeton-eksamen i psykologi. Men før de to når en tur i høet - vaskeægte dukkeporno med alle kendte stillinger, dét kan man kalde fingerfærdigt snoretræk! - er satiren endt i langhalm og sammenbidt nihilisme. Først er brodden rettet den kendte vej fra 'Høj pistolføring' osv., altså imod selvretfærdig amerikansk megalomani og militærliderlig 'problemløsning'. Men det selv samme verdensbillede overtager filmen så, da terroristernes bagmand, den nordkoreanske slyngelstatsleder Kim Jong-il selv går ind i kampen mod verdenspolitiet, med støtte af Hollywoodskuespillernes fagforening F.A.G. - både bøsser og venstreorienterede, ikk'? - med en Alec Baldwin-dukke som disse nyttige idioters formand. Trods vittige glimt - ligesom i 'South Park' også musikalsk med f.eks. den gribende countryballade om frihedens pris, 'Freedom isn't free', eller det uforglemmelige refræn »Pearl Harbor sucked more than I miss you« - så bliver overraskelserne stedse færre eller mere søgte og ondartede (to sorte huskatte ligner rene pantere over for Danny Glover- og Sean Penn-dukkerne, som kræene forvandler til blod- og knoglemos for øjnene af kameraet!). Selv den først overraskende virtuose dukkeføring ender som monoton omstændelighed. Så fra optaktens prægtigt højtflyvende smagløshed til fem hjerter taber historien højde og næselander uden humor eller sans for selvbegrænsning som indædte pinligheder til ét hjerte - deraf det intetsigende gennemsnit.